Så gik den ikke længere.
Når turen går mod det lokale supermarked, leder vi alle efter gode tilbud for at få madbudgettet til at række længere.
Oftest er der tale om uge-til-uge-tilbud, men indimellem er kunderne så heldige, at store kæder lancerer kampagner, der introducerer nye, faste og lave priser på populære varer.
Desværre hænder det også, at de store ord om de nye priser fordufter.
Det skriver B.T.
Forsvundet på nettet
Foråret bød på store armbevægelser fra Netto, der den 2. maj lancerede en massiv kampagne. Her blev en lang række populære dagligvarer sat markant ned i pris på ubestemt tid.
Budskabet var klokkeklart fra kædens ledelse. Det skulle være en mærkbar hjælp til de pressede danske husholdninger.
“Der er tale om prisfald, som virkelig vil kunne mærkes for vores kunder. Ikke kun i morgen og weekenden over, for vi sætter ingen tidsmæssig bagkant,” udtalte administrerende direktør i Netto, Braw Bakir, i en pressemeddelelse.
Kunderne kunne løbende orientere sig på en dedikeret hjemmeside, hvor priserne fremgik tydeligt. Nu er virkeligheden en ganske anden, da den omtalte side er fjernet helt fra nettet.
Klikker man ind på linket i dag, mødes man af en fejlmeddelelse om, at siden ikke eksisterer.
Priserne skrues op
Pressechef i Salling Group Jacob Krogsgaard forklarer, at kæden blot har valgt at fokusere sin kommunikation et andet sted hen. Han afviser blankt, at lukningen skyldes prisstigninger.
“Når en pris har været fast længe nok, begynder kunderne naturligt at opfatte den som den nye normale pris, hvilket også er tilfældet her. Derfor bruger vi i stedet vores kommunikationskræfter andetsteds,” forklarer han.
Sagen er dog, at varerne i mellemtiden er blevet dyrere. Allerede 8. juli dokumenterede forbrugertjenesten Madprisluppen, at prisen var sat op med mellem 3 og 34 procent på 63 af de berørte varer.
Ifølge B.T. kom det senere frem, at 40 ud af 99 nedsatte varer fra en kampagneavis fra 16. maj ligeledes var forsvundet fra listen.