Danmark har hentet 13 nobelpriser gennem årene, heraf 9 med tilknytning til Københavns Universitet og 4 med anden tilknytning. De 9 nobelpriser med tilknytning til Københavns Universitet blev uddelt i 1903 Niels Finsen), 1920 (August Krogh), 1922 (Niels Bohr), 1926 (Johannes Fibiger), 1943 (Henrik Dam), 1943 (George de Hevesy), 1975 (Aage Bohr), 1975 (Ben R. Mottelson), 1984 (Niels K. Jerne). Så hvorfor har København ikke kunnet trække en nobelpris de sidste 35 år? Det er kernespørgsmålet.
Hvad udløser en nobelpris?
Nobelprisen tildeles nulevende personer, som i deres forskning eller virke har gjort exceptionelle opdagelser med meget stor betydning. Den anses som den mest prestigefyldte æresbevisning indenfor områderne litteratur, medicin, fred, fysik, kemi og økonomi. Der uddeles tillige en fredspris.
Jeg har haft den store ære at nominere personer til prisen i medicin gennem en længere årrække, og processen foregår ved, at en udvalgt skare af personer verden over bliver bedt om at indstille værdige prismodtagere, som så efterfølgende vurderes i detaljer af priskomitéen, som endeligt beslutter, hvem der modtager prisen. Processen er selvfølgelig konfidentiel, og nominerede personer (som ikke har fået prisen) skal holdes hemmeligt i 50 år ifølge nobelkomitéens regler.
Den typiske nobelprismodtager passer ikke til danske forhold i dag
Det er tydeligt, når man ser på både nominerede og de endelige prismodtagere, at der ikke er tale om den jævne danske universitetslektor eller professor, som typisk bruger halvdelen eller mere af sin arbejdstid på studenterundervisning og administration. Der er klassisk tale om særdeles geniale personer, som på deres universiteter rundt i verden har fået særligt gunstige arbejdsvilkår med ubegrænset tid til dedikeret forskning og ofte med meget store bevillinger til at understøtte deres arbejde. Den typiske forsker på et universitet i Danmark skal ofte selv skaffe eksterne midler til den helt basale drift, og der går således enorme mængder tid bl.a. til udfærdigelse af fondsansøgninger. Hertil skal lægges en væsentlig undervisningsforpligtelse.
Vi skal turde sige ”elite”
Hvis vi skal markere os internationalt, og det skal vi selvfølgelig, så skal vi turde sprænge det klassiske tankesæt, hvor alle skal være lige. Det går simpelt hen ikke i forskning på top-niveau. Derfor skal vi spotte de åbenlyse talenter og give dem de bedst tænkelige arbejdsforhold, og også selvom det bliver på bekostning af andre. Vi bliver nødt til at hæve os over et fælles bund-niveau, så vi kan skabe de bedst tænkelige forskningsmiljøer, som kan tiltrække også udenlandske talenter. Kode-ordet skal være ”elite”. Vi skal turde sige det og udleve det.
Stillingsstrukturen på vores universiteter
Stillingsstrukturen på vores universiteter er ikke just præget af nytænkning, og det kan have en række negative konsekvenser. Der er dog ved at være lidt opbrud i det visse steder. Indenfor særlige områder som f.eks. business, er det oplagt, at underviserne og forskerne kan drage fordel af en vis tilknytning til erhvervslivet, så delestillinger er her oplagt. I de naturvidenskabelige områder er det et sjældent særsyn, men kunne det ikke være gavnligt at tænke lidt ud af posen her også? Universitetsmiljøerne skal hente inspiration udefra for at vokse, og det gælder for alle fagområder.
Et andet problem er, at det meget ofte er næsten umuligt at skabe plads til en såkadt "post-doc", dvs. en forsker, som befinder sig efter disputats eller PhD grad men før professor-stillingen. Vi bliver nødt til at sørge for vækst-laget.
Manglende værdiskabelse af forskning
Man taler om, at forskningen på universiteterne alt for sjældent omsættes til kommerciel værdi. Der er dog sket en del i de senere år med oprettelse af enheder, som kan støtte forskerne med patentering og oprettelse af såkaldte spin-out virksomheder. Vi er dog meget langt fra målet. Jeg var selv involveret i en opfindelse for nogle år siden men måtte opgive at gå videre med patentering og virksomhed. Det krævede alt for meget af mig, og den potentielle gulerod var helt negligeabel, efter at hospital og universitet havde taget deres andele.
Kun enkelte steder i Danmark er det velset, at man ved siden af sin universitets-ansættelse også driver en privat virksomhed, hvor der kan være gensidig glæde og udbytte af den dobbelte tilknytning. Dette fænomen med en fod i begge lejre kendes fra en del steder i udlandet, hvor forskere på f.eks. store amerikanske private universiteter sagtens kan eje utallige patenter og være involverede i spin-out virksomheder baseret på deres oprindelige universitetsforskning, uden at universitetet eller andre løber med hele den potentielle gevinst. Det er klart, at universitetet må have noget for deres udgifter, men der skal være rimelighed i tingene. Ellers mister forskerne gejsten til at medvirke til en kommercialisering, og der bliver ingen kommercialisering uden forskernes ekspertise. Det er givet.
Udenlandske universiteter i Danmark
Et land som Singapore har ligesom Danmark et stolt lokalt universtetsmiljø med 6 offentlige universiteter, men alligevel har de inviteret en række store og berømte udenlandske universiteter til at slå sig ned hos dem. Dette er jo ikke for sjov, men netop fordi de kan se en synergi-effekt og et positivt udbytte for deres eget land.
Hvorfor gør vi ikke det samme? Det betyder ikke, at vores egne offentlige universiteter skal laves om til private institutioner – slet ikke. De bør forblive offentligt finansierede institutioner med gratis undervisning til de, der slipper gennem nåleøjet og kommer ind. De udenlandske top-universiteter kan være et supplement og give mulighed for danskere såvel som udlændinge at tage en uddannelse med brugerbetaling, hvis man ikke kan komme ind på et af de offentlige universiteter i Danmark. Det skal ses som et supplement, til det vi har i forvejen.
Vi taler typisk om store berømte universiteter med utallige nobelprismodtagere. Det kunne jo være, at vi kunne lære noget…
