Zornig advarer inden kommunalvalg: Brug erfaringer og undgå Trump-bølge
Lisbeth Zornig Andersen ser en risiko for et kommunalvalg, som deler Danmark endnu skarpere op i en veluddannet elite og en frygtsom underklasse, der bekriger hinanden, hvis ikke politikerne tager borgernes bekymringer alvorlig. Erfaringerne fra demokratikampagnen Stemmer på Kanten kan måske gøre en forskel, påpeger hun.
Det danske kommunalvalg bliver den næste danske prøvesten på de vælgerbevægelser, som har ført Donald Trump til magten i USA og gjort Marine Le Pen til præsidentkandidat i Frankrig. Vælgerne er trætte af politikere, der taler hen over hovedet på dem og ikke interesserer sig for deres virkelighed. Der er behov for en ny slags dialog mellem vælgerne og politikerne.
Resultatet af kommunalvalget i november vil vise, om det lykkes for de etablerede partier, eller om populisterne løber med stemmerne.
Om Huset Zornig
Find artikler og blogs fra Huset Zornig og Lisbeth Zornig Andersen her.
Den advarsel kommer fra Lisbeth Zornig Andersen, stifter af Huset Zornig, som under kommunalvalget i 2013 gennemførte en demokratikampagne, der mobiliserede mange tidligere tavse stemmer – især de socialt udsatte vælgere. Zornigs kampagnen bidrog til at knække 30 års faldende valgdeltagelse. Blandt kontanthjælpsmodtagere steg valgdeltagelsen med 28 pct. Tilsvarende steg valgdeltagelsen markant i stort set alle socialt udsatte boligområder.
Workshop om kommunalvalg - erfaringerne fra Stemmer på Kanten
Lisbeth Zornig Andersen og Huset Zornig arrangerer i forbindelse med kommunalvalget en række workshops i København, Odense og Århus, hvor politikere, partifolk, interesseorganisationer og andre kan deltage og blive trænede i at få de tavse og kritiske vælgere i tale. Workshoppen bygger bl.a. på erfaringerne fra kampagnen Stemmer på Kanten, som fik udsatte borgere til at stemme ved seneste kommunalvalg.
”Dybest set mangler vi i dag en folkelig brugerinddragelse i politikudviklingen. Vi får ikke de gode løsninger ved at nok så velmenende skrivebordsstrateger udarbejder løsninger, som borgerne ikke oplever matcher den virkelighed, de lever i. Mange vælgere er drevet af frygt. Frygten for systemet, frygten for de fremmede og frygten for fremtiden. Vil politikerne forringe borgeres vilkår yderligere? Vil flygtninge og indvandrere få alt for stor andel i begrænsede midler, der er afsat til folk, der har svært ved at forsørge sig selv? Når krybben opfattes som tom, begynder hestene at bides. Det kan blive rigtig grimt,” siger Lisbeth Zornig Andersen.
”Formålet med demokratikampagnen Stemmer på Kanten i 2013 var netop at vise, hvordan man får fat i de mange tavse vælgere. Vi beskrev metoden i en drejebog for politikere og vi interviewede mange vælgere for at få deres bud på, hvad der er vigtigt for dem. Alt det gjorde vi offentligt tilgængeligt. Blandt de metoder, der virkede særlig godt, var de såkaldte ’omvendte’ vælgermøder, hvor politikerne kun måtte stille spørgsmål til vælgerne, som så kunne svare. Tilsvarende virkede det godt at holde vælgermøderne steder, hvor de var trygge ved at komme – det fik dem til rent faktisk at møde op. Nøgleordet her er vist at tale med i stedet for at tale til,” siger Lisbeth Zornig Andersen.