Vi har fået et dobbelt velfærdssystem

Borgere i velfærdsstaten bliver dobbeltbeskattet. Ressourcestærke borgere gør det helt frivilligt, mens udsatte borgere tvinges til det. Årsagen er, at velfærdssystemet svigter.

Det burde egentlig være enkelt nok. Vi sender omkring halvdelen af det, vi tjener, ind gennem fælleskassen, hvor det bliver omfordelt, så alle er sikret tryghed livet igennem. Børn kan blive passet og unge få uddannelse, syge blive behandlet og ledige får sikkerhed på vej mod næste job. Når vi bliver gamle kan vores børn trygt passe deres mens vi bliver passet af andre.

Det kaldes også den universelle velfærdsmodel, fordi alle er sikret samme rettigheder. Unge kan få SU, gamle få folkepension og alle har lige adgang til sundhedsvæsnet. Den universelle tilgang til velfærdsmodellen er for de fleste af os en afgørende forudsætning for at bakke op om høj skat og stor omfordeling.

Men sådan er det ikke længere. Den moderne velfærdsstat har inddelt sine borgere i et R-hold og et U-hold.

 

R for de ressourcestærke

R-holdet er dem, der betaler både en høj skat og lægger dertil 10-20 procent ekstra i frivillig skat for at sikre sig, at de kan få den nødvendige behandling og dækning, hvis de skulle ramme en livskrise. Eksempelvis har over to millioner borgere tegnet en privat sundhedsforsikring mens over 200.000 nu har lønforsikringer i tilfælde af ledighed. For 15 år siden havde blot omkring 200.000 danskere sundhedsforsikringer, så den historiske udvikling kan måske tegne et billede af fremtiden også på lønforsikringsområdet.

Prøv DenOffentlige

100.000 mennesker læser med hver måned. Skal du være den næste? 

Prøv os! Bestil vores nyhedsbrev - og få automatisk artikler, debat og konstruktiv viden om velfærdssamfundet.

Det er gratis 

Ressourcestærke borgere er beriget med den fordel, at velfærdsstaten gennem årtier har udviklet en styring, der fremmer fokus på de lette borgere og overser de svære. Det afdækkede et større forskningsprojekt for få år siden.

Man kan altså sige, at R-gruppen lever i et besynderligt paradoks, hvor borgerne på den ene side betaler en høj skat, men på den anden side frivilligt lægger 10-20 procent i ekstra frivillig skat for at forsikre sig mod de situationer, som mange vel naturligt forventer er betalt over skatten.

 

U for de udsatte

Hvor vi altså i det daglige taler om velfærdssamfundet, der tager sig af sine udsatte, har vi fået en velfærdsmodel, der retter sin service mod borgere, der trives i hverdagen - en slags middelklassens servicestat.

De mennesker, vi tror får hjælp, må i stigende grad klare sig selv. Det er U-holdet.

U-holdet er udsatte borgere, der ligesom alle andre betaler en høj skat, når de tjener penge, men som ikke har økonomien eller ressourcerne til at forsikre sig som de ressourcestærke.

U-holdet bliver ekstra hårdt ramt, fordi de kun har velfærdsstaten at vende sig til for at få hjælp. Her møder de et offentligt system, der begår så mange fejl, at der opstår behov for et nyt privat system, hvor borgere må købe professionel hjælp for at navigere i det offentlige. Det kan for eksempel være at betale for private socialrådgivere, som agerer på et gråt marked, som DenOffentlige for nylig har fortalt. Altså private rådgivere, som de reelt ikke har råd til, hvorefter der opstår et gråt ureguleret marked med smarte iværksættere.

Det kan også være borgere, der må vente til psykiatrien har tid til at behandle deres sygdom. Eller på at hospitalet kan operere. Eller på at sagsbehandleren har tid til at visitere til det rette forløb eller ydelse.

Læs om socialkrisen

Vi har skrevet om sygdomsramte og klemte borgere i systemet gennem lang tid.

Læs vores tema om socialkrisen, hvor en lang række artikler er samlet. 

Man må undre sig, fordi U-holdet er udsat for omfattende kontrol af de myndigheder, der fejler så meget selv. Kontrol, der får masser af politisk opmærksomhed, når Folketinget igen og igen strammer sanktioner og øger tilsynet med borgere på sociale ydelser uden at interessere sig synderligt for, om velfærdsstaten lever op til den lovgivning, politikerne er hovedansvarlige for. Senest har vi afsløret, hvordan Beskæftigelsesministeren puster tallene op for de resultater Lufthavnstilsynet leverer.

R-holdet klarer sig i kraft af ressourcer, forsikringer og opmærksomhed. U-holdet må underkaste sig i afmagt eller skrabe penge sammen til et ekstra par ører, der er lige så vigtige som en advokat i en retssal. Hvor advokater er underlagt autorisation, etiske retningslinjer og risikoen for at få bøder eller frataget retten til at praktisere, kan private rådgivere praktisere som det passer dem.

 

Det sociale svigt

For seks år siden skrev DenOffentlige for første gang om det dobbelte socialsystem, hvor borgere af ren nød søger mod dyre private rådgivere for at få hjælp til at håndtere deres sager med velfærdsstaten.

Dengang havde en ung nyuddannet socialrådgiver fundet på en smart fidus, hvor mennesker i livskrise kunne betale abonnement for at få hans hjælp. Reformerne af social- og beskæftigelsespolitikken var storproducenter af mennesker i krise. Det væltede ind med kunder. Så mistede den private rådgiver overblikket, og mens pengene stadig trillede ind, hobede sagerne sig op, og kunderne blev svigtet.

