Forside Generelle nyheder Ny regel for vinterdæk kan være på vej: Over halvdelen...

Ny regel for vinterdæk kan være på vej: Over halvdelen af danskerne ønske det

Biler kører i snestorm
Shutterstock

”Vi skal stå sammen om at øge sikkerheden på de danske veje.”

Et flertal af danske bilister mener, at vinterdæk skal være lovpligtige på alle biler i en fast vinterperiode.

Det viser en ny undersøgelse, som Voxmeter har gennemført for Europcar Danmark. 57 procent støtter en lovbestemt vinterperiode, mens 32 procent er imod.

Undersøgelsen er gennemført blandt 1.031 danskere på 20 år eller derover med kørekort.

Europcar foreslår, at Danmark indfører krav om vinteregnede dæk i en fast periode, fx fra 1. november til 31. marts.

Formålet er at give både private bilister og virksomheder en tydelig ramme for at gøre bilerne klar, inden frost og sne rammer vejene.

”Vi skal stå sammen om at øge sikkerheden på de danske veje. Det kræver en indsats fra både myndigheder, mobilitetsbranchen og bilisterne,” siger Morten Weber, der er Head of Country for Europcar Danmark, og fortsætter:

“Den nye måling viser, at der er stor opbakning til en fast vinterperiode, som vil skabe større klarhed for bilisterne og fjerne tvivlen om, hvornår vinterdæk er nødvendige. Trafiksikkerhed bør ikke afhænge af den enkelte bilists fortolkning af reglerne. Derfor opfordrer vi politikerne til at tage initiativ til tydeligere rammer og mere oplysning.”

I dag er der i Danmark ikke krav om vinterdæk i en bestemt periode. Færdselsloven blev præciseret i juli 2025, så det fremgår udtrykkeligt, at føreren skal sikre, at bilen ikke har dæk, der er åbenbart uegnede til føret.

Det gælder også, hvis vejret ændrer sig under kørslen.

Fire ud af 10 er usikre på mærkningen

Undersøgelsen fra Voxmeter peger samtidig på et behov for mere viden om dækkenes mærkning.

41 procent svarer, at de ikke ved eller er usikre på, hvilken mærkning der viser, at et dæk er godkendt til vinterkørsel.

Ifølge Færdselsstyrelsen viser mærkningerne M+S, MS og M&S, at et dæk er et typegodkendt vinterdæk.

Til hårdt vinterføre anbefaler styrelsen dæk med den supplerende 3PMSF-mærkning: et bjerg med tre toppe og et snefnug.

Otte ud af 10 forventer godkendte vinterdæk på lejebilen

De adspurgte bilister har også klare forventninger til biludlejernes ansvar. 79 procent forventer, at der automatisk er vinterdæk på en udlejningsbil, hvis der er frost og sne, når de henter den.

Et krav om tydelig oplysning vil også skabe større tryghed for kunderne.

Fra 1. november 2026 gør Europcar 3PMSF-mærkede vinterdæk til obligatorisk standard på alle person- og varebiler, der udleveres fra selskabets stationer i Danmark. Vinterperioden løber frem til 31. marts 2027. Det gælder både privat- og erhvervskunder.

”Som biludlejer har vi et ansvar for at gøre det enkelt for kunderne og aldrig gå på kompromis med sikkerheden,” siger Morten Weber og tilføjer:

“Derfor har vi valgt, at godkendte vinterdæk bliver fast standard gennem hele vinterperioden. Vi opfordrer resten af branchen til at gå med og bakke op om en fælles oplysning og standard, så kunderne ved, hvad de kan forvente, uanset hvor de lejer bil.”

Ads by MGDK