Venstre: Vi har plads til udgiftsstop og skattelettelser

Politik

08/09/2014 14:53

Suleman Haider

Venstre lægger op til et mindre underskud på de offentlige finanser end regeringen - nemlig på 2,8 procent.

Regeringen går lige til EU's grænse for, hvor stort underskuddet på de offentlige finanser må være, men det er ikke tilrådeligt, mener Venstre. 

Derfor opererer partiet og formand Lars Løkke Rasmussen med en buffer på fire milliarder kroner, hvis væksten ikke bliver lige så stor, som regeringen regner med.

Det siger Lars Løkke Rasmussen mandag i forbindelse med fremlæggelsen af partiets forslag til en finanslov for 2015.

Læs også: Overblik: Alt det væsentlige om finanslovforslaget

- Så har vi noget at stå imod med, hvis det viser sig, at regeringens optimistiske vækstskøn ikke holder.

- Det er sund fornuft. Det er sundere for Danmark, siger Lars Løkke Rasmussen.

Venstre opererer dermed på et underskud på 2,8 procent af bruttonationalproduktet i modsætning til regeringens 3,0 procent. 3,0 procent svarer til EU's grænse.

Læs også: Corydon om øget underskud: Det er den rette kur

Lars Løkke Rasmussen siger, at partiet derudover vil bruge penge på at forlænge boligjobordningen, fjerne NOX-afgifter og punktafgifter samt afsætte en pulje på fem milliarder kroner til "strategiske skattelettelser".

Derudover bliver der afsat penge til en sundhedspakke og en såkaldt "tryghedspakke".

Løkke slår fast, at finanslovudspillet tager udgangspunkt i et "offentligt udgiftsstop" - det som kritikerne har døbt nulvækst.

Læs også: Finanslovforslag 2015: Styr på økonomien 

Det vil være udgangspunktet for Venstres økonomiske politik i "en årrække frem", fastslår Lars Løkke Rasmussen.

- Et sundt Danmark er et land med orden i økonomien. Derfor tager vores udspil udgangspunkt i et offentligt udgiftsstop. Fordi væksten skal skabes i den private sektor, og fordi vi prioriterer den nære velfærd: 

- At mennesker har job at stå op til. At man kan føle sig tryg ved, at der er arbejde til ens børn efter endt uddannelse. At man kan disponere sin økonomi med vished om, at politikerne fører en ansvarlig økonomisk politik, så renterne ikke pludselig springer i vejret, siger Løkke.

 

Mest Læste

Annonce