Vejle henter ny direktør hos KL

Ledelse

25/06/2018 09:53

Nick Allentoft

Den nye kulturdirektør, der er 39 år, kommer fra et job som chefkonsulent på kultur- og fritidsområdet, Center for Vækst og Beskæftigelse i Kommunernes Landsforening (KL).

Den nye kulturdirektør, der er 39 år, kommer fra et job som chefkonsulent på kultur- og fritidsområdet, Center for Vækst og Beskæftigelse i Kommunernes Landsforening (KL). Her har hun varetaget kommunernes interesser på kulturområdet i forhold til staten, interesseorganisationer og faglige organisationer. 

Hun har bl.a. være ansvarlig for udforskning og udvikling af pejlemærker på de to indsatsområder: ”Kulturen som vækstdriver” og ”Virker det”, der handler om effekter af kommunernes indsatser på kultur- og fritidsområdet.

Sofie Plenge er bl.a. medlem af det strategiske panel på museumsområdet, har været en del af kulturministerens tænketank om musikskoler og deltager i Danske Kulturbestyrelsers arbejde og er tovholder for KL´s kultur- og fritidspolitiske netværk af kultur- og fritidschefer. Hun er også en efterspurgt dialogpartner og oplægsholder på møder og konferencer på kulturområdet.

Den nye kulturdirektør glæder sig til at flytte familien til Vejle og blive en aktiv del af kommunens liv.
-  Vejle har både ambitioner og store armbevægelser og samtidig et skarpt blik for, hvad der gør kommunen særlig i forhold til naboerne. Ambitionen om at være en begavet vækstmotor i regionen og at give kulturen og fritiden en central rolle ligger lige i tråd med det, jeg mener området kan – både være motor for en udvikling og det "gær", der kan få andres projekter til at løfte sig. Og så er naturen omkring Vejle noget af det smukkeste, Danmark har at byde på, og vi glæder os meget, siger Sofie Plenge. 

Borgmester Jens Ejner Christensen glæder sig til samarbejdet med den nye kulturdirektør. 
- Jeg er sikker på, at vi med Sofie Plenge får en meget kvalificeret kvinde på posten som direktør, som både kan og tør rage op i landskabet. Hun har stor erfaring inden for alle grene af kulturlivet og har masser af ideer til at videreudvikle Vejle Kommunes kultur- og fritidsliv. Og så er hun vant til at navigere i et politisk miljø.

Også kommunaldirektør Niels Ågesen ser frem til samarbejdet med den nye kulturdirektør.
- Det er en meget kompetent direktør med et stort netværk, som vi har ansat, og jeg er sikker på, at hun bliver et stort aktiv både for hele kultur- og fritidsområdet og for udviklingen af det tværgående samarbejde i direktionen.

Med Sofie Plenge får kommunen også en stærk kommunikatør. Hun har i et par år været ansat som rådgiver i Advice Kommunikation og Ledelsesrådgivning A/S, hvor hun rådgav interesse- og medlemsorganisation og politisk styrede organisationer. Og inden da var hun konsulent i Bibliotekarforbundet.

Vejles nye kulturdirektør har en baggrund som cand. mag. i religionssociologi og retorik fra Københavns Universitet. Hun stammer fra Falster, er gift med Niels, der er free lance fotograf, og sammen har de to børn på 10 og 13 år. Hun tiltræder det nye job 15. august.

Mest Læste

Annonce