Kæden vinder for anden måned i træk.
Gennem de seneste år har priserne i de danske supermarkeder fyldt meget.
De er blevet debatteret på politisk plan, ved kaffemaskinen på arbejdet og ved middagsbordene rundt omkring i landet.
Heldigvis startede der i maj måned en priskrig, som har fået flere store kæder til at sænke priserne på flere populære varer, herunder oksekød og smør.
Nu viser en undersøgelse, hvor det egentlig er billigst at handle.
Vinderen er…
Madprisluppens juni-gennemgang af 100 hverdagsvarer på tværs af 12 danske dagligvarekæder slår fast, at Lidl for anden måned i træk har Danmarks billigste samlede indkøbskurv.
Prisen lyder på 2.041 kroner foran Rema 1000 (2.068 kroner) og Netto (2.130 kroner) og hele 459 kroner billigere end den dyreste kæde, som er Meny.
Madprisluppen måler udelukkende på faste hyldepriser og ikke på tilbud.
“Når Madprisluppen for anden gang i træk slår fast, at danskerne får de laveste priser på hverdagsvarer hos os, så viser det, at vores nye koncept virker. Vores kunder behøver ikke jagte tilbud,” siger Peer Sandtner, der er indkøbsdirektør i Lidl Danmark, og fortsætter:
“De kan regne med, at prisen er fast lav, når de handler hos os både i dag, i morgen og næste måned.”
Faste lave priser
Med ‘Nyd hver dag – til fast lav pris’ er ambitionen at gøre op med det, mange danskere oplever som kampagnekaos i dagligvarehandlen.
En kultur med svingende priser, ugetilbud og uigennemsigtige hyldepriser, som gør det svært at gennemskue, hvad varerne reelt koster.
“Faste lave priser er ikke en kampagne hos os. Det er en langsigtet prioritering. Derfor er det også vigtigt at sige, at de lave priser ikke skal finansieres af stigende priser på resten af sortimentet. Vores kunder skal gå i Lidl med en vished om, at de får faste lave priser på både hverdagsfavoritterne og resten af indkøbskurven,” siger Peer Sandtner, der er indkøbsdirektør i Lidl Danmark.
Madprisluppens gennemgang viser desuden, at Lidl ikke blot er billigst på den samlede kurv, men også har de laveste priser i fem ud af otte varekategorier, herunder kød og fisk, mejeri, frugt og grønt, kolonial og tørvarer.