Den seneste sag handler om et privat firma med kontorer i hele landet, og igen med en socialrådgiver bag rorpinden. Bisidderhjælpen ApS havde opbygget en af Danmarks største privat socialrådgiver-forretninger, hvor kunderne betalte forskud på flere tusinde kroner for at få hjælp i deres sager med velfærdsstatens myndigheder. Virksomheden havde tilmed lavet en aftale med en bank, så kunderne kunne låne op til 25.000 kroner til at betale for rådgivningen - penge, der blev udbetalt direkte til Bisidderhjælpen, når sagen startede.

Hvordan kan det ske og hvorfor fylder det ikke mere i debatten, kan man spørge.

Et del af svaret finder man i Velfærdskommissionens arbejde for nu over 10 år siden. Dengang blev velfærdsmodellen beskrevet på følgende måde:

“Finansieringen af velfærdsydelserne bygger på en uskreven kontrakt mellem generationerne.

I barndommen, ungdommen og alderdommen forventer vi at kunne trække på en række skattefinansierede velfærdsydelser.

Til gengæld er vi, som erhvervsaktive, med til at betale for velfærdsydelserne til de generationer, der på det tidspunkt er børn, unge eller pensionister, i forventning om selv at kunne trække på velfærdsydelserne, når vi engang forlader arbejdsmarkedet.”

Tema om offentlig modernisering

Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.

Læs her hvad centrale nøglepersoner mener om de forsøg. 

Læg mærke til forenklingen i synet på borgerne. Velfærdskommissionen taler om raske rørige borgere, der fødes, vokser op, arbejder og bliver gamle. Mennesker, der rammes af en livskrise, får en kronisk sygdom, er født handicappede eller på anden måde falder uden for den homogene lønmodtagergruppe, er frasorteret.

Derfor opstår der et marked for private rådgivere. Derfor er velfærdssamfundet blevet en servicestat for middelklassen.

 

Det private marked burde ikke eksistere

Egentlig burde dette marked for private rådgivere slet ikke eksistere.

Ifølge forvaltningsloven er offentlige myndigheder forpligtet til at rådgive og vejlede borgere. Det fremgår af loven, at “for alle forvaltningsmyndigheder gælder der en almindelig pligt til at vejlede borgerne inden for de sagsområder, der varetages af myndigheden” (vejledningen til forvaltningsloven)

Når markedet alligevel er opstået - og vokset de senere år uden nogen ved, hvor meget, bl.a. fordi socialrådgivernes egen forening er tavs - handler det om, at borgerne bliver svigtet af de systemer, der skulle hjælpe dem.

Ankestyrelsen har i årevis afdækket fejlprocenter, der i alle andre sammenhænge ville udløse politiske tsunamier. Det er helt normalt, at Ankestyrelsen finder fejl i mere end hver tredje sag, der bliver undersøgt. Der er sågar eksempler på, at der er fejl i syv ud af ti sager. Alligevel sker der ingenting.

Derfor opstår en ny situation, som forvaltningsloven helt paradoksalt selv åbner for med retten til partsrepræsentation. Ifølge lovens §8 kan en borger “på ethvert tidspunkt af sagens behandling lade sig repræsentere eller bistå af andre.”

Denne ret til partsrepræsentation eller bisidder er i sin tid opstået i erkendelse af, at der kan opstå svære situationer for - og med borgere - hvis livs tryghed og fremtid er i velfærdsstatens magt.

Man kan sige, at intentionen med denne rettighed udtrykker velfærdsstatens forsøg på at virke sammen med velfærdssamfundet. Et familiemedlem eller en god ven kan være hjælpsomt, når et menneske skal modtage behandling og hjælp i systemet. Informationer kan gå tabt mellem tanker om fremtiden, og der kan være forhold, som borgeren glemmer at fortælle i situationen. Så kan et ekstra par ører være en god hjælp for både borgeren og systemet.

 

Dobbelt velfærdssystem

Men et par ekstra ører er ikke altid nok. For selvom myndighederne i henhold til Retsikkerhedslovens §5 har pligt til at “behandle ansøgninger og spørgsmål om hjælp i forhold til alle de muligheder, der findes for at give hjælp efter den sociale lovgivning, herunder også rådgivning og vejledning”, og desuden “være opmærksom på, om der kan søges om hjælp hos en anden myndighed eller efter anden lovgivning”, så sker det langt fra altid.

Realiterne i dag er, at det er op til borgeren at navigere i lovgivningen.  

Ordstyrer eller inspirerende foredrag?

Nick Allentoft kan bookes som ordstyrer eller foredragsholder. Skriv til Nick.
Læs også hans bog Velfærdsillusionen. Findes som lydbog her, og som alm. bog her.  Hør uddrag og podcasts her.

Det er her retten til partsrepræsentation de senere år er strukket helt derud, hvor der er opstået et privat marked for rådgivere, der hjælper mod betaling. Borgerne bliver reelt dobbeltbeskattet, når de først betaler skat gennem et arbejdsliv i forventning om, at velfærdsmodellen virker, og derefter skal betale private rådgivere for at få den rette hjælp fra velfærdsstaten.

Lægger man hertil, at der samtidig er kommet et privat marked for forsikringer, hvor ressourcestærke borgere forsikrer sig mod velfærdsstatens sandsynlige svigt, kan man med rette tale om et dobbelt velfærdssystem.

Spørgsmålet er hvor længe borgerne accepterer den tilstand.

 
Emneord: Velfærdsdebatten, Velfærdsstat eller velfærdssamfund, Velfærdssystemet, Socialsystemet, Socialkrise, Offentlig styring og ledelse, NPM, FV2019, Chefredaktør Nick Allentoft, 160519
Den Offentlige på DenOffentlige.dk Du er DenOffentlige!...
Aktivitet: Artikler: 233 | Events: 5

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også