Ungdomsudspil rammer ved siden af skiven hos børnene

Regeringsudspil til at mindske ungdomskriminaliteten løser ikke problemet. Der er behov for at samtænke de forebyggelsestekniske og sociale tiltag langt mere og helhedsorienteret. I værste fald kan udspillet øge kriminaliteten.

Ungdomskriminaliteten er historisk lav i disse år. Hvor man før talte om, at de hårdeste kriminelle udgjorde 5% af en årgang, udgør den nu 1%. Til gengæld begår denne gruppe op imod halvdelen af al kriminalitet på en ungdomsårgang. 

Om Huset Zornig

Find artikler og blogs fra Huset Zornig og Lisbeth Zornig Andersen her.

Der er med andre ord sket en voldsom polarisering mellem det store brede, lovlydige fællesskab og de ekstremt belastede få. Derfor giver det også god mening at begynde at målrette retspolitikken og ressourcerne i retning af de allerdårligste og samtidig forsøge at undgå at gå for meget i vejen for den gode udvikling som er med til at sikre at langt de fleste  får et godt afsæt i livet.

Som udgangspunkt er der en sammenhæng mellem kriminel adfærd og graden af den belastning, som barnet udsættes for fra familien, nærmiljøet, samfundets institutioner og ikke mindst hele straffesags-kæden, der starter med en sigtelse for et strafbart forhold og ender med myndighedernes forsøg på at rehabilitere den unge efter endt afsoning.

I regeringens udspil til en reform af indsatsen mod ungdomskriminalitet skal politiet, i sager hvor barnet er mellem 12 og 14 år gammelt, vurdere om barnet er i højrisiko for at tilslutte sig f.eks. fødekæden til en bande. Hvis det overhovedet er muligt at foretage en præcis bestemmelse af risikoniveau, kræver det i hvert fald tværfaglig, herunder i særdeleshed socialfaglig, ekspertise at foretage den afvejning. Der er nemlig tale om en analyse af  årsagsfaktorer, risikofaktorer og ikke mindst beskyttende faktorer, hvis vurderingen skal være tilpas helhedsorienteret til at konkludere noget af værdi for den videre proces. Derfor bør det heller ikke alene påhvile den enkelte politiassistent at skønne, hvorvidt sagen rettelig bør behandles ved Ungdomskriminalitetsnævnet, og at gennemføre tiltaget vil være en direkte forringelse af retssikkerheden for barnet, der dog trods alt er borger. 

Vælger politiassistenten at indstille barnets sag til Ungdomskriminalitetsnævnet, kan der forebyggelsesteknisk set opstå et nyt problem, da alene navnet på instansen signalerer, at man nu står udenfor det store gode fællesskab og er alene om at bære skylden for det. Befinder man sig, som alle andre 12-14-årige, midt i en proces hvor man er ved at finde ud af hvad man mon er for én, i samspil med omverdenen, kan det være direkte skadeligt for selvforståelsen, identitetsdannelsen og dermed barnets udvikling. 

Belastningen bliver ikke mindre af at Ungdomskriminalitetsnævnet i praksis og design, efter alt at dømme, ligner det straffeprocessuelle system der ellers gælder indenfor strafferetsplejen, bortset fra at dommeren flankeres af politiet og kommunen, samt evt. til lejligheden indhentede fagspecialister. Belastningen af barnet gennem selve den formelle proces, som barnet skal gennemgå, kan altså medvirke til, at vi får den modsatte effekt af den der er tiltænkt, fordi barnet begynder at identificere sig med en afvigeradfærd – herunder symboler og fællesskaber – der ligger udenfor det alment accepterede normalitetsbegreb. 

Mediefællesskabet DenOffentlige

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

Det opdragende element vil desuden være begrænset, fordi børns risikoadfærd er situationelt betinget når de er 12-14 år. Den er præget af den begrænsede kognitive kapacitet som normalt kendetegner børn, hvor deres evne til at konsekvensberegne og risikovurdere endnu ikke er udviklet. Den evne udvikles ikke af at vi siger det højt og med udråbstegn bagefter. Den udvikles biologisk og trænes gennem omsorg, erfaring og støtte. 

