Borgermøde i den sociale modstandsbevægelse Klemt

Velfærdssamfundet på tredje klasse

Begrebet "ingen penge" har fået ny betydning for tusindvis af mennesker i Danmark. For de fleste betyder det blot, at kassebeholdningen er lav. For flere og flere betyder det slet og ret "ingen penge". De er fattige. Socialkrisen trækker en dyb kløft gennem velfærdssamfundet. Det er en farlig udvikling, der også truer middelklassens tryghed.

Flere og flere danskere lever et liv under den officielle fattigdomsgrænse, og flere og flere nærmer sig fattigdom mens deres aktiver konverteres til mad, husleje, telefonregning og kontingentet i børnenes idrætsforening. Når disse mennesker siger “ingen penge”, har de reelt ingen penge tilbage. Det er den skinbarlige sandhed.  

Ordstyrer eller inspirerende foredrag?

Nick Allentoft kan bookes som ordstyrer eller foredragsholder. Skriv til Nick.
Læs også hans bog Velfærdsillusionen. Findes som lydbog her, og som alm. bog her.  Hør uddrag og podcasts her.
Andre danskere træffer beslutninger om disse danskeres liv og fremtid. Når de siger “ingen penge” betyder det som hovedregel, at der er lavvande på bankkontoen. For langt de fleste, er det fuldstændig umuligt at forestille sig en tilværelse, hvor der ikke er penge til mad, en togbillet eller husleje. 
Forleden kunne Dansk Folkehjælp fortælle om en Megafon-måling, der viser, at næsten halvdelen af alle danskere mener, at fattigdom i Danmark kun findes i mindre grad eller slet ikke. Når danskerne er så opdelt, handler det om, at noget så banalt som begrebet “ingen penge” har to fortolkninger. En hos udsatte og fattige og en hos den trygge middelklasse. Derfor er det måske helt naturligt, at det er svært at finde løsninger på noget så komplekst som socialkrisen. 
 
Forventningskløfterne
 
Gennem årtier har samfundet opbygget et velfærdssystem, hvor vi trygt deponerer bekymringer for fremtiden. Vi betaler en høj skat, men forventer til gengæld, at fællesskabet i form af velfærdsmodellen træder til, hvis vi møder en livskrise. Sygdom, ledighed, handicap, syge børn eller andre situationer, der vender op og ned på tilværelsen. 

Når sådan en krise rammer, opstår i disse år en forventningskløft så stor som Grand Canyon mellem systemet og den enkelte borger. Først skal borgeren deponere sin umiddelbare fremtid hos et system, der er blevet komplekst og krævende. Dernæst skal systemets medarbejdere efter bedste evne få system og borger til at forstå hinanden. Det kan medføre afmagt hos både borger og medarbejder, og sågar frygt, angst og frustration over egen fremtid hos borgeren og lavere medarbejdertilfredshed, sygefravær og stress hos medarbejderne i systemet. 

Her på DenOffentlige.dk har vi læst historierne hos bloggeren Puk Sabber. Hun skriver om, hvordan en tilfældig borger bliver mødt med 4-8 ugers ventetid på hjælp til at købe mad. Jamen, 4-8 uger uden mad kan de færreste overleve, og for nogen er den eneste udvej derfor kriminalitet.  
 
Antallet af personer omfattet af såkaldt økonomisk fattigdom er steget fra 16.200 i 1999 til 42.000 i 2010 (side 15 i rapporten fra Ekspertudvalget om fattigdom)
 
Fattigdom, og dermed ingen penge, betyder for mange mennesker helt konkret følgende: 
 
