Det begynder meget snart.
Søndag 16. august går Vejdirektoratet i gang med at udføre vejarbejde på E45 ved Randers, hvor der skal lægges ny asfalt fra Gudenåen og syv kilometer i sydlig retning.
Arbejdet forventes at tage tre uger, men som altid med vejarbejde kan vejret give forsinkelser.
For at være til mindst mulig gene for trafikken vil arbejdet være inddelt i etaper, ligesom det bliver udført i aften- og nattetimerne.
Sådan foregår arbejdet
Først bliver den gamle asfalt fjernet, så man kan reparere den underliggende belægning. Derefter bliver der udlagt ny asfalt og påført nye vejstriber.
Resultatet bliver en mere jævn kørebane og en bedre køreoplevelse for trafikanterne.
Information til trafikanterne
På den del af strækningen, hvor der arbejdes, vil det være nødvendigt at lede trafikken over i modsatte spor, så der er ét farbart spor i hver retning og nedsat hastighed.
Arbejdet betyder, at til- og frakørsler vil være spærret i det omfang, at der udføres arbejde på eller i nærheden af dem.
Det kan derfor i perioder være nødvendigt at benytte en alternativ til- eller frakørsel, hvilket vil være skiltet.
Endelig vil ind- og udkørsel til Info-teria Gudenå Vest blive berørt af arbejdet, så rastepladsen periodevis vil være lukket, dog kun mellem kl. 18.00 og 6.00.
Vejdirektoratet beklager på forhånd de gener, som arbejdet måtte medføre for trafikanterne.
På Vejdirektoratets trafikkort kan man altid holde sig opdateret om den aktuelle situation på statsvejene og få viden om restriktioner for trafikken, konkrete vejarbejder og øvrige trafikmeldinger.