Tiltaget får stor betydning for kunderne.
I går, den 1. september, begyndte IKEA Danmark en række planlagte prisnedsættelser, der løber over de kommende syv måneder.
Første bølge omfatter 408 produkter, efterfulgt af yderligere 457 produkter fra 24. september og 79 produkter fra 1. januar.
Prisnedsættelserne varierer fra produkt til produkt, men vil i mange tilfælde ligge på 15-25 procent.
Investeringen er en af de største, IKEA Danmark har foretaget i at sænke de faste priser. Prisnedsættelserne er en del af en større europæisk satsning fra IKEA og afspejler samtidig virksomhedens DNA og ambition om at skabe en bedre hverdag for de mange mennesker gennem veldesignede møbler og boligtilbehør af høj kvalitet til en lav pris.
“Vi er virkelig stolte af, at vi kan foretage så stor en investering i faste lave priser. Det går lige ind i kernen af, hvad IKEA er sat i verden for. Med investeringen kan endnu flere danskere få råd til de produkter og løsninger, de ønsker sig til deres hjem,” siger Doris Lan, der er administrerende direktør i IKEA Danmark.
Prisnedsættelserne gennemføres i tre planlagte bølger frem mod udgangen af marts 2027.
Samtidig vil IKEA fortsat søge muligheder for at sænke priserne yderligere, når det er muligt.
“I IKEA arbejder vi hele tiden på at finde muligheder for at sænke priserne, så vores produkter er tilgængelige for så mange som muligt. Derfor er det her ikke en kortsigtet indsats, men en langsigtet prioritering og samtidig en investering i vores egen vækst. Når vi kan sænke priserne yderligere, vil vi gøre det,” siger Doris Lan.
Kendte favoritter får ny lavere pris
Prisnedsættelserne går på tværs af sortimentet og omfatter både populære IKEA klassikere og produkter, som mange danskere bruger i hverdagen.
Blandt de produktfamilier, der får en lavere fast pris, er KALLAX, BESTÅ, HEMNES, POÄNG og IKEA 365+. De konkrete prisnedsættelser varierer fra produkt til produkt.
Hos IKEA er arbejdet med at holde priserne lave en integreret del af den måde, produkterne udvikles og produceres på.
Gennem hele værdikæden arbejdes der løbende på at finde smartere løsninger, der kan holde både omkostninger og ressourceforbrug nede og give kunderne mest mulig værdi for pengene uden at gå på kompromis med produkternes design, funktion og kvalitet.
“Vi glæder os over, at vi nu kan tilbyde flere af vores populære produkter og kundefavoritter til en endnu lavere fast pris. Vi ved, at mange danskere de seneste år har skullet bruge flere penge på blandt andet fødevarer og energi, og så har der måske været mindre plads i økonomien til at prioritere hjemmet. Med de lavere priser håber vi at give flere mulighed for at prioritere hjemmet og skabe de rammer om hverdagen, de ønsker sig,” siger Andreas Popowicz, der er kommerciel direktør i IKEA Danmark.