  • Reklameaviserne fra supermarkederne pløjes igennem for at finde de gode tilbud. Det tager nogle timer om ugen. Derefter besøges hver eneste butik for målrettet at købe udvalgte tilbud. Andre mennesker vælger at skralde mad over salgsdatoen uden for butikkernes åbningstider for at skaffe fødevarer. 
  • Billetter til offentlig transport skal købes stykvis, og koster dermed op mod 100 procent mere, end andre mennesker betaler.
  • Telefonregningen springes engang imellem over, og kommer til at koste det dobbelte på grund af rykkergebyrer. Sådan er det også med mange andre regninger. Negativ likviditet giver flere omkostninger.
  • Børnenes fritidsaktiviteter må vælges fra, når kontingentopkrævningen kommer. Kursen mod ekstra samtale på skolen med mistanke om begyndende omsorgssvigt er nu lagt.
  • Deltagelse i fødselsdage eller andre sociale arrangementer konverteres til afbud fordi transporten og gaven er umulig at finde penge til. Venner, familie og netværk vender ryggen til, fordi der sker noget, som de ikke kan forholde sig til.
  • Køleskabet er i perioder fuldstændig tomt. Fryseren burde egentlig slukkes for at spare strøm, for der er sjældent råd til at købe ind til længere tid. Når der købes ind bliver det billigvarer fyldt med fedtstoffer, salt og tilsætning, så vægten begynder at stige.
  • Nyt tøj er udelukket, og det gamle bliver mere og mere slidt.
  • Det er ikke sjældent der er huller i skosålerne, så fødderne bliver godt våde i det danske vejr. 
  • Tøjvask bliver en udfordring, og tørretumbler - eller brugen af den - en drøm.
  • Bruger man medicin stiger udfordringerne, og det er ikke altid muligt at følge lægens anvisninger, fordi der ikke er råd til pillerne. Samtidig bliver tandlægen er udskudt på ubestemt tid.
  • Eventuelle merydelser fra det offentlige kommer ofte med forsinkelse, og forværrer den negative likviditet og dermed dødsspiralen mod endnu værre tilstande. 
 
En dødsspiral
 
Når en familie eller et menneske kommer bagud på likviditeten, træder nye mekanismer i kraft, som de færreste kan identificere sig med, før de selv oplever det for alvor. Ingen penge betyder prioritering af regningerne, gebyrer på ubetalte regninger, konstant uro og daglige konkrete mindelser om, at den økonomiske situation er blevet umulig. Hvis velfærdssystemet så oveni skal vurdere en ydelse eller et tilskud i flere uger, bliver situationen for nogle følelsesmæssigt værre, og for andre bare umulig. For nylig lød et forskningsresultat sågar, at ingen penge forringer intelligensen, fordi det trækker så mange mentale ressourcer, at IQ’en rent faktisk bliver lavere.
 
Når mennesker med en opfattelse af “ingen penge” således skal vurdere andre mennesker der helt konkret ingen penge har, er første skridt til dårlig kommunikation allerede taget. 
 
Social modstandsbevægelse
 
Mens middelklassen lever trygt i forventningen om velfærdssystemets services, er de mange på velfærdssamfundets tredje klasse begyndt at organisere sig. De finder sammen i netværk og grupper, hvor de hjælper hinanden og skaber en fælles front mod middelklassen og systemet.

Prøv DenOffentlige

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

For to måneder siden skrev vi om Facebook-velfærd, hvor mennesker hjælper hinanden med basale fornødenheder som tøj, gamle mobiltelefoner, lommeregner til skoledrengen, mad, brugte cykler og andre ting, som én kan undvære, men skaber julestemning hos andre. På få måneder har gruppen samlet op mod 8.000 mennesker. 
 
For få uger siden skrev vi om Klemt, den sociale modstandsbevægelse, som en privatpraktiserende læge har taget initiativ til. Siden den første omtale er bevægelsens følgere mere end fordoblet fra godt 2.000 til nu 5.000. Parallelt med Klemt bevægelsen etablerer borgere netværk i grupper under navne som “Syg i Svendborg”, ”Syg i Frederikssund”, “Syg i Aalborg,” hvor mennesker organiserer sig helt ned til byniveau. Et eksempel er denne gruppe, og der er mange, mange flere.
 