Reformudspillet vedr. såvel de 12-14-årige som de 15-17-årige rummer samtidig en forestilling om, at det er muligt at forudsige hvor mange uger, måneder eller år det vil tage for et barn eller en ung at reintegrere. I udspillet nævnes konkret, at man i Ungdomskriminalitetsnævnet kan træffe afgørelse om, at et forbedringsforløb skal vare i fire år. Det kan meget vel vare fire år i nogle tilfælde. Problemet er bare, at det er der ingen der nogen sinde vil kunne forudsige. Samtidig vil afgørelsen ingen effekt have, såfremt den ikke giver mening for den unge, og netop meningstab er tæt forbundet med længden og overskueligheden af forløbet. Derfor kan det på ingen måde anbefales at nævnets afgørelser strækker sig over mere end ét år af gangen. Efter ét år skal det være muligt at evaluere og vedtage en ny kriminalpræventiv handleplan for den unge, der baserer sig på de konkrete behov den unge har på det tidspunkt. 

Der er også god musik i enkelte af de foreslåede tiltag i reformen. Ved nærmere studie må man dog konstatere, at det hovedsageligt gælder for den del, der vedrører de 15-17-årige. Her giver det god mening at den unge efter domsafsigelse får sin sag behandlet i et uafhængigt ungdomskriminalitetsnævn, som alene ser på, hvilke sociale elementer, herunder genoprettende aktiviteter, der bør indgå i processen for at sikre at den unge ikke falder tilbage til ny kriminalitet. Kommunerne vil komme til at spille en mindre rolle end tidligere, hvilket vil være skidt de steder, hvor forebyggelsesarbejdet er struktureret og organiseret godt i forvejen. Til gengæld er det en fordel i de kommuner, som ikke fuldt ud udnytter mulighederne for at lave et godt, systematisk og forebyggende arbejde. 

Efter nævnets afgørelse bliver den unge tilknyttet en ungekriminalforsorg og tildelt en ungetilsynsførende. Hvis vi skal sammenligne med situationen i dag, ser det umiddelbart positivt ud, at de sager som involverer unge under 18 år, behandles indenfor rammerne af institutionaliseret pædagogisk faglighed. 

I forlængelse heraf kan man desuden læse af reformudspillet, at der så vidt muligt skal være genoprettende effekt. Om vi her er inde i at, forurettede alene skal have genoprettet den skete skade på eksempelvis ødelagte ejendele, eller om vi er inde i selve det genoprettende paradigme, står ikke til at læse ud af udspillet. Imidlertid taler selve sprogbrugen for den første udlægning. Ord som ”opdragende”, ”forbedringsforløb” og ”konsekvens” florerer næppe i den genoprettende litteratur, da man her særligt har fokus på en forståelse af kriminalitet som noget, der gør skade på mennesker, relationer og samfundet, og som handler om en langt mere holistisk, anerkendende og humanistisk genoprettelse af den skade, som kriminaliteten har medført. 

Til gengæld nævnes der konfrontation mellem gerningsperson og forurettede. Der er overvejende enighed om, at der er muligheder i konfliktråd, når det kommer til at sænke risiko for tilbagefald for gerningspersonen og hjælpe forurettede bedre på vej i tilværelsen efterfølgende. Konfliktråd falder i øvrigt også ind under paraplyen for genoprettende retfærdighed, men kræver et neutralt rum at facilitere processen i, modsat nu, hvor mægler er ansat ved Rigspolitiet. 

Regeringen ønsker med reformudspillet desuden at ensarte retningen for den nationale forebyggelsesindsats gennem en fælles formel ramme for SSP-samarbejdet. Det gælder kriminalitetsforebyggelsens formål, myndighedsopgaver og målsætning. I samme strømpil nævnes fælles uddannelse af forebyggelsespersonel med fokus på rekruttering til bander og i regi af Rigspolitiets Nationale Forebyggelsescenter og Socialstyrelsen. Det er godt set, at det næste trin på stigen mod en kvalificering af forebyggelsesarbejdet i Danmark ikke mindst ligger i at sikre formel specialiseret fagprofessionalisme og mere metodisk og systematisk sagsbehandling, men også meget gerne bedre styring og organisering ude i kommunerne. Eksempelvis er indsatsområdet ofte lagt ned i en forvaltningsmæssig blindtarm, selvom kriminalitetsforebyggelse ideelt set bør kunne trække på hele forvaltningsstrukturen. Derfor er der ofte ligeledes underskud på decideret faglig ledelse. 

