Vinderne af Hackathon 2014. Holdet består af patient, pårørende, kliniker, studerende og selvstændige erhvervsdrivende. Fra venstre: Scott Hill, Birgit Rasmussen, Karen Staack, Gry Trust Mertz, Nanna Mai Pedersen, Forrest: Claus Andersen, Danila Mouzytchenko og til højre: Dommer og regionrådsformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk. Foto: Ole Bo Jensen

Banebrydende sundhedsinnovation vinder 100.000 kroner

Velfærd

21/11/2014 15:41

Nick Allentoft

En social gave om måneden til ensomme skizofrene vandt i aftes Region Sjællands innovationskonkurrence, Hackathon. Her skulle patienter, sundhedspersonale og virksomheder for første gang i Danmark sammen udvikle innovative løsninger til sundhedsvæsenet.

Løsningen hedder "12 gaver" og går ud på, at den skizofrene får et socialt tilbud tilsendt hver måned. Det kan være tilbud om at komme gratis i biografen, gratis medlemskab af en patientforening eller bare at få en kop kaffe på den lokale café. Ting som normalt er meget uoverskuelige for ensomme skizofrene, der tit isolerer sig.

Temaside om Innovation

Vi samler alt indhold om innovation på en temaside. Find den her.

100.000 i præmie

Vindergruppen får 100.000 kroner til videreudvikling af løsningen, og dommerne begrundede førstepræmien med, at de 12 gaver er noget, der for alvor kan gøre en forskel:

- Gruppens løsning er virkelig innovativ, fordi den har patienten som partner og giver en valgfrihed for patienten, som gør, at han selv kan tage initiativ og bryde den sociale isolation. Derudover kan løsningen lade sig gøre økonomisk med crowd-funding og sponsorgaver, forklarer dommer og regionsrådsformand i Region Sjælland, Jens Stenbæk.

 

Social app

Løsningen er særlig vigtig for den skizofrenes behandlingsforløb, fordi de 12 sociale gaver kan hjælpe skizofrene med at blive mere sociale og dermed hurtigere få det bedre:
 
- Denne løsning er vigtig fordi, patienten er i fokus og selv kan afgøre, hvilke gaver han vil tage imod. Skizofrene har nemlig behov for at lave ting, der foregår på deres egne præmisser, forklarer en af gruppens vindere, Gry Trust Mertz, der til daglig er med til at drive et online-forum for psykisk syge.

 

Region Sjælland bryder vaner

Formålet med et arrangement som Hackathon er at bryde med vanetækning i sundhedsvæsenet, så der kan udvikles innovative løsninger på kort tid. Det mener Region Sjælland sker, når man arbejder sammen i tværfaglige grupper, sammensat af både patienter, virksomheder, studerende, kreative og sundhedspersonale.Udover vinderen gik grupperne bag et digital spil og en app om bedre overblik til udskrevne patienter hver hjem med 25.000 kr. til videreudvikling.

 

FAKTA

Hackathon går ud på, at deltagerne i løbet af to dage finder en innovativ løsning til en af de givne udfordringer, som er: KOL og mad, hjertesvigt og pårørende samt skizofreni og ensomhed.Deltagerne, der består af både patienter, sundhedsfaglige, virksomheder, studerende og kreative folk, bliver delt op i tværfaglige grupper. Hver gruppe arbejder sammen om en løsning, og den bedste løsning vinder 100.000 kr. til videreudvikling af løsningen, mens to andre grupper belønnes med hver 25.000 kroner. Præmien gives dermed ikke til en enkeltperson, men til en gruppe. Læs mere på www.hackathon2014.dk

Mest Læste

Annonce