Der er ikke meget, økonomer kan blive enige om, når de skal spå om fremtiden. En ting er dog uomtvistelig: Vi står over for nogle meget markante forskydninger i befolkningens alder i de næste 30 år. I 2012 var 4,1 procent af danskerne 80 år eller derover. I 2040 vil dobbelt så mange - altså 8,2 procent - være 80 år eller ældre.
De demografiske ændringer har allerede givet anledning til store reformer, fx på efterløn og folkepension. Meget tyder dog på, at kommunerne ikke har forberedt sig lige så godt på de demografiske ændringer. Det kan betyde, at man i nogle kommuner vil få nogle ubehagelige overraskelser, hvad angår de fremtidige udgifter.
Vidt forskellige budgetmodeller
De demografiske forskydninger får store konsekvenser for kommunernes budgetter, da flere ældre medborgere er forbundet med ekstra udgifter, fx til plejehjem og hjemmepleje. Rigtig mange kommuner er derfor også optaget af, hvordan de skal fremskrive deres budgetter i takt med stigningen i antallet af ældre.
KORA er i en ny, endnu ikke færdiggjort undersøgelse, i gang med at sammenligne kommunernes modeller for tilpasning af budgetterne ved ændringer i befolkningssammensætningen. Her viser de foreløbige resultater fra 42 af landets kommuner, at der er stor forskel på, hvordan kommunerne fremskriver deres udgifter - og dermed er der også stor forskel på, hvor store udgifter kommunerne budgetterer med til fremtidens stigende antal ældre.
Mange millioner kroners forskel
De foreløbige resultater af undersøgelsen viser, at i den tredjedel af kommunerne, som budgetterer lavest, er gennemsnitstallet godt 4.200 kr. pr. ekstra borger på 70 år. I den tredjedel af kommunerne, som budgetterer højest, er det tilsvarende tal knap 23.500 kr. Det vil altså sige mere end fem gange så meget. Når vi ser på budgettilpasninger for de 80-årige og de 90-årige, er forskellene mellem kommunerne endnu større.
De økonomiske konsekvenser af, om en kommune fremskriver budgetterne med det høje eller lave en-hedsbeløb pr. ekstra ældre borger, er store, hvis vi ser lidt længere ud i fremtiden. Hvis en gennemsnitlig kommune med 50.000 indbyggere vælger at budgettere efter det lave enhedsbeløb, så står kommunen med en årlig merudgift på 50 mio. kr. i 2040. Det svarer til knap 15 procent af kommunens samlede udgifter til ældreområdet i dag. Hvis samme kommune vælger det høje enhedsbeløb, så lander vi på en årlig merudgift på knap 300 mio. kr. Det svarer til knap 90 procent - altså næsten en fordobling - af kommunens ældreudgifter, som de er i dag.
Hvorfor regner de så forskelligt?
En af de mulige forklaringer på de store forskelle i enhedsbeløbene kan være forskelle i politisk vedtagne serviceniveauer. Hvis fremskrivningen foretages automatisk med afsæt i kommunens gennemsnitlige serviceniveau, vil forskellige serviceniveauer selvsagt give forskellige fremskrivninger. Det er dog næppe hele forklaringen - hvis det var, så vil der i 2040 være meget stor forskel på kommunernes serviceniveau på ældreområdet.
En anden årsag til de store forskelle kan være, at kommunerne medregner forskellige ting i deres budget-modeller. Nogle kommuner medregner fx udgifter til hjælpemidler - andre gør ikke. Desuden indregner nogle kommuner gevinsten ved, at fremtidens ældre bliver sundere og mere selvhjulpne. Alle beregninger viser nemlig, at en 70-årig om 30 år vil være mere rask og rørig, end en 70-årig er i dag. Og det betyder, at kommunen kan forvente lavere udgifter til ældrepleje pr. ældre borger i fremtiden. Allerede nu gør mange kommuner en stor indsats for at gøre de ældre mere selvhjulpne, bl.a. via rehabilitering og brug af telemedicin. Der er også stor forskel på, om kommunerne indregner gevinsten ved disse nye indsatser i deres fremtidsbudgetter.
Mulige konsekvenser
Man kan argumentere for, at kommunerne under alle omstændigheder "kun" kommer til at levere den service, der er råd til. Givet er det dog, at der formodentlig er mange kommuner, der har et upræcist billede af, hvordan de bliver påvirket af demografien.
Et problem ved at budgettere for lavt kan være, at kommunerne om føje år risikerer at blive overrasket over, at der er et større udgiftsbehov, end de har budgetteret med. Dermed får de ikke så lang tid til at forberede de servicetilpasninger, som reelt er nødvendige for at få budgetterne til at hænge sammen. På kort tid skal de så finde nye løsninger, der kan spare ressourcer, uden at det går hårdt ud over serviceni-veauet. Ellers risikerer de øgede ældreudgifter at påvirke budgetterne på andre af kommunens serviceområder, som fx folkeskolen eller daginstitutionerne.
Omvendt kan et problem ved at budgettere for højt være, at når pengeposen er stor, er der ikke et incitament til at tænke i nye og billigere løsninger. Hvis man om 30 år tilbyder samme dyre ældrepleje til 70-årige, som man gør i dag, selv om de 70-årige til den tid er raske og rørige og ikke længere har behovet - ja, så har man måske reelt forsømt at foretage de nødvendige prioriteringer.
Analyse bragt i Politiko
Denne artikel har været bragt som artikel i Berlingskes magasin Politiko 26. januar 2013.