Det er tegn på, at noget er galt. Vi er vidne til, at der bliver gravet en dyb grøft tværs gennem velfærdssamfundet, som er ved at miste mening for en voksende gruppe borgere, der søger alternative løsninger. I et demokrati er det et alarmsignal. Også for den middelklasse, som i hverdagen tror, at alt står vel til.
 
Det er på tide at afstemme virkelighedsbilledet og se nærmere på, hvad udtrykket “ingen penge” reelt betyder i et samfund, hvor vi har besluttet at tage hånd om hinanden. Før hånden bliver til en knytnæve. 
 
Emneord: Uge 21, Socialkrise, Fattigdom, Fattigdomsgrænse, Socialkrisen, Kontanthjælpsloft, Kontanthjælp, Sygedagpenge, Velfærdssamfundet, Middelklassen, Chefredaktør Nick Allentoft
Samfundssind v. Nick Allentoft på DenOffentlige.dk Tidligere stifter og chefredaktør på DenOffentlige.dk....
Aktivitet: Artikler: 88 | Kompetenceområder: 7

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 11.11.13 Bodil
    Skolereform......velfærd

    Min datter har gået på flere special skoler og læseklasser i den lille kommune jeg boede i. Hun begyndte lige inden kommunesammenlægningen. Dengang hørte special afdelingen under Aarhus med deres faglige videncenter. Op til kommunesammenlægningen var der opbrud i kommunen. Vi fik ny sagsbehandler hver 3. Måned. Kommunen havde travlt med at hente alle tilbud hjem, så der blev brugt ualmindelig mange penge på den konto. Ydermere har vi i de små kommuner mistet det nære samarbejde med videncentret i Aarhus og mange dygtige lærere og pædagoger søgte ind til de større byer. Ligeså med de gode sagsbehandlere. Det mærkede jeg/os med børn med specielle behov meget. Skiftende sagsbehandlere, mangel på hjælp til den hjælp der er behov for som aflastning, bosteder osv. Kassen var tom....
    Det er i forvejen svært for kommunen at vare tage på børn og unge med specielle behov og psykisk syge i specieltilbud og så har staten lavet en skolereform der vil inkludere dem i det almindelige skolesystem. Det er da helt hul i hovedet! Undskyld mit udtryk. Det der skræmmer mig er at det går ud over børnene og deres familie. Min oplevelse af folkeskolen er at den i sig selv er blevet forringet i sådan en grad, at det går ud over de børn der har svært ved at følge med i undervisningen. Jeg har personligt set flere børn i den skole mine ældste børn gik i, der ikke fik den støtte de havde behov for. Hvordan i alverden vil de så kunne klare børn med vanskeligheder?! Jeg er alvorlig bange for, nej jeg ved at der vil blive rigtig mange der vil blive meget mere syge af det her. Min oplevelse af alm skoler er at de har svært nok ved at håndtere mopning i forhold til svagere elever, hvordan vil de kunne tilgodese både de alm fungerende og de der har brug for meget hjælp. Ja selvfølgelig nogen pædagoger på skole ville i forvejen være en god ide. Men jeg vil være meget bange for at der vil blive tabt alt for mange børn og unge i disse årtier pga alle disse besparelse. Det bliver der jo lige nu. Det skal ikke gå ud over børnene sige politikerne, men det gør det i stor stil pt.

  • 11.11.13 Susanne
    Også fattig

    Jeg har altid forsøgt at forsørge os uden hjælp, har i mange år taget af sted på job kl 5.20 om morgenen og først været hjemme kl. 17.15 (med HT var jeg heldig hvis jeg var hjemme til den tid) Satte en ære i at jeg ikke skulle bede om hjælp nogle steder.

