Fabrikken har været i drift siden 1937.
Snart er det slut med at producere biler for en af Europas største bilfabrikker, der på sit højeste havde over 27.000 ansatte.
Det fortæller Financial Times.
Der er tale om bilproduktionen i den franske kommune Poissy, der siden 1937 har produceret biler og i dag er under ejerskab af Stellantis-koncernen.
I dag bygger den to modeller for Stellantis, DS 3 og Opel Mokka, og anlægget beskæftiger omkring 2.000 mennesker. Allerede i efteråret 2025 blev produktionen sat på pause i tre uger med henvisning til et svagt europæisk marked, og siden har usikkerheden om fabrikkens fremtid hængt tungt over området.
Det betyder dog ikke en endegyldig lukning for det franske anlæg.
De nuværende modeller skal kun samles i Poissy indtil slutningen af 2027 ud, men selskabet har samtidig oplyst, at beslutningen om, hvorvidt der skal samles biler i Poissy efter 2028, først træffes som led i koncernens strategi, og indtil videre er der ikke meldt nogen ny bilproduktion ud.
Flere medier med indsigt i interne planer beskriver derfor udviklingen som et reelt ophør af bilsamling i Poissy, selv om stedet vil fortsætte med andre industrielle aktiviteter.
Dermed ser Poissy ud til at miste sin rolle som bilfabrik, når produktionen af de nuværende modeller løber ud i slutningen af årtiet.
Retningen peger mod reservedele og cirkulær økonomi. Stellantis har allerede gjort genbrug, demontering og brugte originaldele til et vigtigt forretningsområde under navnet SUSTAINera, og koncernen har de seneste uger udvidet sit netværk for demontering og salg af brugte dele i Europa.
Det passer med de planer, der er beskrevet for Poissy, hvor aktiviteter som reservedele, tilpasninger, demontering og muligvis 3D-print af mindre komponentserier skal fylde mere.
Og selv om Stellantis afviser både fabriksnedlæggelse og massefyringer her og nu, peger udviklingen i retning af en markant mindre arbejdsplads end den, der i sin storhedstid beskæftigede titusinder.