Verdens højeste sociale kapital målt i Ringkøbing-Skjern

Velfærd

22/08/2016 10:40

Nick Allentoft

Et ord er et ord – især i Ringkøbing-Skjern Kommune - det er der nu videnskabeligt belæg for at påstå.
Verdens højeste niveau af social kapital er netop blevet målt i kommunen i et speciale ved Aarhus Universitet. Borgernes hang til frivilligt arbejde er en del af forklaringen.

Frivilligheds-stafetten

Interesseret i at læse mere om frivillighed i vores samfund? Så klik her og læs alle indlæg fra Frivilligheds-stafetten.

- Jeg er meget overrasket. Jeg havde ikke regnet med, at Ringkøbing-Skjern Kommune lå så langt over gennemsnittet. Jeg synes, det er helt vildt. Det er den bedste reklame kommunen overhovedet kan få, for det betyder, at der er trygt at være, og at der er et gavnligt klima for erhvervslivet, siger Gert Tinggaard Svendsen, professor i offentlig politik, internationalt anerkendt tillidsforsker og vejleder på specialet.

- Resultatet gør mig pavestolt, og det harmonerer samtidig med min fornemmelse af ånden i vores område. Vi kan noget særligt med at skabe netværk og trække i hinandens tråde, når en ide skal blive til virkelighed. Hvad enten det gælder en forretning eller et fodboldhold, er der altid nogen, der vil træde til med en hjælpende hånd, siger Iver Enevoldsen, borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Frivilligt arbejde giver høj social kapital

Social kapital kan oversættes med i hvor høj grad, man stoler på folk, man ikke kender i forvejen. Og det kommer igen an på, i hvor høj grad man er vant til, at det kan betale sig at stole på fremmede mennesker.

Danmark har verdens højeste generelle tillid, hvor 76 procent mener, at man kan stole på fremmede. I Ringkøbing-Skjern Kommune er det tal endnu højere, nemlig 91 procent.

- Høj tillid er ikke noget, man kommer sovende til. Det er rigtig værdifuldt for et samfund og gør det til et rart sted at være for fastboende, tilflyttere og turister, siger Maria Emilie Arup, der har skrevet specialet.

- Borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune har rigtig høj social kapital sammenlignet med landsgennemsnittet. Det siger noget om, hvor godt lokalsamfundet fungerer – og at borgerne er rigtig dygtige til at fungere i et fællesskab. Meget mere kan lade sig gøre, når man grundlæggende stoler på hinanden, siger Maria Emilie Arup.

Det stærke lokale fællesskab betyder ikke blot, at det er nemt at aftale med sin nabo, at hækken bliver klippet på begge sider, men også at mange har lyst til at give et nap med i den frivillige verden. Næsten seks ud af ti (57 procent) borgere i Ringkøbing-Skjern udfører frivilligt arbejde. På landsplan udfører fire ud af ti frivilligt arbejde (38 procent).

Specialet fandt en stærk sammenhæng mellem frivilligt arbejde og den høje sociale kapital i kommunen. Denne sammenhæng viser sig ved, at frivillige i Ringkøbing-Skjern Kommune har større sandsynlighed for at have høj social kapital end frivillige i Danmark generelt.

- Der er et meget aktivt foreningsliv i kommunen, og folk mødes på kryds og tværs, også med mennesker de ikke kender og har positive oplevelser sammen. Den konkrete tillid de får til hinanden, smitter af på synet på andre folk, de ikke kender, forklarer Maria Emilie Arup.

Tillid kan svare sig

Høj social kapital kan også ses på bundlinjen, for med høj social kapital kommer evnen til at samarbejde uden at skulle skrive tingene ned. Og det gavner erhvervsklimaet i kommunen.

- Transaktionsomkostningerne – eller det, der med et godt dansk ord kaldes bøvl - bliver lavere, når der er en høj grad af tillid. Når det ikke er nødvendigt at gardere sig med tykke kontrakter og kontrol, så glider tingene nemmere i det daglige, forklarer Gert Tinggaard Svendsen.

Den høje tillid minimerer risikoen for fusk, for jo flere, der i udgangspunktet mener, at man kan stole på andre, jo lavere risiko er der også for at blive snydt. Et godt eksempel på tillid i sin reneste form er vejboderne, hvor sælger stoler på, at køber ikke stikker et ekstra kilo kartofler i bagagerummet uden at betale.

- Det er fuldt rationelt at stole på andre i Ringkøbing-Skjern. Vi er små statistikere, og bliver man kun snydt en ud af tusind gange, bliver tabet rigeligt tjent ind på de andre aftaler, siger Gert Tinggaard Svendsen.

 

Fakta

Danmark har verdens højeste niveau af generel tillid. 76 procent af danskerne har tillid til fremmede mennesker. I Ringkøbing-Skjern Kommune er det tilsvarende tal 91 procent.

Generel tillid kan oversættes direkte til social kapital.

57 procent af borgerne i Ringkøbing-Skjern Kommune udfører frivilligt arbejde. Kilde: Lokal social kapital – et kvalitativt casestudie af Ringkøbing-Skjern Kommune (2016), samt borgerpanelsundersøgelse, Ringkøbing-Skjern Kommune (2012).

På landsplan udfører 38 procent frivilligt arbejde. Kilde: European Values Study

Ringkøbing-Skjern Kommune bidrager over gennemsnittet til det nationale BNP med 401.732 kroner per borger. På landsplan er gennemsnittet 339.728 kroner per indbygger. Kilde: Dansk Byggeri

Ringkøbing-Skjern Kommune dyster mod Aarhus Kommune om at blive Europæisk Frivillighedshovedstad 2018.

 

Mest Læste

Annonce