    Jeg betalte min skat med glæde for den var jo til gavn. I dag under jeg mig. Hvem har lige gavn af den? Hvor forsvinder pengene hen? Hvis jeg ikke havde haft en privat forsikring havde det taget mig år at få klarlagt min sygdom. Det offentlige systemet starter med at de billiget undersøgelser så sygdomme kan udelukkes hen ad vejen, trods det, at vi (lægen og jeg) faktisk havde på fornemmelsen hvad der er galt. Dvs, at undersøgelserne tager lang tid og kommer til at koste det dobbelte.

    Og nu er jeg syg, eller det er jeg jo ikke siger kommunen og det selvom jeg har papirer på invaliderende sygdom fra min egen læge, special læge og at arbejdsmedicinsk indkaldte til rundbords samtale med kommunen for at forklarer dem hvor slem min sygdom er.
    Jeg er vel fuld af løgn og snyder, selv skanninger og røntgen billeder kan jeg fuppe. Det er lidt den fornemmelse man får efter sådan en behandling.

    Det er virkeligt chokerende og der er rigtigt mange ting der skal sluges før det går op for en, at sådan behandler man altså mennesker i nød i Danmark.
    Jeg har kæmpet i 2½ år for at få et arbejde, men ingen vil da have mig, jeg SKAL jo oplyse at jeg har en sygdom som kan have indflydelse på arbejdet og min stabilitet.

    Så havde jeg brugt alle ressourcer jeg havde og vidste der ikke var nogen vej uden om at indse; jeg kan ikke bruges, jeg kan ikke forsørge os mere og jeg kan ikke få hjælp til det.
    Så fik jeg en depression og må nu igen prøve kommunen, om de ikke godt kan hjælpe os nu, så vi ikke bliver smidt på gaden, vi har fået udsættelses varsel og venter på fogeden.
    (Og jeg mener på gaden, vi har INGEN steder at tage hen. Det var sådan jeg fandt ud af, at jeg kun havde venner da der var noget på kontoen)

    Nu har jeg ikke længere hvad jeg havde før og som afholdt kommunen fra at hjælpe; stærke mentale ressourcer!

    Jeg søgte en 1½ år revalidering og min gamle arbejdsplads ville havde taget mig tilbage efter endt revalidering.
    Nu har jeg gået hjemme i 3 år og har ingen udsigt til job, jeg bliver jo ikke yngre og mere rask som tiden går og har mistet hele mit netværk som kunne havde skaffet mig job.
    Er det virkeligt billiger at have mig til at gå hjemme?
    Havde jeg fået den revalidering kunne jeg havde forsørget os i mindst 15 år endnu.
    Nu er min psykiske tilstand så dårlig, at jeg ikke vil kunne klare en uddannelse. Det tog 3 år at få mig nedbrudt og hvem vinder på dette?

  • 11.11.13 Diana
    Ingen penge til noget.

