Der kan være mange penge at hente.
Årsopgørelsen blev frigivet for halvanden måneds tid siden, og nu er de fleste danskere ved at have lagt den bag sig.
Overskydende skat er udbetalt, og for størstedelen er der egentlig ikke mere at bruge den til.
Dog kan man med fordel allerede nu rette i sin forskudsopgørelse, når man benytter sig af diverse fradrag.
Det kræver dog lige, at man ved, hvad man kan trække fra i skat.
Husk fradraget
Hvis du i år har fået repareret hårde hvidevarer, så skal du skynde dig at finde de kvitteringerne frem. Du kan nemlig trække arbejdslønnen fra i skat som servicefradrag.
Det er godt for din pengepung, men også godt for klimaet.
Det udleder nemlig store mængde CO2, når vi producerer for eksempel køleskabe, ovne, emhætter og vaskemaskiner. Og det meste af den CO2, der er brugt på at producere dem, går til spilde, når vi smider dem ud.
Derfor er der god grund til at få repareret de hårde hvidevarer.
”Cirka 40 procent af den indlejrede klimabelastning i hårde hvidevarer går tabt, når vi kasserer dem og kun genanvender materialerne. Og selvom vi afleverer dem på genbrugspladsen, mister vi alligevel en del af de metaller og knappe råstoffer, som bruges til at fremstille produkterne”, fortæller Michael Søgaard Jørgensen, der er lektor på Institut for Bæredygtighed og Planlægning på Aalborg Universitet.
Samtidig koster det også endnu mere CO2, når vi erstatter de gamle hårde hvidevarer med nyproducerede.
Prøv at få det repareret
Ifølge Michael Søgaard Jørgensen er vi for dårlige til at forlænge levetiden på vores hårde hvidevarer.
”Mere end hver tredje defekte hårde hvidevare ender som affald uden forsøg på reparation. For vaskemaskiner og tørretumblere er det næsten halvdelen. Vi skal væk fra den køb-og-smid-væk-kultur. Både af hensyn til klimaet og miljøet og for at undgå, at vi løber tør for kritiske råstoffer,” siger Michael Søgaard Jørgensen.
Det viser en analyse fra Aalborg Universitet af om anskaffelse, beholdning, reparation og bortskaffelse af hårde hvidevarer og mobiltelefoner, som Michael Søgaard Jørgensen gennemførte i 2024.
Her undersøgte han blandt andet, hvordan danskerne skiller sig af med hårde hvidevarer.
Men selvom man som forbruger gerne vil reparere sine hårde hvidevarer, er det ikke altid nemt at gøre.
Michael Søgaard Jørgensen peger på, at forbrugerne ofte skal betale høje undersøgelsesgebyrer for at få vurderet, om et produkt kan repareres.
”Det er en del af forklaringen på, at mange hårde hvidevarer aldrig bliver forsøgt repareret. Det kan få et nyt produkt til at virke som en nemmere og mere økonomisk løsning, når der samtidig også ofte er tilbud på hårde hvidevarer”, siger Michael Søgaard Jørgensen.