Så tages der omsider fat på noget helt centralt. Ifølge udspillet ønsker Regeringen at udarbejde en opdateret vejledning til forvaltningslovens, persondatalovens og retsplejelovens bestemmelser om myndigheders udveksling af information i forebyggelsessager. Det vil uden tvivl blive taget imod med kyshånd, da retsgrundlaget på trods af utallige gode præciseringsforsøg fra bl.a. Ombudsmanden stadig er uklart for kommunerne og derfor resulterer i, at praksis fortsat er risikabel og sætter borgernes retssikkerhed på usikker grund. 

Endelig skal der i politiet oprettes forebyggelsessektioner i alle landets tolv politikredse. Vi har stadig til gode at se en politikreds uden en forebyggelsessektion, så i det lys er der tale om relativt lavhængende frugter. Imidlertid er politiets forebyggelsesbetjente ofte de første der ofres, når sponsorvagter skal gives ud af huset til at løse opgaver på andre områder, hvilket gang på gang efterlader kommunerne tilbage med projekter, indsatser og planer, som oprindeligt var startet op i samarbejde med politiet. Hvis forslaget derfor sigter til rent faktisk at skærme de eksisterende sektioner mod sponsorvagter, er det uden tvivl et tiltag der vil kunne mærkes ude i kommunerne og på forebyggelsesarbejdet generelt.

Overordnet mangler det lange lys i udspillet, når det kommer til reel forebyggelse og ikke bare tidlig indsats i forhold til risikoadfærd, der endnu ikke er kommet til udtryk i decideret kriminalitet. Når vi nu ved, at børnene, der begår kriminalitet, er socialt udsatte med mange risikofaktorer i deres liv, er det uforståeligt, at man ikke her sætter ind endnu tidligere. Her svinger udspillet sig op til at anvende forældrepålæg. Helt ærligt. Når man er barn i en familie, der i forvejen er udfordret på faktorer som psykiske lidelser, krigstraumer, vold, arbejdsløshed, fattigdom og højt konfliktniveau, der som oftest går ud over børnenes trivsel, er det svært at forestille sig, at endnu færre penge til rådighed får forældrene til at tage mere ansvar. Tværtimod er der grund til at forestille sig, at konflikt- og voldsniveauet stiger yderligere. Det er formodentlig ikke regeringen ubekendt, at vold mod børn i familier med anden etnisk baggrund er overrepræsenteret, og det er vel også regeringen bekendt, hvad vold gør ved børn. Det gør dem helt klart ikke mindre kriminelle, snarere tværtimod. 

Fraværet af de helt forebyggende evidensbaserede indsatser, som for eksempel forældrekurser og bedre normering på daginstitutionsområdet og i skolerne, med velkvalificeret pædagogisk personale, der kan knytte relationer, er helt fraværende i udspillet, hvilket kan undre, især i betragtning af, at udspillet er udformet i fællesskab af Socialministeriet og Justitsministeriet. 

Vi forstår, at der er tale om et udspil. Vi håber, man vil lytte til vores erfaringer, der sammen rummer både det  kriminologiske og sociale område, inden indsatsen vedtages endeligt. 
 
Emneord: Ungdomskriminalitet, Bandekriminalitet, Kriminelle unge, Huset Zornig, Ungedomstol, Lisbeth Zornig Andersen, Den Kriminalpræventive Enhed, Kasper Fisker, Socialpolitik, Søren Pape Poulsen, Udsatte børn og unge
Huset Zornig på DenOffentlige.dk Huset Zornig stræber efter at blive en samlende platform for eksisterende og kommende initiativer på udsatte området i Danmark....
Aktivitet: Artikler: 53 | Events: 4 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

TILMELD NYHEDSBREV

Læs også