Det rammer natten mellem onsdag og torsdag.
Det tørre og solrige efterårsvejr bliver nu afløst af skyer og efterhånden regn til hele landet.
Nu går vi ind i en periode, hvor fronterne står i kø på vej ind over Danmark, og resten af ugen vil solen således være en sjælden gæst.
Til gengæld bliver det vådt og sidst på ugen også blæsende. Temperaturerne sniger sig ikke meget op over 12 grader, men skyerne vil holde nætterne relativt lune og fri for nattefrost.
Det skriver DMI.
Særligt fænomen
Skyede nætter forhindrer desværre også stjernekiggere i at se stjerneskud fra meteorsværmen, Orioniderne, der passerer natten mellem onsdag og torsdag.
Hvis man skulle være så heldig at finde et hul til stjernehimlen, på trods af skyprognosen, vil man have mulighed for at se op mod 20 stjerneskud i timen.
Og det betyder altså, at der må ønskes.
Regn og blæst i vente
Onsdag bliver det skyet, og i løbet af dagen trækker regn ind over landet fra sydvest.
Temperaturerne når op mellem 10 og 14 grader, mens regnen fortsætter mange steder i løbet af aftenen og natten.
Torsdag begynder ligeledes med skyer og regn, men efterhånden klarer det op, og der bliver plads til lidt sol mellem bygerne.
Temperaturen lander mellem 10 og 13 grader, mens vinden især tager til langs Vestkysten.
Fredag starter med mulighed for lidt sol, inden skyerne igen tager over. Samtidig tiltager vinden, og ved kysterne kan den efterhånden nå kulingstyrke.
Weekenden ser heller ikke ud til at byde på de store forbedringer.
Både lørdag og søndag bliver det overvejende skyet med regn mange steder, og vinden kan fortsat blive kraftig.
Temperaturerne holder sig omkring 8 til 13 grader om dagen, mens søndag nat kan byde på temperaturer helt ned til 3 grader.
Der er altså god grund til at finde både regnjakken og den varme trøje frem.