    Ingen penge, er virkelig ingen penge. Når der ingen er, hverken til tandlæge, medicin, tøj, sko, mad eller fornøjelser. Gæld, gæld og mere gæld, men ingen mulighed for at hente det ind. Når man har flere forskellige lidelser, men lige nøjagtig "Kun" bruger 17.000 om året, hvis nu man altså lige kan købe sin medicin, også selv om at den er livsvigtig, ja, så kan man altså ikke få kroniker tillæg, for da skal man bruge 17.500. Når man så kommer i ikke så nyt tøj, også selv om at det er rent, ikke hår der har været klippet inden for en del år, sko, som bestemt har set bedre dage, ja så får man også stemplet "Usoigneret", til trods for at man er nyvasket og er "ren". Når man sidder på jobformidlingen og får beskeden at der er stadig intet nyt (på 4 år) men at man naturligvis kan gøre noget selv, ved at gå til motion, tage sin medicin, med mere, men når man så spørge hvor pengene skal komme fra, så ved de det ikke, eller man får den besked at man kan spare sammen. Spare sammen af hvad? 0+0 giver i min bog stadig 0. Hvis jeg ikke betaler husleje, ja så kan jeg vel bo på gaden, men det er der vel ingen der har lyst til, desuden, uden fast adresse, ingen penge. Så kunne jeg måske spare på min mobiltelefon, tja, men så kan de jo ikke komme i forbindelse med mig, så risikere jeg at miste penge. Så kunne jeg måske spare på internet? Ja, men så kan jeg ikke modtage og sende post til kommunen, jamen så kan jeg jo bruge biblioteket, tja, men min sygdom gør at jeg ikke er særlig mobil, så ville ikke komme der nok, og stadig gå glip af en mail, så stopper pengene også. Spiralen går kun en vej, når man er syg og er kommet i klemme i et sygt system, nedad. Sidder og vender hver en øre, for at kunne have rent tøj til næste gang jeg er tvunget til at gå ud, også selv om at jeg vasker det i håndvasken, sæbe og skyllemiddel er ganske vist det billigste man kan få, men det skal stadig indkøbes, ligesom shampoo, sæbe og andre fornødenheder, ligesom mad, til gerne en gang om dagen. Man kommer ikke langt for 500 kr i dagens Danmark, alting stiger, bare ikke hvad man får udbetalt på en kontanthjælp, heller ikke med de tillæg man kan få, hver en øre er vigtig, og så går regnestykket ikke helt op alligevel, men det forstår de fra middelklassen næppe, for de er jo trygge og tænker aldrig på at også de kan blive syge, og at det så bliver noget af en tur ned, for der er sandelig langt.

  • 01.11.13 Line
    Ingen penge

    Jeg har ingen penge.. Det betyder at når mine udgifter er betalt så er der 500,-kr om ugen til alt fra frostvarer, pålæg- tandbørster og min søns strømper og sko.. Folk fnyser ad mig, fordi min søn ikke har en fritidsinteresse, men der er ikke penge.. Der er ikke 1 kr.. Jeg kan melde min søn til fodbold.. Det betyder at jeg skal skære i kostpengene dvs at han ikke kan få mad 3 gange dagligt.. FRUGT?? Det er noget vi ser på hylderne, men kan ikke købe det.. Besøge familien? venner? Nej for de bor langt fra os, så netværket kan ikke holdes ved lige. En cykel.. Min søn ønsker sig en cykel, men det har jeg ikke mulighed til at give ham, da jeg ikke har råd (heller ikke til en brugt rusten cykel) nye sko? Vi taler om en 13 årig dreng som kun kan spille fodbold med vennerne i fritiden og da jeg ikke selv kan købe til ham, tager vi imod hvad vi end kan få, hvilket er billige sko, som holder i ca 2-3 uger, da de bestemt ikke er beregnet til at spille fodbold i.. Skal jeg forbyde ham at hygge sig med vennerne for at skoene holder længere? arbejde? Jeg ville virkelig gerne arbejde, men da min søn er med specielle behov blev jeg dagligt kaldt hjem da han sad angst på kontoret og fik feber, hvis det tog mig for lang tid at dukke op. Jobbet røg.. Jeg havde ikke råd til at bo i et sundt miljø, så endte med at bo i tunge socialbelastede bebyggelser, hvilket resulterede i at jeg blev røvet og vi led under mordtrusler. Jeg gik derefter ned med stress og angst, hvilket jeg så lige har fået endnu 2 nye diagnoser på fra kommunens psykiater, så jeg sidder med 4 diagnoser, men er kun 40 år så førtidspension er udelukket. Dertil kommer så at en lærer ikke havde kurser nok i børn med specielle behov så han blev overfaldet af sin lærer, hvilket gav 3 ugers sygemelding og da den lærer ikke blev fyret, var jeg tvunget til at tage min søn ud af skolen og hjemmeundervise ham, hvilket kun har givet mere stress til mig og mindre tid med venner for ham. Jeg bliver virkelig ked af, at mange tror "vi er dovne" "det er vores egen skyld" osv.. Det positive ved alt dette er, at jeg har en teenager dreng, som VED hans mor kæmper for ham. Jeg har en teenager dreng, som ikke er bange for at give sin mor et kys eller kram foran vennerne. Jeg har en teenager dreng som hopper og springer af lykke, når han får en ny blyant.. Vi er rig på kærlighed og forståelse, men det alene giver ikke mad på bordet. Jeg kræver ikke at jeg skal blive rig på kontanthjælp, men at børn kan få tøj-sko og skoleting burde være en selvfølge

