Tirsdag var sidste frist for at søge ind på en uddannelse via kvote 1, og der er opsigtsvækkende få, der har søgt ind i år.
Lige nu læser andre
I alt 79.737 har frem til fristen 5. juli 2022 søgt om optagelse på en videregående uddannelse.
Ansøgertallet i 2022 er på niveau med ansøgertallet i 2012 og 10 pct. lavere end i 2019, der er det seneste år før Covid-19. Antallet af ukrainske ansøgere er på i alt 177.
Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
Ifølge Uddannelses- og Forskningsstyrelsen var det forventeligt, at det samlede ansøgertal er lavere end de senere år, da rekordmange unge søgte og blev optaget på en videregående uddannelse under pandemien i 2020 og 2021.
Læs også
Her fandt et bredt flertal i Folketinget finansiering til, at uddannelsesinstitutionerne ekstraordinært kunne oprette mere end 6.000 flere uddannelsespladser til den historisk høje søgning.
Derudover er der i år ca. 4.000 færre pladser på engelsksprogede uddannelser som følge af en bred politisk aftale fra 2021, der havde til formål at få SU-udgifterne til vandrende arbejdstagere under kontrol.
Samtidig har flere studenter valgt at udskyde uddannelsessøgningen. 27 pct. færre end i 2019 har i år søgt direkte ind på en videregående uddannelse i forlængelse af deres ungdomsuddannelse.
Minister: “Kan godt forstå, man spærrer øjnene op”
Uddannelses- og Forskningsminister, Jesper Petersen siger i pressemeddelelsen:
“Jeg vil gerne ønske rigtig god vind til de mange ansøgere. Der er færre end tidligere, men med verden åben efter corona og buldrende højkonjunktur tager mange unge en pause fra bøgerne. En stor del af de unge, der kan søge ind i år, har gennemført en ungdomsuddannelse under svære vilkår midt i en coronanedlukning. Det er ’Generation Lockdown,’ som nu får mulighed for at komme ud og opleve verden.”
“Når det er sagt, kan jeg godt forstå, at man spærrer øjnene op, når man ser årets ansøgningstal. Det gjorde jeg også selv. Det er markant lavere end de seneste år. Men det er der heldigvis flere gode forklaringer på, når man dykker ned i tallene.”
“Ikke usandsynligt, vi kommer længere ned de kommende år”
Vicedirektør i Uddannelses- og Forskningsstyrelsen, Mikkel Leihardt, mener, der er tale om en slags coronaeffekt, når vi taler ansøgertal.
For eksempel var mulighederne for at komme ud og rejse eller arbejde stort set ikke-eksisterende under nedlukningerne, og derfor er der ikke noget at sige til, at tallet er lavere end rekordårene 2020 og 2021.
“Det ændrer dog ikke på, at der også er nogle underliggende bevægelser i søgningen på tværs af de forskellige uddannelsestyper. Samtidig er det faktisk ikke usandsynligt, at vi kommer længere ned, når effekten af de faldende ungdomsårgange i de kommende år slår mere igennem.”
Færre søger mod velfærdsfag: “Vi har et fælles ansvar”
Igen i år topper pædagog listen som den mest søgte uddannelse med 4.608 ansøgere. Sygeplejerske ligger nr. 3 med 3.373 ansøgere. Uddannelserne har modtaget henholdsvis 23 pct. og 32 pct. færre ansøgninger sammenlignet med 2019.
Læreruddannelsen, som er den ottende mest søgte uddannelse, og socialrådgiver, som ligger nr. 10 på listen, har fået henholdsvis 14 pct. og 20 pct. færre ansøgere end i 2019.
“Selvom der er flere naturlige årsager til den lavere søgning, er jeg bekymret over de markant færre unge, der eksempelvis søger sygeplejerske- og pædagoguddannelserne. Det skal vi tage alvorligt. Det er mennesker, der skal ud og gøre en mærkbar forskel for børn, unge, patienter, socialt udsatte – ja, os allesammen. Der er en tendens i tiden, der tilsiger, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er den. Det har vi en opgave i at gøre op med,” siger Uddannelses- og Forskningsminister Jesper Petersen.
Du kan se den samlede oversigt over ansøgninger til videregående uddannelser ved at klikke her.
Ansøgertallet 2011-2022:
2022: 79.737
2021: 93.388
2020: 94.604
2019: 88.754
2018: 89.700
2017: 91.539
2016: 94.744
2015: 93.924
2014: 91.231
2013: 88.040
2012: 80.766
2011: 75.161
Den 28. juli får alle ansøgere svar på deres ansøgninger, og 1. oktober bliver den samlede optagelse inklusiv efteroptagelsen opgjort. Først her vil der være et samlet billede af årets optagelse på de videregående uddannelser.