En lang række danskere bør udnytte det nye fradrag.
Lige nu læser andre
Fra den 1. januar 2026 skal danskere, der er fyldt 30 år, som noget nyt betale moms på betalinger af kontingent mv. til motion samt sang- og musikundervisning.
Det sker på baggrund af afgørelser fra EU-Domstolen.
For at kompensere for den yderligere momsbetaling indføres der et fradrag, der gælder fra årsskiftet.
”De nye momsregler gælder for kommercielle aktører som fx fitnesscentre, private yogastudier, pilates, aerobics, crossfit, spinning og danseskoler. Der kan dog være situationer, hvor det er uklart, om en forening skal opkræve moms,” siger Søren Bech, der er skatteekspert i PwC, og fortsætter:
”Udgifter til golf og ridning, der ”indebærer et ikke-ubetydeligt fysisk element”, bliver også anset for at være udgifter til motion.”
Læs også
De nye momsregler gælder alle danskere, der er fyldt 30 år ved årets udgang. Så hvis du fylder 30 år i 2026, gælder det i hele 2026.
Hvem skal ikke opkræve moms?
Motion, der udbydes af ikke-kommercielle aktører såsom amatørsports- og idrætsforeninger, bliver ikke omfattet af de nye regler, da ydelserne ikke udbydes med gevinst for øje.
Det samme gælder fx for ydelser, der udbydes af aftenskoler, daghøjskoler og folkeuniversiteter, som er berettiget til tilskud efter folkeoplysningsloven, og ydelser, der udbydes af folkehøjskoler, som er berettiget til tilskud efter lov om folkehøjskoler.
Reglerne for indførelsen af moms fremgår af et nyt lovforslag, som regeringen har sendt i høring.
Sådan bliver fradraget for motion
Fradraget for motionsydelser vil maksimalt blive 1.750 kroner i 2026, uanset om du har flere udgifter til motions- og musikundervisningsaktiviteter. Beløbet bliver pristalsreguleret i de følgende år.
Læs også
Fradraget forudsætter, at undervisningen udbydes med gevinst for øje.
Fradraget er et ligningsmæssigt fradrag med en skattebesparelse på cirka 25-26 procet, så skattebesparelsen kan maksimalt blive cirka 440-450 kroner i 2026.
”Hvis medlemskontingentet fx er 300 kroner pr. måned eller 3.600 kroner årligt, og momsen på 25 procent lægges fuldt ud oveni pr. 1. januar 2026, vil den ekstra udgift blive 900 kroner eller i alt 4.500 kroner i 2026. Skattebesparelsen fra fradraget bliver maksimalt cirka 450 kroner, så i dette tilfælde vil der være en ekstra udgift på 450 kroner i 2026,” siger Søren Bech, skatteekspert i PwC, og fortsætter:
”Kun hvis medlemskontingentet alene stiger med cirka 450 kroner i 2026, vil der ikke være en merudgift. Er man medlem af flere foreninger, som skal opkræve moms, kan det ikke udelukkes, at ens kontingentbetalinger i 2026 og fremover bliver større, da fradraget ifølge forslaget bliver på maksimalt 1.750 kroner (2026)”
Sådan får du fradraget
I første omgang er der lagt op til, at du selv skal oplyse det beløb, som du kan trække fra på årsopgørelsen til Skatteforvaltningen.
Læs også
Du skal sørge for at oplyse CVR-nummer, SE-nummer eller CPR-nummer, som det også er tilfældet med fx servicefradraget.
”Husk endelig at gemme dokumentation for, at du har betalt kontingent fra den 1. januar 2026 som fx en faktura, da det er betingelse for at kunne få fradraget,” afslutter Søren Bech.