''Men hvis forskningsmæssig viden skal kvalificere beslutningerne derude, hvor de sårbare børn og de hjemløse mærker det, så kræver det, at vi som forskere stiller de rigtige forskningsspørgsmål. Det er jo ikke så enkelt, at forskningen sådan af sig selv producerer relevant viden, som derefter blot skal bringes til praktikernes kendskab – og vupti er viden omsat til praksis. At stille de rigtige forskningsspørgsmål, som vil kunne levere den viden, praktikere har brug for, er i sig selv en videnskab.'' siger Agi Csonka Direktør i SFI – Det nationale forskningscenter for Velfærd

Videnskabelse: Forskere og velfærdsarbejdere skal i tættere dialog

Det er en videnskab i sig selv at stille de rigtige forskningsspørgsmål, hvor velfærdsarbejdere får den viden, som de har brug for i deres hverdag. Det kræver en bedre dialog mellem praktikere og forskere. Men der er også brug for, at velfærdsarbejdere har et mere analytisk blik på deres arbejde, hvor man ser på, hvordan det man gør hverdag, virker siger Agi Csonka Direktør i SFI.

Jane Wiis fra KL har givet mig stafetten med disse ord: Hvordan kan SFI som forskningsinstitution bidrage til at forskning omsættes til praksis? Og hvilke ønsker har I til praksis i forhold til at kvalificere jeres forskning? Det er gode og vigtige spørgsmål, som optager os meget på SFI. Et godt samspil mellem forskning og praksis stiller store krav til os som forskere – men også til de ledere og medarbejdere i kommunerne, som skal drage nytte af forskningen.

Lederskabshøringen

Med Lederskabshøringen vil DenOffentlige.dk skabe rammerne for en reformation. Vi vil forene vores læsere - fra den menige borger til den offentligt ansatte og de ledere, der har ansvaret - om en ny konstruktiv retning.

Se tidligere indlæg af bl.a. Preben Melander, Jens Christian Birch og Torben Beck Jørgensen her

Viden på forskellige niveauer er nødvendig

Først og fremmest er det vigtigt at have et fælles billede af, hvad vi mener, når vi taler om ”evidensbaseret praksis”. Ofte sættes der lighedstegn mellem evidens og effekt. ”Vi vil vide, hvad der virker” – lyder det ofte fra politikeres side. ”Med alle de milliarder, vi poster i det sociale arbejde, er det vigtigt, at finde ud af om indsatserne virker eller ikke virker”. Og det ER vigtigt, at vi i forskningsverdenen til stadighed bestræber os på at udvikle metoder, der giver os sikker viden om, hvorvidt en indsats har den forventede effekt. Men uanset hvor dygtige vi bliver til at måle effekt, så er det i bedste fald naivt at forestille sig, at vi i en nær lysende fremtid vil have kortlagt alle effekter af alle sociale indsatser, og så er det bare at gå i gang med at sortere i dem.  Der vil altid være brug for megen anden viden, for at kunne træffe gode beslutninger i det sociale arbejde. Og det er egentlig dét, evidens handler om: At træffe de bedst mulige beslutninger på en bund af solid viden.

Videns- eller evidensbasering af det sociale arbejde handler om behov for viden på flere forskellige niveauer. Grundlaget er for det første viden om målgrupperne: Hvem er de, hvad karakteriserer dem, hvad kan de, og hvad kan de ikke etc.? (Fx om hjemløse: Hvor mange er der, hvor er de, hvordan er gruppen sammensat?). For det andet skal man have grundig viden om de mekanismer, der er på spil i målgruppens liv og verden omkring dem (hvilke mekanismer fører til hjemløshed, fx misbrug, psykisk sygdom, arbejdsløshed?). Og man skal vide noget om sammenhænge (hvordan er sammenhængen mellem fx hjemløshed og psykisk sygdom?).

Evidens om målgrupper, mekanismer og sammenhænge udgør det vidensfundament, som en evidensbaseret praksis skal stå på. Det er på den baggrund, at man som praktiker kan få et indblik i og analysere udfordringerne for de borgere, man står over for. Det er også denne type viden, som sætter en i stand til at formulere nogle mål for udviklingen i borgernes liv.

