Siden Anden Verdenskrig har det europæiske kontinent stort set levet i fred – og i skyggen af storebror USA’s militære beskyttelse.
Det har givet medlemslandene friheden til at prioritere andre ting end kampvogne og kaserner. Men den sikkerhedspolitiske sovepude er blevet tyndslidt.
Krigen i Ukraine har tvunget EU til at se realiteterne i øjnene: Nogen skal betale for sikkerheden.
Den militære oprustning herhjemme er nok heller ikke gået manges næse forbi.
Men det står ikke lige sådan til alle steder i EU.
Når man ser på tallene, er det tydeligt, at nogle lande har brugt de seneste år på at ruste sig, mens andre har krydset fingre og håbet, det ikke blev nødvendigt.
Det skriver det svenske medie DagensPS.
Polen er klassens duks, og pumper hele 3,8 procent af BNP i forsvaret.
Letland og Estland er også helt i top med hhv. 3,1% og 2,7%. I den anden ende af spektret finder man Irland, hvor militærbudgettet kun udgør 0,2 procent. Malta og Luxembourg kommer lige efter med hhv. 0,6% og 0,7%.
Det er en forskel, der næsten kræver en kikkert.
Herfra opstår den naturlige frustration: Hvorfor skal nogle lande bruge milliarder på forsvar, mens andre nøjes med at nyde godt af alliancens tryghed uden selv at bidrage nævneværdigt?
Den ulighed forsøger en ny idé fra den europæiske tænketank Bruegel at tage hånd om. De foreslår en økonomisk gulerod – eller stok – alt efter temperament.
Tanken er enkel: Landene skal betale EU-afgifter i forhold til deres egen forsvarsvilje. Bruger et land meget på militæret, får det en slags rabat på EU-bidraget. Bruger det derimod meget lidt – så må det betale ekstra.
Hvis Bruegel-forslaget bliver til virkelighed, kan det indbringe EU op mod 30 milliarder euro om året – og samtidig lokke de mest fodslæbende lande op af hængekøjen og ind i forsvarspolitisk fællesskab.
