Forside Generelle nyheder Har været ulovligt indtil nu: Fra 1. oktober bliver det...

Har været ulovligt indtil nu: Fra 1. oktober bliver det igen lovligt

Dansk strandkyst ved Fyn
Shutterstock

Der er stadig et par ting, man bør være opmærksom på.

Stranden er et sandt sansemekka for hunde.

Sand under poterne, saltvand i luften og spor efter fugle og andre dyr giver masser af både fysisk og mental stimulering.

Fra 1. oktober til 31. marts må hunde igen løbe uden snor på mange danske strande, mens de som udgangspunkt skal føres i snor fra 1. april til 30. september.

Muligheden for at slippe snoren er dog ikke det samme som fri leg uden begrænsninger.

“En hund, der går løs, skal i praksis være under lige så sikker kontrol, som hvis den gik i snor. Et stabilt indkald er helt afgørende – hunden skal komme med det samme, også når den bliver distraheret af andre hunde, mennesker eller vildt,” siger Lotte Evers, der er hundeekspert og marketingchef hos Agria Dyreforsikring, og fortsætter:

“Hvis man ikke er helt sikker på, at indkaldet holder i de situationer, bør snoren blive på. Det handler både om sikkerhed, hensyn til andre og om at forebygge situationer, der kan udvikle sig uhensigtsmæssigt.”

En venlig hund kan også skabe utryghed

Selv en glad og social hund kan opleves voldsom, når den kommer løs hen til fremmede.

Det gælder både børn, voksne, der er utrygge ved hunde og andre hunde – især hvis den anden hund er i snor eller tidligere har haft dårlige oplevelser.

Derfor bør ejeren altid have så god kontrol over en løs hund, at den ikke selv tager kontakt til fremmede mennesker eller hunde uden først at have fået lov.

En undersøgelse, foretaget for Agria, viste, at 32 procent af de adspurgte hundeejere havde oplevet, at deres hund blev angrebet af en løs hund. Seks procent havde oplevet alvorlige skader på deres hund efter et sådant angreb.

“Bare fordi hunde må løbe uden snor på stranden, betyder det ikke, at vi skal glemme den gode hundeetikette. Langt de fleste møder mellem hunde forløber heldigvis helt uproblematisk, men vi ved også, at hunde har meget forskellige behov og grænser,” understreger Lotte Evers og tilføjer:

“Nogle hunde er usikre, reaktive eller har ganske enkelt brug for afstand. Derfor er det en god tommelfingerregel at kalde hunden til sig og sætte snor på, når man møder en anden hund, og først lade hundene hilse, når begge ejere er enige om det. Sætningen ”min hund gør ikke noget” er ikke nogen garanti – og den hjælper hverken den ejer, der er utryg, eller den hund, der har brug for plads.”

Lokale regler gælder stadig

Hundeejere bør altid læse skiltningen ved stranden.

Nogle steder gælder særlige regler af hensyn til blandt andet fugleliv, naturbeskyttelse, græssende dyr eller andre strandgæster.

På enkelte strande kan hunde være helt forbudt, og hvor der går græssende husdyr, skal hunden altid være i snor.

Hvis der er mange mennesker, hunde eller andre forstyrrelser på stranden, eller hvis hunden har tendens til at fordybe sig i omgivelserne, så den ikke kommer når der kaldes, kan en lang line være en rigtig god løsning.

Den giver hunden mulighed for at bevæge sig mere frit og undersøge omgivelserne, samtidig med at ejeren bevarer kontrollen og kan gribe ind, hvis situationen kræver det.

Ads by MGDK