De rigtige spørgsmål skal stilles og praktikere skal inddrages

Men hvis forskningsmæssig viden skal kvalificere beslutningerne derude, hvor de sårbare børn og de hjemløse mærker det, så kræver det, at vi som forskere stiller de rigtige forskningsspørgsmål. Det er jo ikke så enkelt, at forskningen sådan af sig selv producerer relevant viden, som derefter blot skal bringes til praktikernes kendskab – og vupti er viden omsat til praksis. At stille de rigtige forskningsspørgsmål, som vil kunne levere den viden, praktikere har brug for, er i sig selv en videnskab. God anvendelsesorienteret forskning udvikles ikke i elfenbenstårnet. Vi må ud og være i løbende dialog med praktikere om, hvad der er de væsentligste aktuelle og fremtidige udfordringer.

Lad mig gribe i egen barm og straks erkende, at dét kan vi blive meget bedre til.  På SFI har vi netop oprettet et center for brugerinddragelse, som har til opgave, at udvikle metoder til at inddrage borgerne i udviklingen af vores forskning. Det kan være i form af dialoggrupper, hvor vi inviterer folk, der arbejder indenfor et bestemt felt til at komme med deres perspektiver inden vi udvikler vores forskningsdesign. Eller det kan være at udvikle metoder til at få nogle af de stemmer frem, som let overhøres - børnene, de svageste borgere osv.

Et er, at vi som forskere skal være mere lydhøre overfor praktikeres perspektiver og udfordringer. Noget andet er, at hvis forskningen skal omsættes til praksis, så kræver det at praktikere har en professionel analytisk tilgang til egen praksis. At socialarbejderen, læreren og pædagogen interesserer sig dybt for, hvordan deres indsats virker, og for at drøfte det med kolleger på et professionelt og veldokumenteret grundlag.

Praktikere skal have et analytisk blik

Jeg taler ikke om, at hver enkelt velfærdsmedarbejder skal gennemføre komplicerede statistiske analyser. Og heller ikke om flere kolde hænder, der bare sidder bag skærmen og dokumenterer hele dagen, langt fra klienterne. Jeg taler om at en analytisk tilgang, hvor det er helt naturligt at tilrettelægge sit arbejde, så man opnår mest mulig viden om, hvordan det, man gør hver dag, virker. At jobcentermedarbejderen lige beder de ledige, hun sender ud i et beskæftigelsesprojekt, om at besvare et par spørgsmål om deres udbytte. Eller at integrationsteamet bruger tid på at opstille nogle mål for, hvad man mener med ”god integration”, så det også bliver muligt at vurdere, om man når målene. Eller som en leder af en børneinstitution gjorde, da nogle pædagoger foreslog, at de i institutionen skulle arbejde med at danne venskabsgrupper blandt børnene for at fremme inklusionen: Hun bad gul stue om systematisk at arbejde med venskabsgrupper og grøn stue om at lade være. Og så analyserede personalet sammen efter et stykke tid, om børnene på gul stue havde dannet flere venskaber, end børnene på grøn stue. Denne form for analytisk professionel ”hverdagsevidens” er en helt nødvendig forudsætning for at kunne bruge forskningsmæssig viden til at træffe gode beslutninger.

Læs også: Sådan kan sagsbehandlere få bedre styr på informationerne i svære socialsager

Sidst men ikke mindst, så kræver et godt samspil mellem forskning og praksis – at der faktisk ER et samspil. At forskere og praktikere mødes – på konferencer, seminarer, dialogmøder – og sammen drøfter hvordan forskningsresultater kan berige praksis og hvordan praksis kan berige forskningen.

Stafetten går til 

Jeg vil gerne give stafetten videre til direktør for Mødrehjælpen, Mads Roke Clausen. Mødrehjælpen har netop fået SFI’s jubilæumspris for at omsætte forskningsviden til praksis. Jeg vil gerne spørge Mads Roke Clausen: Hvad kræver det af ledelsen og af medarbejderne at arbejde evidensbaseret? Hvordan gør man det til ”måden at arbejde på”? 

