Der er mange penge at spare.
Benzin og diesel er steget markant i pris gennem de seneste måneder.
Det har mange danske bilister kunnet mærke, når bilen skulle fyldes op på tankstationen.
Selv mindre prisstigninger kan hurtigt mærkes på pengepungen, når bilen bliver brugt på daglig basis.
Derfor kan det også betale sig at holde øje med priserne, når turen går ud over landets grænser.
Her kan der nemlig være stor forskel på, hvad bilister skal betale for de samme liter brændstof.
Gælder fra 1. oktober
Fra 1. oktober sænker den tyske regering afgifterne på benzin og diesel med 17 cent per liter.
Det svarer til 1,27 danske kroner, og det betyder, at det nu bliver 2,81 kroner billigere per liter at tanke benzin i Tyskland i forhold til i Danmark.
Det gør en forskel for danskerne i forhold til at handle ind ved grænsen, mener man hos Fleggaard.
“Uanset hvor langt man har ned til grænsen, kan man tanke væsentligt billigere til hjemturen i Tyskland. Samtidig sparer man betydeligt på indkøbene, så de lavere tyske brændstofpriser giver bare endnu en god grund til at køre til grænsen,” siger direktør i Fleggaard, Lars Mose Iversen.
Sidste gang brændstofafgifterne blev sænket syd for grænsen var i maj, og på det tidspunkt oplevede man hos Fleggaard samtidig en mindre stigning i antallet af kunder.
Så meget billigere er benzinen
Ifølge kædens beregninger kan man spare omkring 123 kroner på en enkelt tankning i Tyskland, hvis man kører i en almindelig benzinbil – for eksempel Danmarks mest udbredte model, Peugeot 208 med en tank på 44 liter.
“I gennemsnit sparer man 30-35 procent på den samlede indkøbskurv hos os i forhold til i Danmark. Langt de fleste køber stort ind i forvejen, når de tager turen til grænsen, og opnår derfor en besparelse alene på indkøbene,” siger Lars Mose Iversen og understreger, at der i øjeblikket er endnu større besparelser at komme efter i kraft af forretningens 100 års jubilæum.
Udregn efter hvor du bor
Har man 65 kilometer eller mindre til grænsen, vil indkøbsturen kunne betale sig alene ved at tanke en fuld tank i Tyskland.
Alt efter hvor man kører fra, kan man regne ud, hvor stort et græseindkøb der skal til, før turen er tjent hjem.
- Kører man fra Esbjerg til Fleggaard i Süderlügum, skal der handles for mindst 85 kroner.
- Går turen fra Kolding til Fleggaard i Harrislee, vil et indkøb på 133 kroner kunne dække turens udgifter.
- Går turen fra Odense, skal indkøbet op på 390 kroner, før turen er dækket.
- Kører man fra Aarhus eller Herning skal der handles for omtrent 527 kroner, før køreturen går i nul.
Besparelsen svarer til differencen imellem prisen på et tilsvarende indkøb i Danmark og den gennemsnitlige besparelse på 30 procent hos Fleggaard.