"Kærlighed har ingen alder."
Sådan lyder et gammelt ordsprog. Én tænder på moden charme og livserfaring, en anden foretrækker ungdommens gnist – og så er der dem, der bare ikke skeler til fødselsattesten.
Men selvom vi gerne vil tro, at kærligheden overvinder alt, viser ny forskning, at aldersforskel alligevel kan spille en større rolle, end vi måske bryder os om.
Det skriver Womenshealthmag.
Forskere fra Atlanta University i USA satte sig for at finde svaret på det evige spørgsmål: Hvad er den perfekte aldersforskel i et forhold?
Over 3.000 personer deltog i undersøgelsen, og resultatet? Jo større alderskløft, desto større risiko for, at kærligheden knækker.
Statistikken slår igen
Specifikt var par med en aldersforskel på 5 år 18 % mere tilbøjelige til at gå fra hinanden end par i samme alder. Risikoen steg til 39 % for en aldersforskel på 10 år og hele 95 % for en aldersforskel på 20 år.
Ifølge forskerne handler det ikke nødvendigvis om biologisk alder, men om livsfase og fælles forståelse.
Selvom fascinationen af en ældre partners erfaring eller en yngre partners energi ofte spiller en rolle i begyndelsen, kan hverdagen afsløre de praktiske og mentale kløfter.
Kulturelle referencer, forskellige prioriteter og forskellig tilgang til fx børn og karriere anses som typiske udfordringer.
Undersøgelsen peger på, at den mest stabile aldersforskel i parforhold er blot ét år. Her var risikoen for brud nede på 3 procent.
Men forskerne understreger, at kærlighed ikke skal reduceres til statistik.
Der er nemlig også eksempler på par med stor aldersforskel, der trives og har stærke relationer. Det afhænger i høj grad af kommunikationen og viljen til at forstå hinandens verden.