H.M. Kongen til Royal Run i København 2023 Lars Møller/Royal Run
H.M. Kongen til Royal Run i København 2023 Lars Møller/Royal Run

Mindre end en måned til: Nu er ruterne til Royal Run 2024 klar

Underholdning

22/04/2024 12:33

J. Bøgen

Branden i Børsen skaber imidlertid tvivl om ruten i København.

Med under en måned til startskuddet til Royal Run, er de sidste forberedelser til den royale motionsfest i fuld gang.

Nu løftes sløret for årets ruter, der er planlagt ned til mindste detalje.  

”Når vi planlægger ruterne sammen med vores værtsbyer, er der først og fremmest fokus på gå- og løbeoplevelsen for deltagerne. Derfor tænker vi meget over logistik, plads og ikke mindst omgivelserne, der gerne skulle gøre deltagelsen ved Royal Run helt særlig,” siger Morten Algot Nielsen, der er overordnet ansvarlig for ruterne i alle Royal Runs værtsbyer.

Lokale vartegn

Royal Run har tre forskellige distancer: One mile, 5 km og 10 km, der både kan løbes og gås.  

I Brønderslev går alle ruter gennem den smukke Rhododendronpark, der er Nordeuropas største, og i Aarhus er det Mindeparken, der danner ramme om både start- og målområdet.

I Kalundborg runder deltagerne bl.a. den karakteristiske 5-tårnede Vor Frue Kirke, mens alle deltagere i Fredericia løber på byens historiske voldanlæg og passerer flere af anlæggets porte. 

I København er Amalienborg Slotsplads sidste stop på ruten, hvor målstregen er placeret i den historiske bygning, Kolonnaden, som er den søjlegang, der forbinder Christian IX’s palæ og Christian VII’s palæ. 

Startområdet i København

Som følge af den tragiske brand på Børsen i København er det endnu ikke endeligt besluttet, om startområdet i Slotsholmsgade fastholdes.

Royal Run er i tæt dialog med Sparta, der er løbsafvikler i København, samt relevante myndigheder. Der arbejdes på hurtigst muligt at kunne give en melding til de 42.500 deltagere i København/Frederiksberg om det planlagte startområde ved Børsen kan bevares.  

Se det fulde overblik over alle ruterne her: https://www.royalrun.dk/vaertsbyer/se-ruterne 

Om Royal Run

  • Royal Run afholdes 20. maj 2024, 2 pinsedag. 

  • Det er sjette gang, at Royal Run afholdes på tværs af landet. Royal Run 2024 har det højeste antal tilmeldte nogensinde: 95.000 er samlet tilmeldt de fem byer.  

  • Der har været kongelig deltagelse alle år, men 2024 er første gang med deltagelse af Danmarks nye Kongepar.  

  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og TrygFonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.  

Mest Læste

Annonce