Forside Generelle nyheder Verdens bedste kok 2025 er fundet: Han er fra Danmark

Verdens bedste kok 2025 er fundet: Han er fra Danmark

restaurant
Shutterstock

En dansker er kåret til verdens bedste kok.

Lige nu læser andre

At blive kåret til verdens bedste må give en fantastisk følelse i kroppen.

Det gælder uanset, om man laver pizzaer, spiller fodbold eller driver en restaurant.

Mens nogle ting afgøres side om side – for eksempel en 100 meter sprint – er der andre ting, der er lidt mere komplekse at kåret.

Alligevel er det nu lykkes at finde verdens bedste kok – og han er fra Danmark.

Verdens bedste kok

Danske Rasmus Munk fra Alchemist i København blev i aften hædret som ‘The Best Chef in the World’ ved ‘The Best Chef Awards 2025’ i Milano.

Læs også

Han modtog prisen for første gang i 2024 og bliver dermed den første nordiske kok, der har vundet titlen mere end én gang.

”Det er en kæmpe ære at få denne pris, og jeg er meget stolt af, at så mange i branchen har stemt på mig. Men denne pris er til hele holdet på Alchemist, som hver eneste aften gør deres bedste for at give hver og en af vores gæster en helt særlig oplevelse,” sagde Rasmus Munk efter prisoverrækkelsen.

Bliver en del af fornemt selskab

‘The Best Chef Awards’ blev etableret i 2015, og den første liste blev lanceret i 2017.

Indtil nu har kun tre kokke indtaget førstepladsen mere end én gang, og det er Juan Roca fra El Celler de Can Roca (2017 og 2018), Dabiz Munoz fra DiverXO (2021, 2022 og 2023) og nu Rasmus Munk fra Alchemist (2024 og 2025).

Listen hædrer kokke, der udmærker sig med kreativitet, nytænkning og kompromisløs kvalitet.

Læs også

Juryen består i år af 972 stemmeberettigede fordelt på seks kontinenter – heraf 572 kokke og 400 fagfolk, bl.a. madjournalister og gastronomiske eksperter.

”At Rasmus vinder for andet år i træk viser, hvor visionær han er. Med Alchemist udforsker han konstant nye grænser, hvor kreativitet og videnskab mødes og skaber samtaler, der rækker langt ud over køkkenet,” sagde Cristian Gadau, der er medstifter og CEO for The Best Chef Awards, efter showet og fortsatte:

“Det særlige ved Rasmus er, at han kombinerer sin banebrydende tilgang med en bemærkelsesværdig ydmyghed – ikke noget ego, bare et urokkeligt ønske om at inspirere og skabe forandring. Han er indbegrebet af, hvad det vil sige at være ‘The Best’.”

På scenen understregede Rasmus Munk selv, hvor stor indflydelse det globale kokkefællesskab kan have på fremtidens fødevareindustri:

”Mit håb er at inspirere unge kokke til at arbejde mere holistisk og vise, at gastronomi kan være mere end blot et håndværk. Mad kan bruges som et kunstnerisk sprog, der formidler vigtige budskaber.”

Læs også

“Den kan starte samtaler, rejse spørgsmål og skabe forandring. Jeg er meget beæret over at stå på listen sammen med så mange dygtige kolleger, og jeg mener, vi alle har muligheden for at forme fremtidens madkultur,” sagde han efter prisuddelingen.

Involveret i flere projekter

Rasmus Munk er selv engageret i flere projekter, der rækker langt ud over restauranten.

Senest er det offentliggjort, at hans innovationscenter Spora vil spille en nøglerolle i det internationale projekt Acetate to Food, som er støttet af Novo Nordisk Fonden og Gates Foundation med i alt 162,2 millioner kroner.

Det drejer sig om et banebrydende konsortium hvor forskningsinstitutioner og private virksomheder arbejder sammen om at omdanne en af vores største klimasyndere, CO₂, til et højkvalitetsprotein med potentiale til at brødføde mere end en milliard mennesker om året.

Ads by MGDK