PostNord har et netværk af mere end 2.400 pakkeshops.
Pakkebokse er blevet en stadig mere populær leveringsform blandt danske forbrugere.
Flere webshops tilbyder i dag levering til pakkeboks ved checkout, og flere danskere vælger denne leveringsform, der giver dem mulighed for at hente deres pakker, når det passer ind i hverdagen.
Med den stigende efterspørgsel på levering til en pakkeboks arbejder PostNord løbende på at sikre høj tilgængelighed i hele netværket. Derfor ændres afhentningsfristen, så der frigøres plads til flere pakker.
“Når flere vælger levering til pakkeboks, bliver det endnu vigtigere, at der er ledige bokse lige præcis dér, hvor danskerne ønsker at få leveret deres pakker til. Med ændringen skaber vi mere plads i netværket, så flere får adgang til deres foretrukne pakkeboks,” siger Isabella Beck Jørgensen, der er pressechef i PostNord Danmark.
Standardfristen for afhentning vil fra den 5. oktober være tre dage.
Afhentningsfristen kan forlænges
For kunder, der har behov for ekstra tid, bliver det muligt at forlænge afhentningsfristen til syv dage gratis direkte i PostNord-appen.
“Pakkebokse bliver særligt populære i årets travleste e-handelsperiode i forbindelse med Black Friday og julehandlen,” afslutter Isabella Beck Jørgensen og fortsætter:
“Derfor er det også særligt vigtigt, at vi løbende sikrer høj tilgængelighed, så danskerne fortsat kan få adgang til den leveringsløsning, der passer bedst ind i deres hverdag.”
PostNord har i dag et landsdækkende netværk af mere end 2.400 pakkeshops og pakkebokse.
Med den seneste version af PostNord-appen kan modtagerne gratis forlænge afhentningsfristen på deres pakke.
Det er også muligt at dele pakken med en ven eller et familiemedlem, som kan hente pakken på modtagerens vegne.