Forestil dig en bilfabrik så stor, at den har sit eget havneanlæg, en produktionstakt hurtigere end din kaffemaskine – og hvor biler sejles direkte fra samlebåndet til Californien uden at røre asfalt.
Sådan forholder virkeligheden sig på Hyundais gigantiske fabrik i Ulsan, Sydkorea.
Få ekstra tryghed på vejen med en brugervenlig dashcam, der optager dine køreture i høj opløsning
Produkt
Navn
Pris
Forhandler




På et areal, der svarer til omkring 1.700 fodboldbaner, ligger ikke bare én fabrik, men fem – plus en motor- og gearkassefabrik og en havn.
Hver dag kører produktionsbåndene 18 timer i døgnet, og i gennemsnit bliver der bygget en ny bil hver 10. sekund.
Det svarer til omkring 1,5 millioner biler om året – næsten dobbelt så mange som hele Storbritanniens bilproduktion i 2024.
Det skriver det finske medie Moottori.
De fem fabrikker spytter 17 forskellige modeller ud, herunder populære SUV’er som Tucson og Santa Fe, samt luksusmærket Genesis.
Og med et sjette anlæg på vej, dedikeret til elbiler, skrues ambitionsniveauet yderligere op. Første bil ud herfra bliver den elektriske Genesis GV90.
Men det er logistikken, der virkelig får ingeniører og økonomer til at spærre øjnene op.
Fra produktionsbånd til lastskib er der næsten ingen menneskelig håndtering. Bilerne køres direkte ombord på skibe, der venter få meter fra fabrikshallerne – heriblandt skibe som Morning Christina, der kan fragte op mod 6.000 biler ad gangen til bl.a. Californien.
Sejlturen tager 13 dage, og så vender skibet hjem for at hente næste læs.
Fabrikken blev grundlagt i 1968 og startede beskedent med at samle biler i hånden. I dag produceres brintdrevne og elektriske modeller side om side – og batterierne? Dem laver man naturligvis også selv på stedet.
Hyundai har med Ulsan skabt noget, der mest af alt minder om en bilby med egen eksportmotor.