Det er slet ikke sikkert, at vi har ramt toppen.
Europa løber ikke tør for energi til vinter, men danskerne kan få sig en dyr overraskelse.
Det vurderer Jyske Banks råvareanalytikere på baggrund af den fortsatte uro omkring energiforsyningen fra både Mellemøsten og Rusland.
”Den største risiko er ikke, at vi løber tør for energi. Risikoen er, at energi bliver dyrt. Europa har opbygget en markant stærkere forsyningssikkerhed end under krisen i 2022, men de geopolitiske spændinger holder markedet på tæerne og priserne under pres,” siger Jan Bylov, der er råvare- og energi-analytiker i Jyske Bank og understreger, at både benzin- og dieselpriserne hastigt nærmer sig 20 kroner per liter.
Krige holder energimarkederne i alarmberedskab
Mens konflikterne omkring Iran og i Ukraine fortsætter uden tegn på en løsning i nærmeste fremtid, er energiinfrastruktur blevet et direkte mål i flere af konflikterne.
Angreb på raffinaderier, eksportanlæg, tankskibe og energifaciliteter øger usikkerheden på markederne og bidrager til højere risikopræmier.
”Selv mindre forstyrrelser kan derfor hurtigt sende energipriserne op,” siger Jan Bylov.
Gas er vinterens største usikkerhed
Hvor dieselmarkedet går ind i vinteren med relativt komfortable lagre og en robust europæisk produktion, ser situationen mere udfordrende ud for naturgas.
De europæiske gaslagre er lavere end normalt for årstiden, samtidig med at europæiske lande konkurrerer med asiatiske købere om de samme flydende gasleverancer, populært kaldet ”LNG”.
”Europa kan sandsynligvis skaffe den gas, der er behov for. Men det kommer ikke nødvendigvis til at være billigt. Hvis vinteren bliver kold, eller hvis den globale konkurrence om LNG tager til, kan det hurtigt løfte priserne markant,” siger Jan Bylov.
Elpriserne afhænger også af vejret
Samtidig er elmarkedet blevet langt mere følsomt over for vejret end tidligere.
En stor del af den europæiske elproduktion kommer i dag fra vind- og solenergi.
Derfor kan perioder med svag vind, overskyet vejr, lave temperaturer eller tekniske forstyrrelser skabe behov for mere gasfyret elproduktion, som kan presse elpriserne yderligere op.
Budskabet til danskerne
Ifølge Jyske Bank er det derfor ikke tomme energilagre, men høje energiomkostninger, der er den største risiko for danske forbrugere og virksomheder denne vinter.
”Europa har gode muligheder for at komme sikkert gennem vinteren. Men både familier og virksomheder bør forberede sig på, at energiregningen kan blive højere end håbet, hvis de geopolitiske spændinger fortsætter, og vejret udvikler sig ugunstigt,” slutter Jan Bylov.