150 millioner kroner til energiforbedringer og digitale løsninger i kommunale og regionale bygninger

Infrastruktur

29/10/2021 21:32

Redaktionen

Ny tilskudspulje åbner på mandag. Der er afsat 150 millioner kroner til energiforbedringer og digitale løsninger i kommunale og regionale bygninger i 2021.

På mandag den 1. november åbner Energistyrelsen for ansøgninger til en ny tilskudspulje til energiforbedringer og digitale løsninger i regionale og kommunale bygninger. 

”Vi har glædet os meget til at åbne op for ansøgninger til tilskudspuljen til energiforbedringer i regionale og kommunale bygninger. Bygninger står for en stor del af energiforbruget i Danmark, og det gør energirenoveringer til et vigtigt middel i kampen for at realisere klimamålene og muliggøre, at vores energiforbrug på sigt kan dækkes af grøn energi. Det gælder også de kommunale og regionale bygninger - og her giver den nye pulje en hjælpende hånd,” siger Stine Leth Rasmussen, der er vicedirektør i Energistyrelsen.

I dag står den samlede danske bygningsmasse for knap 40 procent af energiforbruget i Danmark.

Puljen er åben for ansøgninger fra den 1. til 8. november: Bliv klar til at søge

Fra tilskudspuljen åbner for ansøgninger på mandag, har ansøgere fem hverdage til at oprette og færdiggøre deres ansøgning. Derfor bør man allerede nu gå i gang med forberedelserne. Ansøgningsprocessen kan nemlig være kompleks, så det er en god idé at gå i gang med forarbejdet på forhånd, hvis man er interesseret i at søge om tilskud. 

Væsentligst af alt bør man orientere sig i bestemmelserne for de specifikke energiforbedringer, der kan ydes tilskud til, og hvor store tilskud ansøgere kan opnå – alt sammen forud for ansøgningsperioden. Man kan nemlig risikere at modtage afslag, hvis ansøgningen ikke overholder deadline eller bekendtgørelsens regler.

Når man ikke at sende en ansøgning afsted i denne ombæring, er det muligt at søge igen næste år. Tilskudspuljen åbner nemlig op for nye ansøgningsrunder i 2022. Energistyrelsen forventer, at de vil ligge i foråret og i efteråret.

Hvad kan der ydes tilskud til?

Bekendtgørelsen fastlægger, at kommuner og regioner kan opnå tilskud til energiforbedringsprojekter og digitale løsninger:

  • Renoveringsprojekter, herunder udskiftning af vinduer, efterisolering og lignende.
  • Konvertering fra olie- og gasfyr, biokedel og elvarme til varmepumper eller fjernvarme.
  • Digitale løsninger til databaseret energiledelse, herunder løbende dataindsamling og –behandling.
  • Renoveringsprojekter, konverteringer og digitale løsninger i fredede bygninger.

I 2021 er der afsat i alt 150 mio. kroner i puljen. Heraf øremærkes 15 procent af puljens midler til digitale løsninger og intelligent styring af energiforbruget i offentlige bygninger.

Med et ønske om at fremme en geografisk spredning i fordelingen af midler er der fastsat et tilskudsloft på 4 mio. kr. for energiforbedringsprojekter og 1 mio. kr. for digitaliseringsprojekter. Hver kommune og region kan således søge tilskud til et eller flere projekter inden for hver kategori og kan som udgangspunkt opnå tilsagn om tilskud på maksimalt 5 mio. kr.

Om tilskudspuljen

Aftalen om tilskudspuljen udspringer af Finansloven 2021, hvor Regeringen og Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Alternativet er blevet enige om at styrke kommuners og regioners mulighed for at energieffektivisere deres bygninger. Udkast til bekendtgørelsen blev sendt i høring den 30. juni med afslutning på høringsrunde den 11. august. Bekendtgørelsen er offentliggjort den 20. september 2021.

Der er for 2021 afsat 150 millioner kr. til tilskudsordningen, og der forventes at være afsat 145 millioner kr. i 2022 til ordningen.

Mest Læste

Annonce