  • 31.10.13 Bente Stenfalk
    Ingen penge...

    Ingen penge og igen penge, det er åbenbart to forskellige ting... Hvis dem, som tror det bare betyder lavvande i kassen, skal vurdere dem, som vitterligt ingen penge har, så er det klart, at der ingen forståelse er for den, som virkelig ingen penge har.
    Men det er ikke bare det ingen penge at have, det er også det, at man ikke kan have et liv som andre...
    Slidt tøj, huller i tænderne, lopper på hunden, slidte møbler, en cykel som hele tiden punkterer, fordi der ikke er penge til dæk, ingen gaver, usund mad, ingen frugt og grønt, ingen creme, ingen deodorant, ingen klipning, ingen motion, ingen buskort, ingen fornøjelser, dårlige nerver, hvor kommer maden fra sidst på måneden?
    Jeg tror slet ikke, at dem som bare tror det betyder lavvande i kassen, kan sætte sig ind i, hvordan det virkelig er ikke at have penge til ganske almindelige ting...

  • 31.10.13 Claus Jansson
    Afkapitalisering og den stigende sociale ulighed

    "Ingen penge" for de mest udsatte vil overtid betyde "ingen økonomisk værdi".

    Alt der kan omsættes af aktiver til rede penge skal omsættes. For sådan har vi indrettet os, og med mange af de nye budgetlove (såkaldte reformer), så øger kravet til den enkelte og dennes familie, for at de skal kunne forsørge sig selv.

    Vi er endda gået så langt i vores iver efter at afkapitalisere de udsatte, at vi også pålægger SAMBOENDE en gensidig - og diskutabel grundlovsstridig - gensidig forsørgelse.

    Vi beder vores mest udsatte om at omsætte deres aktiver, belåne deres hus/lejlighed og i enkelte tilfælde også at spise deres pensionsopsparinger - og når de så har gjort det, så tvinges de ud af hus og hjem med gigantiske personlige gældsposter til følge.

    Så har vi gjort "Ingen penge" til en livsbetingelse for dem - i resten af deres liv. For hvad? der er ingen besparelse på den lange bane, da de samme mennesker nu skal hjælpes over i dyre almennyttige boliger, hjælpes med flytning, modtage kontanthjælp og tillægsydelser.

    Og personerne har vi ramt så hårdt at de fleste aldrig kommer i nærheden af et ordinært arbejdsmarked igen - ofte psykisk nedbrudt med nye sociale problemer, f.eks. misbrug af forskellig art og kriminalitet.

    Og sådan gjorde vi det til "Ingen penge" for både de berørte borgere, kommune kassen og i sidste ende også for den skattebetalende middelklasse.

    En middelklasse som står for skud. For når de offentlige ydelser bliver mindre - og til tider helt bortfalder - for samfundets mest udsatte, så vil det skabe en lønstagnation. Det sker overalt i den industrialiserede, civiliserede, demokratiske verden lige nu.

    Det er en global neo-liberalisering, der tvinger lønningerne ned - og den rammer OGSÅ den danske middelklasse over tid. Så bliver begrebet "Ingen penge" for nogle "Ingen pengesedler og mønter" og for andre "Ingen økonomisk værdi".

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også