Emneord: Søren Thorup, Lederskab, Implementeringssekretariater, Michael Graatang, Gentofte Kommune, Anette Laigaard, Direktion, NPM, Steffen Bohni, Jane Wiis, SFI, Agi Csonka, Offentlig ledelse
Lederskabs-stafetten på DenOffentlige.dk Lederskabs-stafetten skal mobilisere lederskabsreformen over Danmark. Hvis vi vil kunne håndtere fremtidens samfundsmæssige udfordringer, stiller det krav om lederskab i alle sektorer og på alle...
Aktivitet: Artikler: 46 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 09.03.15 Annette Munch
    praktisk forskning

    Jeg har i mange år (siden 1995) anvendt SFIs solide forskning i analyser af børne-familieområdets meget komplekse problemstillinger, hvor familiebaserede indsatser og anbringelser er de traditionelle indsatsområder - ved hjælp af f.eks. Børneforløbsundesøgelserne, som har produceret megen relevant viden -
    Med respekt for direktørens forskningsbaggrund ærgrer det mig at hun på spørgsmålet fra den tidligere kommunaldirektør straks begynder at skrive om evidens og effekt: spørgsmålet og forskningsfeltet er langt mere komplekst end evidens og effektmåling kan håndtere.
    Jeg tillader mig at gå ud fra at JW i lighed med landets kommuner (KL) er meget optaget af, at de mange penge, der bruges på det sociale område rent faktisk også gavner de børnefamilier, der har det svært og kæmper med ond i livet.
    Jeg har i perioden 2008 - 11 med forskningsmidler undersøgt anvendelsen af faglige begreber i den socialfaglige analyse af de mest komplekse børne/familiesager i 5 jyske kommuner - og senere flere socialfaglige analyser af kommuners anbringelsespraksis.

    Jeg er enig i at der ikke er megen systematisk dokumentation af hvilke indsatser, der hjælper børn i risiko, men der er heller ikke nogen der systematisk undersøger det. (dialogprojektet 2009-12 er undtagelsen)

    Det virker som om at feltet er alt for komplekst til et traditionelt forskningsdesign
    - og det er fint at brugernes - og børnenes stemmer er kommet ind i forskningen (TABUKA 2005, 08:16, 12:30 OG 13:08) for at nævne de seneste.
    Jeg kan anbefale at SFIs forskere involverer praktikerne i selve forskningsdesignet og processerne (produktion af empiri), og stiller sig til rådighed for de mange, som har faglige ambitioner om at gøre en forskel med deres indsats.

    Direktørens eksempel om gul og grøn stue er er godt eksempel på hvad der sker, når voksne vælger at arbejde systematisk med relevante indsatser. Det mest centrale i eksemplet er betydningen af at arbejde systematisk med indsatser, der fokuserer på kerneopgavens enkeltdele.

    Problemet i mange børne/familiesager er at alt for mange (fag)professionelle aktører fokuserer på deres egen forståelse af hvad der er vigtigt - og sjældnere på hvad der er centralt for barnets - og familiens - behov for støtte - og koordinerer de mange indsatser.

    De helt centrale udviklingspotentialer på børne/familieområdet, er medarbejdernes analytiske færdigheder og kompetencer i relation til fokusering på, hvad der er relevant at understøtte eller afhjælpe og hvad det er realistisk at forvente af forandringer i forhold til den givne indsats - over tid.
    Betydningen af at tage afsæt i det konkret barns aktuelle situation og inddrage relevant forskningsbaseret viden på feltet kan ikke undervurderes.
    Hertil kommer selvfølgelig de professionelles metodeansvar, som indebærer, at de skal bruge de metoder, der kan forventes af afhjælpe det der skal afhjælpes - og ikke blot hvad de selv er mest optaget af. Her er udfordringen at medarbejdernes erfaringer sjældent er systematisk dokumenteret, og i bedste fald af dem selv dvs. hvad de selv synes der fungerer.

