Jesper Bengtson
Servicelovens paragraf 95 giver borgere med varigt nedsat funktionsevne ret til at vælge kontant tilskud frem for kommunal hjemmehjælp og ansætte en person, de kender.
Mange borgere med et stort hjælpebehov er ikke klar over, at de i visse tilfælde selv kan bestemme, hvem der kommer i hjemmet. Reglen står i servicelovens paragraf 95 og giver adgang til et kontant tilskud, som borgeren selv bruger til at ansætte en hjælper, ofte en ægtefælle, forælder eller anden pårørende.
Bestemmelsen er et alternativ til den traditionelle hjemmehjælp fra kommunen. I stedet for at få tildelt kommunale medarbejdere modtager borgeren et beløb, der svarer til den nødvendige hjælp, og står selv for at ansætte hjælperen.
Krav om mere end 20 timers hjælp
Paragraf 95, stykke 2, fastsætter, at en person “med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der har behov for personlig hjælp og pleje og for støtte til løsning af nødvendige praktiske opgaver i hjemmet i mere end 20 timer ugentligt”, kan vælge kontant tilskud i stedet for naturalhjælp.
Ordningen er dermed forbeholdt borgere med et større hjælpebehov end det, der dækkes af almindelig hjemmehjælp efter servicelovens paragraf 83. Tilskuddet kan bruges til personlig pleje og til praktiske opgaver i hjemmet, ikke til hjælp uden for hjemmet.
Kan borgeren ikke selv fungere som arbejdsgiver, giver stykke 3 kommunen mulighed for i særlige tilfælde at udbetale tilskuddet direkte til “en nærtstående person, som helt eller delvis passer den pågældende”. Den nærtstående må som udgangspunkt varetage pasningen i højst 48 timer om ugen, medmindre kommunen i særlige tilfælde beslutter andet.
Nærtstående er bredere end familie
Begrebet “nærtstående” er ikke begrænset til ægtefæller eller børn. Ifølge Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) er der “ikke krav om familiære relationer” for at kunne kvalificere sig. Også samlevere, søskende og andre med en tæt tilknytning kan komme på tale.
Borgeren eller den nærtstående skal kunne varetage rollen som arbejdsleder, det vil sige udvælge hjælpere, lave vagtplaner og stå for oplæring. Arbejdsgiveransvaret, herunder løn, skat og feriepenge, kan overdrages til en forening eller en privat virksomhed, der er godkendt af socialtilsynet. Er borgeren eller den nærtstående selv arbejdsgiver, skal kommunen tilbyde at varetage lønudbetalingen, fremgår det af paragraf 95, stykke 6.
Kommunen skal vejlede om muligheden
Kommunen har efter retssikkerhedslovens paragraf 5 pligt til at behandle ansøgninger om hjælp i forhold til alle muligheder i den sociale lovgivning. Det betyder, at kommunen af sig selv skal oplyse om paragraf 95, når borgeren har et hjælpebehov, der ligger inden for målgruppen. I praksis oplever mange borgere alligevel først at høre om ordningen gennem handicaporganisationer eller pårørende.
Paragraf 95 skal ikke forveksles med paragraf 96 om borgerstyret personlig assistance (BPA). BPA er en mere omfattende ordning, der også dækker hjælp uden for hjemmet, og som stiller krav om, at borgeren selv fungerer som arbejdsleder. Paragraf 95 dækker derimod alene hjælpen i hjemmet.
Fire ugers klagefrist ved afslag
Afslår kommunen en ansøgning om kontant tilskud, kan borgeren klage til Ankestyrelsen. Klagefristen er fire uger fra afgørelsen. Beslutter kommunen at reducere eller stoppe et allerede bevilget tilskud, skal borgeren varsles mindst 14 uger i forvejen og modtager hjælpen uændret i hele varslingsperioden.
Der er ikke et ubetinget retskrav på tilskud efter paragraf 95, stykke 3. Kommunen skal foretage en konkret og individuel vurdering af hjælpebehovet og af, om betingelserne er opfyldt.
