Foto: Shutterstock

40 elever smittet på gymnasium

Sundhed

25/05/2021 12:48

LTT

På Silkeborg Gymnasium er der knap 40 elever testet positive for coronavirus. Dog er kommunen ikke i risiko for at blive lukket ned.

Alle de elever der er smittet positive går i 3. g og de mange smittede kan spores tilbage til to private fester, hvor eleverne er gået fra den ene fest til den anden. Silkeborg Gymnasium har derfor sendt fem klasser hjem, for at undgå en yderligere smittespredning. Først når eleverne kan fremvise to negative testresultater kan de vende retur på skolen, de elever der er konstateret smittede må ikke komme på skolen i 14 dage, fra testdagen. “Vi mener, at vi har fået smitten inddæmmet til ”kun” de fem klasser i stedet for, at det er blevet spredt over det hele, men nu holder vi selvfølgelig meget øje med, hvad der sker. Vi holder lidt vejret lige nu” siger Tina Riis Mikkelsen, der er konstitueret rektor, til Midtjyllands Avis.
 

Kan nedlægge sogne
I Silkeborg Kommune er der i alt 93 personer smittet de seneste syv dage, og ud af de 93 er 40 af dem altså gymnasieelever. Styrelsen for Patientsikkerhed meldte tidligere på måneden ud, at smitten stiger markant blandt unge mellem 15 og 24 år. Det sker ifølge styrelsen særligt på skoler, gymnasier og til fester. Anette Lykke Petri, direktør hos Styrelsen for Patientsikkerhed sagde i den forbindelse til TV 2, at udbruddene blandt de unge, har en størrelse, som kan nedlægge hele sogne. “Det er udbrud, som så har mulighed for at forplante sig videre, når de unge går hjem til familien og smitter der. Og så kan forældre tage det med på arbejde. Derfor gælder det stadig om at holde lidt igen. Sådanne udbrud kan få konsekvenser for andre end de unge selv” siger hun til TV 2.

Det er en god idé at lade sig teste 
Anette Lykke Petri understreger, at de unge selvfølgelig skal have lov til at leve deres liv, men at de bliver nødt til at være opmærksomme på retningslinjerne. “Det er en god idé at lade sig teste, inden man går til fest eller deltager i en større social sammenkomst. Og så skal man fortsat huske på god håndhygiejne og ikke mindst afstand” lyder rådene fra direktøren til TV 2.

 

Mest Læste

Annonce