Dennis Kristensen: Kommuner undlader at inddrage ansatte i udbudsprocesser

Vi er lige her, må jeg først og fremmest sige til Steen Houmark, der efterlyser en kvalificeret reaktion på de kommunale udbud.   ” Det er lidt som om nogen af dem, trods massiv strategisk mediekommunikation mod konkurrenceudsættelse, anbringer sig selv i en strudseposition” skriver han.    Jeg kan berolige Steen Houmark med, at vi i FOA ikke stikker hovedet i busken. Vi er på banen, når der skal træffes konkrete beslutninger om udbud og udlicitering. Det er vi af den enkle grund, at vi arbejder for vores medlemmers arbejdsvilkår.

Det kræver dialog og indsigt, som påpeget af Steen Houmark. Det kræver også, at dialogen så vidt muligt sker på et tidspunkt, hvor der ikke er lagt energi og prestige i en bestemt løsning. Her er jeg også helt på linje med Steen Houmark. 

Men vores grundlæggende problem er blot, at det kræver to parter for at få en dialog op at stå. Alt for ofte møder vi beslutningstagere – embedsmænd eller politikere – som ikke ønsker dialog og åbenhed om grundlaget for deres beslutninger. Medarbejderne hører ikke om forarbejdet og planerne. Og hvis de gør det, bliver de pålagt tavshedspligt. Forvaltning og politikere undersøger mulighederne med eksterne konsulenter og eventuelt erhvervsorganisationer, men inddrager sjældent de faglige organisationer.    Heldigvis oplever vi også kommuner, der ønsker dialogen, og som lytter til saglige argumenter. Faktisk har vi gennem de sidste par år gået ind i en dialog med flere kommuner, som netop har resulteret i sporskifte og nye ideer. Og andre kommuner har set pointen i, at en eventuel udlicitering ikke skal gå udover kvaliteten og medarbejdernes arbejdsvilkår.   Udlicitering er ikke den rigtige måde I FOA har vi den holdning, at udlicitering ikke er den rigtige måde at levere offentlig velfærd på. Vi har alt for ofte oplevet kvalitetssvigt i kombination med dårligere og måske ligefrem ulovlige arbejdsforhold. Ikke mindst rengøringsområdet har forbløffende mange dårlige oplevelser med udlicitering. Og på ældreplejen ser vi lige nu en udvikling præget af virksomhedslukninger og konkurser. Indtil dato har vi oplevet mindst 41 konkurser på ældreområdet. 

Det er rigtigt, at vi gør meget for, at vores kritik kommer frem i den offentlige debat. En debat, som i øvrigt er domineret af tunge erhvervsinteresser sekunderet af velmenende politikere, som spiller med på melodien om, at der ligger en guldkrukke og venter på at blive samlet op. 

Dansk Erhverv og DI oversvømmer såvel lokalpolitikere som landspolitikere med argumenter om besparelser på både 10, 20 og 30 procent. CEPOS blander sig jævnligt i debatten, eksempelvis med påstande om store – og udokumenterede – gevinster ved udlicitering af sundhedsydelser.    Men jeg er helt enig i, at den generelle kritik af konkurrenceudsættelse ikke kan stå alene.   Sagt helt enkelt går vi på to ben i arbejdet med konkurrenceudsættelse: På den ene side fastholder og dokumenterer vi kritik af konkurrenceudsættelse og udlicitering. På den anden side arbejder vi benhårdt for, at resultatet i sidste ende bliver bedst muligt for både medarbejdere og borgere, uanset hvilken beslutning politikerne træffer, og uanset om opgaven efterfølgende bliver løst af offentligt ansatte eller privat ansatte.    For blot at give et indtryk af forbundets indsats, har vi fra centralt hold i 2016 været involveret i 44 konkrete sager om konkurrenceudsættelse. Dertil kommer et større antal sager, som lokalafdelingerne og tillidsrepræsentanter har arbejdet med. Målt i en ”konsulentbranche-kontekst” er det vel en forholdsvis stor opgaveportefølje og et bredt erfaringsgrundlag?