Forside Generelle nyheder Så meget dyrere er påskefrokosten blevet siden 2023

Så meget dyrere er påskefrokosten blevet siden 2023

supermarked
Shutterstock

Det kan mærkes på kontoen.

Lige nu læser andre

Påskefrokostsæsonen skydes i gang inden længe.

Mens der ikke er noget negativt at sige om selve påskefrokosterne, er det en anden sag, når det kommer til priserne på de ting, der havner på bordet år efter år.

En analyse fra YouGov viser, at en indkøbskurv med typiske varer til en klassisk påskefrokost – som æg, rejer, rugbrød, røget laks, sild, fiskefilet, påskeøl og påskechokolade – er steget ni procent i pris mellem 2023 og 2025.

Til sammenligning er fødevareinflationen i samme periode steget med omkring 5 procent og den generelle inflation med 2 procent.

“Fødevareinflationen har generelt haft godt fat i mange produktkategorier, men det er interessant at se, at flere af de varer, vi typisk forbinder med en påskefrokost, er steget mere i pris end fødevarepriserne generelt,” siger Charlotte Alring, der er analytiker hos YouGov.

Læs også

Analysen viser, at de høje påskepriser især er drevet af chokolade, som er steget 29 procent mellem 2023 og 2025, fiskefileter, der er steget 27 procent, samt sild, som er steget 24 procent i samme periode.

Kommer danskerne til at ændre påskevaner?

De seneste år har stigende fødevarepriser fyldt meget hos danske forbrugere.

Da YouGov i foråret 2022 spurgte danskerne om deres bekymringer i forbindelse med stigende fødevarepriser, svarede 43 procent, at de var bekymrede for, at priserne ville stige så meget, at det kunne påvirke deres indkøbsvaner.I foråret 2024 var andelen faldet til 27 procent.

I YouGovs nyeste måling er bekymringen dog steget igen. 41 procent af danskerne siger nu, at de er bekymrede i en sådan grad, at de potentielt vil ændre deres indkøbsvaner.

“Prisstigningerne fylder meget hos danskerne og kan påvirke deres indkøbsvaner. Det bliver derfor interessant at se, om det også kommer til at påvirke traditioner som påske- og julefrokoster – eller om maden på påskebordet har så stor værdi, at danskerne i stedet sparer andre steder,” siger Charlotte Alring.

Læs også

Fakta: Sådan er påskeindkøbskurven beregnet

YouGov har beregnet udviklingen i prisen på en indkøbskurv med klassiske påskevarer baseret på gennemsnitlige priser i påskemånederne.

Indkøbskurven indeholder blandt andet:

  • 12 æg
  • 375 g rejer
  • 2 kg rugbrød
  • 280 g røget laks
  • 759 g sild
  • 790 g paneret fiskefilet
  • 4l påskeøl
  • 290 g påskechokolade 

Beregningen svarer til, at en indkøbskurv, der kostede omkring 404 kroner i 2023, i påsken 2025 kostede omkring 440 kroner, hvilket svarer til en stigning på ni procent. 

Ads by MGDK