    Jeg anvender her flere SFI kilder 03:04, 04:17, 08:16, 09:24, 12:30, 13:08, 14:08 blot for at nævne nogle, aktivt og med stor fornøjelse. Anvendelse af viden er centralt for det gode faglige analyse og der er ingen hurtige udveje, som gavner de mest sårbare børnefamilier.

    Og så er der de organisatoriske, strukturelle og kontoplanstyringens mangfoldige barrierer for at den relevante indsats faktisk virker. Vi har stadig til gode at se hvordan det virker når det er opgaven der bestemmer organiseringen af indsatser.
    Beskæftigelsesministeriet har taget initiativ til - i samarbejde med Socialministeriet at iværksætte forsøg med koordineret familiebaserede indsatser i 10 kommuner: desværre fokuserer de alle på at det er familie, der skal forandre sig - og kun få inddrager organisatoriske og strukturelle barrierer og forandringer i projektet: det bliver interessant, at se resultater, som rækker ud over det individuelle familieperspektiv.
    Evidensbaserede manualiserede programmer er ganske velegnet for de familier, der skal have et skub, men på det mest komplekse område, dur det ikke.
    SFI har produceret forskning, der påviser det 06:24 og livslange - flergenerationsproblemstillinger, som desuden indebærer årelange fejlslagne social- og andre politikker kan ikke fikses på få måneder.

    Disse programmer udmærker sig bl.a. ved at kunne visitere selektivt med klare problem - inklusions/eksklusionskriterier, mens det øvrige behandlingssystem skal kunne forholde sig til alverdens diffuse problemkomplekser jf. en række forskningsrapporter om risikovurdering, beskyttelse og resiliens.
    Så længe forskningen snævert fokuserer på de individuelle familier - og til nød netværk - og ikke involverer alle de faktorer i omgivelserne, der har afgørende betydning for den systematiske indsast´s virkning - SFI anvender selv en helhedsorienteret model i sine analyser (Bronfenbrenner), men bliver på det individ/familiecentrerede og ser ikke familiernes situation i kontekst. jf. 04:17 og 14:08 som så småt inddrager familiernes kontekst, men lagt fra alle de samfundsmæssige og strukturelle forhold, der har betydning - se Tine Egelunds fremragende analyse af samfundsperspektivernes betydning i 04:17 bagest. Der er rigtig meget på det strukturelle og organisatoriske område, der er helt uudforskede - ligesom kontoplanernes styring udgør væsentlige barriere for de gode tværfaglige, kontinuerlige og helhedsorienterede indsatser, både på det sociale område, men bestemt også i sammenhæng med skolegang, ungdomsuddannelse, arbejdsmarked mm. Min afsluttende pointe er at vi ved allerede rigtig meget om hvad der skal til, og hvad der ikke virker, men de centrale aktører mangler modet til at se i øjnene, at de ikke kan styre området og bliver ved med at gøre mere af det samme. Så vil vi blive ved med at stille det spørgsmål der startede det store forskningsprogram på børneområdet i 1995: hvordan kan vi vide om det vi gør gavner eller skader de børn og familier, di har til hensigt at hjælpe.

  • 09.03.15 Anne-Mette Scheibel
    Brugercentrerede designmetoder

    Tak for en spændende, relevant og klar artikel om behovet for en tættere kobling ml. forskere og velfærdsarbejdere. Jeg tænker, at de enkle og nyttige brugercentrerede designmetoder som cultural probes, brugerrejser og personaer er oplagte for SFI at se nærmere på i forbindelse med oprettelsen af SFI's center for brugerinddragelse.

  • 06.03.15 EQ Dorte Erlingsson Konsulent
    Samfund og det personlige ansvar

    Det vi modtager her i livet, er en afspejling af det vi sender ud.
    Hvis vi alle lærte at leve sådan ? Altså at være proaktiv i at se læren i de oplevelser vi skaber sammen i hverdagen. Så ville verden være i balance.
    Og den adfærd vi lærte som barn, er ofte ikke hensigts medsigt som voksen og det er det vi sidder i nu.


5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også