En advarsel udsendes nu til danske elbilister.
En ny bølge af kabeltyverier har på kort tid ramt en række danske ladestationer. På 10 lokationer er i alt 47 ladekabler blevet klippet eller stjålet.
De samlede skader vurderes til omkring 1,2 millioner kroner, mens værdien af det kobber, tyvene kan få ud af kablerne, anslås til blot omkring 7.000 kroner.
Det betyder, at der for hver krone, tyvene kan få ud af det stjålne kobber, bliver der ødelagt ladeinfrastruktur for omkring 167 kroner.
“Det er et helt ekstremt misforhold. Tyvene kan ødelægge for hundredtusindvis af kroner på ganske kort tid for at få fat i kobber, der i sidste ende kun har en meget begrænset værdi. Og samtidig står elbilisterne tilbage med ladestandere, der ikke kan bruges,” siger Gent Grinvalds, der er chef for e-mobilitet i Drivkraft Danmark.
Skaderne omfatter ikke alene selve kablet. Når et kabel bliver klippet, kan det også medføre skader på ladestanderen, udgifter til reparation og teknikere samt nedetid på ladestanderen, hvor ladepunktet ikke kan benyttes.
De seneste hændelser kommer efter flere tidligere bølger af kabeltyverier fra danske ladestationer. Derfor har ladeoperatørerne gennem Drivkraft Danmark etableret et tættere samarbejde om hurtigt at dele information om nye hændelser.
Erfaringen er, at tyverierne ofte sker i serier, hvor de samme gerningsmænd bevæger sig fra lokation til lokation. Derfor kan hurtig deling af oplysninger om det første tyveri være afgørende for at beskytte de næste ladestationer på ruten.
“Når det første kabel bliver klippet, skal informationen helst bevæge sig hurtigere end tyvene. Vi kan se, at samarbejdet mellem operatørerne og politiet virker, og de grupper, vi hidtil har fulgt, er også blevet stoppet. Problemet er, at de kan nå at forårsage meget store skader, inden det sker,” siger Gent Grinvalds.
Samarbejde skal begrænse næste bølge
Drivkraft Danmark samlede tidligere på året en række ladeoperatører i et samarbejde om kabeltyverier.
Her deles oplysninger hurtigt på tværs af selskaberne, så operatørerne kan reagere, hvis der opstår et mønster af tyverier i et bestemt geografisk område.
Samarbejdet skal både gøre det sværere for gerningsmændene at fortsætte fra station til station og give politiet et bedre samlet billede af hændelserne.
“Vi kommer næppe til at kunne forhindre ethvert kabeltyveri. Men vi kan gøre det langt sværere at gennemføre en hel serie af tyverier. Derfor er hurtig informationsdeling mellem operatører og politi helt afgørende. Jo tidligere vi kan se mønstret, desto større er chancen for at stoppe gerningsmændene, før skaderne løber op,” lyder det fra Gent Grinvalds.
Drivkraft Danmark opfordrer samtidig til, at mistænkelig aktivitet omkring ladestationer – særligt om natten – hurtigt meldes til politiet.