Forside Generelle nyheder Den 1. oktober bliver det dyrere at bruge strøm: Disse...

Den 1. oktober bliver det dyrere at bruge strøm: Disse timer bør du undgå

strøm
Shutterstock

Hvis du ønsker at holde elregningen nede, bør du undgå at bruge strøm i et specifikt tidsrum.

Den travle hverdag viser sig for alvor, når hele familien samles om eftermiddagen. Hunden skal luftes, maden skal laves, og tøjet skal vaskes.

Når klokken slår 17 er det ikke unormalt, at der bliver tændt for komfur og vaskemaskine på samme tid.

Mange tænker ikke over, hvornår apparaterne sluger mest strøm, og det kan vise sig at være en dyr fejltagelse.

I de mørke måneder stiger prisen for at få strømmen leveret nemlig betragteligt i de mest travle timer.

Det skriver Ekstra Bladet.

Kæmpe hop i prisen

Fra 1. oktober træder de såkaldte vintertariffer i kraft over hele landet.

Med andre ord stiger prisen for transport af strøm mellem klokken 17 og 21 med omkring 131 procent hos langt de fleste selskaber sammenlignet med september.

Nogle steder rammer stigningen endda endnu hårdere.

En analyse fra Min Strøm viser, at kunder hos Vores Elnet på Fyn oplever et hop på hele 178 procent i de samme fire timer.

Prisen for at få strømmen transporteret varierer tilmed meget alt efter bopæl.

Hos Cerius på Sjælland koster nettariffen 1,30 kroner pr. kWh i aftentimerne. Til sammenligning slipper en kunde hos KONSTANT i Aarhus med 0,56 kroner.

Flyt det tunge forbrug

Der er dog flere ting, som forbrugerne selv kan styre i hverdagen.

Selvom aftensmaden skal laves på bestemte tidspunkter, kan maskinvask samt opladning af bil ofte udskydes til senere på natten.

Medstifter af Min Strøm, Anne Lundov, peger på, at forbrugerne nemt kan spare penge ved at tænke over tidspunktet.

“Det bliver dyrere at bruge strøm netop i de timer, hvor mange familier kommer hjem og laver mad. Aftensmaden kan de færreste flytte, men opladningen af elbilen, tøjvasken eller opvasken kan ofte godt vente. Fra oktober bliver der endnu mere at hente ved at tænke over tidspunktet,” siger hun.

Samtidig er der usikkerhed om de generelle priser på energi i Europa. De norske vandmagasiner var i uge 37 kun fyldt 64,3 procent mod 78,2 procent på samme tid sidste år.

“Vi kan ikke forudsige vintervejret. Men hvis høje spotpriser rammer samtidig med de dyre aftentariffer, kan det give nogle rigtig dyre timer. Derfor er vores råd at følge den samlede elpris og flytte det forbrug, der kan vente,” siger Anne Lundov.

Ads by MGDK