I de største byer rækker SU’en ikke.
Lige nu læser andre
Hver sommer begynder tusindvis af unge på en ny uddannelse – og med det følger jagten på en bolig tæt på studiet.
I nogle studiebyer vest for Storebælt er gennemsnitslejen for en mindre lejebolig stadig til at betale med en SU, men ventelisterne kan ofte være lange.
Samtidig er det stadig svært for den enkelte studerende, som ønsker at købe en bolig: Priserne er steget, og udbuddet af små ejerboliger til salg er faldet. Det fremgår af en ny analyse fra Finans Danmark.
I de store studiebyer – København, Frederiksberg, Odense, Aarhus og Aalborg – overstiger udgifterne til en mindre, gennemsnitlig ejerlejlighed på 50 kvm SU-satsen for udeboende studerende før skat på 7.086 kr. Aalborg ligger tættest på SU’en med månedlige udgifter på omkring 7.600 kr., mens det på Frederiksberg koster 15.000 kr. om måneden for en tilsvarende lejlighed.
Læs også
Et billigere alternativ kan være en privat lejebolig – særligt vest for Storebælt. I Aalborg, som er den billigste af de fem byer, ligger huslejen for en typisk nyopført privat lejebolig på 50 kvm på knap 5.000 kr., mens den i København og på Frederiksberg ligger omkring 8.100 kr. om måneden.
Et andet alternativ kan være en almen- eller studiebolig, men her kan ventetiderne ofte være lange – særlig tæt på sit studie.
”At komme ind på en uddannelse er en stor og spændende dag for mange – det markerer starten på et nyt kapitel. Men for mange starter også boligjagten, og det kan være svært at finde noget tæt på studiet, som er til at betale. I nogle studiebyer kan den gennemsnitlige husleje for en mindre privat lejebolig være lavere end SU’en, men ofte rækker SU’en ikke til de samlede boligudgifter. Og så kan det være svært at komme i nær-heden af de billige lejeboliger. Mange håber i stedet på at få en almen- eller studiebolig, men ventetiderne er ofte lange – især hvis man ønsker at bo centralt eller tæt på sit studie. For nogle kan det være en mulighed at købe en ejerlejlighed, men det kræver typisk økonomisk støtte fra f.eks. familien,” siger Peter Jayaswal, underdirektør for Realkredit, ejendomsfinansiering og samfundsomstilling.
For studerende, der er på udkig efter en mindre ejerlejlighed på op til 50 kvm, er udbuddet i øjeblikket begrænset. De udgør kun hver tiende af alle de ejerlejligheder, som er til salg i de fem studiebyer.
I de fem studiebyer er der aktuelt 297 lejligheder til salg i denne størrelse – 23 færre end på samme tidspunkt sidste år. I København er der 97 lejligheder til salg, mens der kun er syv på Frederiksberg. I Aarhus er der 127, i Aalborg 46 og i Odense 20 ejerlejligheder til salg.
Dyrere ejerlejligheder
Det er stadig svært for mange studerende, som ønsker at købe en ejerlejlighed.
Udbuddet af små boliger er faldet siden sidste år, og samtidig er priserne steget i flere af de store studiebyer. I København koster en mindre, gennemsnitlig ejerlejlighed på 50 kvm nu 3,7 mio. kr. – næsten 420.000 kr. mere end for et år siden.
På Frederiksberg er prisen steget med cirka 354.000 kr. og koster nu 3,7 mio. kr. Også i Odense er priserne gået op, hvor en tilsvarende lejlighed nu koster omkring 1,3 mio. kr. – en stigning på cirka 51.000 kr.
I de jyske studie-byer er udviklingen dog en anden. I Aarhus er prisen faldet med knap 76.000 kr. til 1,9 mio. kr., mens en lejlighed i Aalborg nu koster 1,1 mio. kr. – knap 61.000 kr. mindre end sidste år.
”Udvalget af mindre ejerlejligheder i studiebyerne er ret begrænset. Samtidig er der mange, der er interesse-rede i netop den type bolig – både singler, førstegangskøbere, ældre og ikke mindst studerende. Det kan være med til at presse priserne op. Det hænger også sammen med, at der er kommet langt flere enlige husstande de seneste 20 år. Derfor er der et tydeligt behov for at få bygget flere af dem. I Finans Danmark har vi tidligere foreslået, at man fjerner de lokale krav om minimumsstørrelser i nybyggeri, så det bliver nemmere at opføre flere mindre boliger,” siger Peter Jayaswal.