Det hele startede med en præst og en playboy - Eilif Krogager fra Tjæreborg sendte de første solhungrende feriedanskere sydpå i bus i 1950, og i 1956 trådte Simon Spies ind på scenen med rejser til Mallorca.
Det stod hurtigt klart, at efterspørgslen på ferierejser til sol og varme var enorm, og det har den været lige siden.
På trods af at eksperter har spået charterrejsen død utallige gange gennem tiden, rejser over én mio. danskere fortsat på charterferie hvert år, og ferieformen lever altså i bedste velgående.
Sådan skriver Sunweb i en pressemeddelelse.
Jan Lockhart har arbejdet i charterbranchen i små 40 år – han startede som rejseguide og er i dag landechef i Sunweb i Danmark og Sverige.
"Dengang det hele blev styret af præsten og playboyen, havde de en form for monopol på feriemarkedet. Feriedanskerne var ganske enkelt delt i to hold, som var det FCK og Brøndby. Da jeg var ung guide på Tenerife, måtte jeg trøste grædende gæster, da de hørte, at Spies have købt Tjæreborg rejser," fortæller Jan Lockhart.
Fortsat mest populære ferieform for danskerne
1,1 mio. danskere tager årligt på en charterferie, og tallet har været stabilt i mange år, på nær naturlig nedgang ved f.eks. pandemi og finanskriser.
"De fleste danskere har nok efterhånden prøvet at skrue deres egne rejser sammen. Men når det så går galt, som vi for eksempel så i forbindelse med Ryanairs exit i Billund Lufthavn, hvor mange tusinde blev ramt, ja så vender man tilbage til en charterrejse, hvor trygheden er en del af billetten. Det gælder ikke mindst de unge børnefamilier," mener Jan Lockhart.
Top 10 over mest populære charterrejsemål for danskerne:
1 Gran Canaria
2 Kreta
3 Mallorca
4 Tyrkiske Riviera (Sydvestlige Tyrkiet)
5 Tenerife
6 Rhodos
7 Hurghada
8 Cypern
9 Bulgarien
10 Costa del Sol