Det er mange penge, der er tale om.
Lige nu læser andre
Flere af de nyslåede pensionister herhjemme – de 67-årige folkepensionsmodtagere – fortsætter med at arbejde.
Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Således var der i juni i år 26,7 procent af de 67-årige folkepensionsmodtagere, som også var i lønmodtagerbeskæftigelse, mod 24,3 procent i juni 2024 og 16,3 procent i juni 2023.
”Det er en bemærkelsesværdig udvikling, som vi har været vidner til blandt de pensionsmodne danskere i de seneste år,” siger Helle Dalsgaard, der er chefrådgiver i Sampension, og fortsætter:
“For hvor det tidligere typisk var sådan, at et goddag til pensionstilværelsen samtidig også var ensbetydende med et farvel til arbejdsmarkedet, så er det langt fra tilfældet længere. Tværtimod ser vi, at en større og større andel af de nyslåede pensionister herhjemme fortsætter med at arbejde i et eller andet omfang.”
Læs også
”Der kan være flere årsager til, at man vælger at arbejde i pensionstilværelsen. Men for mange spiller økonomi også en rolle. Og i den forbindelse skal udviklingen de seneste år, hvor gruppen af arbejdende pensionister er vokset betydeligt, ikke mindst ses i lyset af, at det i perioden er blevet gjort stadig mere økonomisk attraktivt at blive længere på arbejdsmarkedet,” siger Helle Dalsgaard videre.
I den forbindelse peger hun blandt andet på, at Folketinget i 2023 afskaffede modregningen i folkepensionen som følge af egen arbejdsindtægt.
”At modregningen i folkepensionen er blevet sløjfet, har øget gevinsten ved at være i beskæftigelse som pensionist mærkbart,” udtaler Helle Dalsgaard og fortsætter:
“Og det har uden tvivl været en stærkt medvirkende årsag til, at markant flere af de danskere, der begynder at få folkepension som 67-årig, arbejder – og også til, at der i denne gruppe er en stigende andel, som modtager fuldt pensionstillæg.”
Tallene fra Danmarks Statistik viser i den forbindelse, at af de 67-årige folkepensionsmodtagere, som også var i arbejde i juni 2025, fik 71 procent fuldt pensionstillæg.
Læs også
Til sammenligning gjaldt det for 69 procent i juni 2024 og for 39,7 procent i juni 2023.
”Udover at det ikke længere koster på folkepensionen at arbejde som pensionist, så er der også andre økonomiske fordele ved at udskyde tilbagetrækningen fra arbejdsmarkedet. F.eks. kan man få en såkaldt skattefri seniorpræmie for både det første og det andet år, man arbejder efter folkepensionsalderen. Og regeringen har faktisk netop fremsat et lovforslag, som indebærer, at denne seniorpræmie forhøjes fra nytår og igen i 2029. Det er naturligvis vigtigt at være opmærksom på for de danskere, der nærmer sig pensionsalderen,” siger Helle Dalsgaard.
Man kan få seniorpræmien, hvis man arbejder i det første og andet år efter folkepensionsalderen og er i beskæftigelse i mindst 1.560 timer om året.
Med lovforslaget, der er fremsat i Folketinget onsdag d. 8. oktober, bliver præmien det første år forhøjet med cirka 5.300 kroner til 53.901 kroner i 2026 og yderligere med godt 9.200 kroner til 63.080 kroner i 2029 (2025-niveau).
Med andre ord er der altså mange penge at spore i horisonten, hvis man arbejder lidt længere, end man egentlig skal.
Læs også
Andenårspræmien bliver forhøjet med godt 3.200 kroner til 32.074 kroner i 2026 og med cirka 5.400 kroner til 37.420 kroner i 2029 (2025-niveau).