Forside Penge og økonomi Håndværker- og servicefradrag 2026: Op til 27.300 kroner om året...

Håndværker- og servicefradrag 2026: Op til 27.300 kroner om året pr. person

Håndværker- og servicefradrag 2026: Op til 27.300 kroner om året pr. person
Foto: DenOffentlige.dk

Det er med at få udnyttet fradraget, hvis man har muligheden.

I 2026 kan hver person i husstanden over 18 år trække op til 18.300 kroner fra for arbejdsløn til serviceydelser og op til 9.000 kroner fra for arbejdsløn til grøn istandsættelse.

Det svarer samlet til 27.300 kroner pr. person, oplyser Skattestyrelsen.

Fradragene gælder pr. person, og et par med to voksne kan derfor tilsammen fratrække op til 54.600 kroner om året.

Skatteværdien af fradragene er cirka 26 procent, hvilket betyder, at en fuldt udnyttet ordning giver op mod cirka 7.100 kroner i sparet skat pr. person.

Både ejere, lejere og andelshavere er omfattet

Fradragene er ikke forbeholdt boligejere. Både lejere og andelshavere kan bruge dem, når arbejdet udføres på en del af boligen, som beboeren har individuel råderet over ifølge lejekontrakten eller andelsaftalen.

Det fremgår af Skattestyrelsens vejledning om BoligJobordningen, der blev gjort permanent fra 2018.

Personen skal være fyldt 18 år ved indkomstårets udløb og have fast bopæl i helårsboligen, når arbejdet udføres. For fritidsboliger gælder fradraget ejeren og en eventuel ægtefælle.

Hvad dækker servicefradraget?

Servicefradraget på op til 18.300 kroner dækker arbejdsløn til ydelser som almindelig rengøring, vinduespudsning, børnepasning i hjemmet, havearbejde herunder græsslåning, hækkeklipning og snerydning samt reparation af hårde hvidevarer.

Fra 1. januar 2025 blev listen udvidet med blandt andet træfældning, anlæg af græsplæne, tagrenderensning og installation af tyverialarm.

Man kan ikke få servicefradrag for abonnementsydelser eller for arbejde udført af en au pair, der bor i husstanden.

Grønt håndværkerfradrag

Håndværkerfradraget på op til 9.000 kroner er målrettet grøn istandsættelse.

Det dækker blandt andet arbejdsløn til isolering af tag, ydervægge og gulv, udskiftning af vinduer og yderdøre, installation eller reparation af varmepumper og solcelleanlæg samt arbejde på skorsten, brændeovn og radonsikring.

Kun arbejdsløn kan trækkes fra. Udgifter til materialer, herunder reservedele, er ikke omfattet.

Krav til betaling og faktura

Betalingen skal ske elektronisk, for eksempel via kort, mobilbetaling eller netbank. Kontant betaling giver ikke ret til fradrag.

Kunden skal have en faktura fra en momsregistreret virksomhed. Fakturaen skal indeholde virksomhedens CVR-nummer, oplysning om hvor og hvornår arbejdet er udført, samt en udspecificering af arbejdslønnen. Dokumentationen skal opbevares, hvis Skattestyrelsen beder om at se den.

For serviceydelser leveret af en privatperson skal modtageren i stedet oplyse cpr-nummer.

Sådan indberettes fradraget

Fradragene indberettes i TastSelv på skat.dk under forskudsopgørelsen eller årsopgørelsen. Håndværkerfradraget angives i rubrik 460, og servicefradraget angives i rubrik 461.

Hver enkelt betaling skal indtastes for sig med betalingsdato, udførerens CVR- eller cpr-nummer og udgiften til arbejdsløn uden moms. Skattestyrelsen tillægger selv momsen ved beregningen.

Reduktionen af den betalte skat sker enten løbende via forskudsopgørelsen eller som en efterregulering på årsopgørelsen året efter.

Ads by MGDK