Det ser ud til, at danske bilister må vænne sig til at punge ud.
Små prisændringer mærkes hurtigt, når de ganges op i større skala. Det er brændstof til bilen et fremragende eksempel på.
De seneste uger har der været store udsving i priserne, og det betyder, at mange lige nu holder ekstra godt øje med brændstofpriserne.
Men hvordan ser fremtiden ud?
Det kommer Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom og chefkonsulent i FDM, med et kvalificeret bud på over for B.T.
Falder ikke til tidligere niveauer
Desværre er meldingen ikke positiv.
Ilyas Dogru er af den opfattelse, at priserne ikke vender tilbage til de gamle niveauer. Det gælder ifølge ham også selvom uroen i Mellemøsten dæmpes.
“Selv hvis der kommer fred, så falder priserne nok ikke til det niveau, vi kendte fra tidligere. Ikke fra før de stigninger, vi allerede så inden den her krise,”
Den seneste uro mellem USA, Israel og Iran har sat et tydeligt aftryk på priserne ved pumperne, og der er altså ikke noget, der tyder på, at kraftige prisfald venter lige om hjørnet.
Op og ned
Ilyas Dogru har fulgt udviklingen tæt og fremhæver især diesel som et klart eksempel på, hvor voldsomt markedet har bevæget sig.
“Vi kunne se, at dieselen først steg med 5,60 kroner, og nu igen er faldet med hele 2,30 kroner,” udtaler han.
Siden 14. april har priserne samlet set bevæget sig svagt nedad. Nu er benzinen så steget en smule igen, selvom en våbenhvile fortsat gælder mellem Iran på den ene side og USA og Israel på den anden.
Det større budskab er, at niveauet kan have flyttet sig mere permanent, end mange havde håbet på.
For danske bilister betyder det, at regningen ved standeren også fremover kan ende højere, end den gjorde for bare få uger siden.