Foto: Shutterstock

Aftale sikrer uddannelse til aarhusianske unge med handicap

Social

11/05/2021 10:54

Theis

Regeringen har i dag indgået aftale med Folketingets partier om uddannelser til unge med handicap.

Aftalen sikrer, at Aarhus Kommune kan videreføre et eksisterende forsøg med flexuddannelse, som er et tilbud til unge med kognitive handicap, blandt andet autisme. Flexuddannelsen kombinerer praktik i en virksomhed med teoretisk undervisning, og indtil videre er flere end otte ud af ti unge på uddannelsen blevet afklaret til et fleksjob.

Rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Kristian Würtz, glæder sig over dagens aftale:

”Flexuddannelsen er et fantastisk tilbud til unge, som kan varetage et job på det ordinære arbejdsmarked på trods af et handicap. De unge har stor gavn af uddannelsen, som ruster dem til et godt voksenliv med job og kolleger, og hvad det giver af socialt fællesskab og livskvalitet. Derfor har vi fra Aarhus’ side også presset på for, at regering og folketing viderefører flexuddannelsen,” siger Kristian Würtz.

”Desuden spiller det godt sammen med vores initiativer i den sociale bæredygtighedsplan, der skal skaffe flere unge med særlige behov i uddannelse og job. Det er vigtigt, at vi sikrer et rummeligt arbejdsmarked, hvor der også er plads til mennesker med et handicap,” siger Kristian Würtz.

Flexuddannelsen varer to år og er en overbygning på STU – Særligt Tilrettelagt Uddannelse – som er en tre-årig uddannelse, målrettet unge med særlige behov. Flexuddannelsen udbydes inden for detailhandel, lager, køkken og grøn service..

Det er den socialøkonomiske virksomhed Glad Fonden, som har udviklet og driver Flexuddannelsen i tæt samarbejde med en række virksomheder og ni kommuner, herunder København, Aarhus og Esbjerg.

Mest Læste

Annonce