Jeg har givet op!
”Så mistede jeg forældremyndigheden over min søn, igen. Nu skal jeg bare vente på om de vil lade mig se ham overhovedet. Men jeg tvivler … efter en urimelig kamp på næsten 6 år er jeg endelig nået ved vejs ende, hvor jeg nu ikke længere er i stand til at fortsætte kampen. Så jeg har givet op!
Jeg savner dig så meget, og jeg vil tænke på dig i et hvert øjeblik indtil du er gammel nok til selv at kontakte mig. Du er altid velkommen i min familie. Du ER min familie. Jeg er ked af at jeg ikke kunne redde dig. Jeg elsker dig, og det vil jeg altid gøre uanset hvad. ”
Så skete det igen! Endnu engang kunne jeg desværre på Facebook konstatere, at en far havde givet op efter langstrakt kamp og konflikt i en skilsmisse. Moren vandt. Særligt børnene tabte. Igen.
For mange skilsmisser ender forløbet i en kamp, hvor et ældgammelt systemet fremmer konflikterne og tvinger den ene part til at trække sig eller tage konflikten. Derefter er børnene tabere. Det skal vi have lavet om, og jeg håber at den reform, som Folketinget tidligere i år vedtog, får effekt.
Kort tid før sommerferien landede alle folketingets partier en bred aftale om et nyt skilsmissesystem. For mig virker det nye system at være gammel vin på nye flasker. Strukturelt har man som udgangspunkt ændret systemet såsom Fogedretten, men kun for at trække den ind under Familieretten. Man har fundet på nye navne til statsforvaltningen (Familieretshuset), teamet af børnesagkyndige (Børneenheden) og domstolene (Familieretten). Endvidere er der indført screening af sagerne, så de lander på de rigtige hylder, som var det post med påskrevne postnumre.
Således er rammerne ændret, men de interne processer, personalet og kulturen synes at være det samme. Der er også gode aspekter i det nye system. Der lægges op til et stærkere samarbejde mellem kommunen og familieretshuset. Dommerne er forpligtet til at dømme ud fra flere informationer, som nu indsamles fra forskellige aktører – herunder dagtilbud, skole, kommune og psykologer. Èn indgang for borgeren er også et initiativ der hilses velkomment, da det i dag er uoverskueligt, hvor man skal henvende sig i forbindelse med sin sag.
Manglende faglige kompetencer
Mange forældre er i dag, herunder specielt fædre, fanget i et system der er domineret af jurister uden særlige kompetencer i familierelaterede konflikter. De har forstand på jura og forvaltningen af loven, men barnets perspektiv er ikke en del af den pakke. Den kompetence ligger hos psykologer, pædagoger og børnesagkyndige.
Forestil dig at en jurist tager imod dig hos lægen, hvor du så hører om lige præcis dine rettigheder inden du skal i behandling. Du forsøger at fortælle juristen om din situation, men bliver afbrudt og får information om sundhedsloven.
Det lyder ganske vist absurd. Men ikke desto mindre er det den virkelighed mange ulykkelige forældre bliver mødt, når de henvender sig til statsforvaltningen for at få hjælp i forbindelse med en skilsmisse. Mange af disse forældre har historier om, hvordan simple sager efter en tur i statsforvaltningen er blevet kørt op til et højere konfliktniveau, selvom de håbede på hjælp til at undgå konflikt.
Derfor er det så vigtigt med et nyt skilsmissesystem, og måske er der noget rigtigt på vej.
For nyligt lavede jeg et interview med Pernille Rosenkrantz Theil (S) som har været en drivende faktor bag denne reform. Hun fortalte, at hendes ambition var, at forældre ikke længere skulle modtages af jurister, men psykologer, børnesagkyndige og eksperter i konflikthåndtering. For hende var det essentielle i reformen at forældre ikke længere fik deres dom i komplicerede sager af embedsfolk, men af dommere i en retssal. På denne måde kunne vi bedre sikre borgernes rettigheder i mødet med systemet. Det giver da et hvis håb for det nye system. Interviewet bliver bragt i radio 24/7 i programmet ”Mikrofonholder” den 20. September 2018.
Hvad vi skal være opmærksomme på?
Selvom det umiddelbart lyder godt og rigtigt, så er der nogle forhold vi skal være særligt opmærksomme på, når Statsforvaltningen den kommende tid skal føre den politiske aftale ud i praksis. For der er stadig visse områder, som ikke kan bringes i orden med en lovgivning. Det er kulturelle og organisatoriske tiltag der skal til. En kæmpe opgave som den nye direktør for Statsforvaltningen bør være særligt opmærksom på, når hun skal realisere familieretshuset.
For udspillet kommer desværre ikke med løsninger på de problemer, som jeg ofte er stødt på i denne debat. Her er nogle af dem:
- Mangel på sanktioner mod dem, der fremsætter falske anklager og chikanerer.
- Tilsyn med de ansatte for at sikre sig, at alle handler efter et fælles værdigrundlag og ikke forfalder til subjektive holdninger, der kan gå ud over retssikkerheden i systemet.
- Tilsyn eller sanktioner mod amoralske advokater, som tjener styrtende på at føre sager efter faste procedurer og metoder og endda på statens regning. Metoder, hvor mødre rådes til at tilrane sig bopælsretten ved at afholde far fra samvær i længere tid, så han mister sin tilknytning til barnet. Vi mangler sanktionsmuligheder over for advokater, der handler mod deres klienters bedste og optrapper konflikter eller laver aftaler på vegne af klienten, til trods for klientens manglende accept.
- Retssikkerhedsmæssige tiltag for borgerne mod systemet, når man oplever usandfærdige referater fra møder med jurister, dommere og børnesagkyndige.
- Garantier for sagsbehandlingstider, så vi undgår flerårige sager til skade for børnene.
- Hele industrien omkring statsforvaltningen med forældreforeninger, organisationer, krisecentre, psykologer osv. burde ligeledes få et gennemgribende tjek, så man sikrer sig, at deres indflydelse på processer ikke falder ud til skade for forældrenes retssikkerhed og samvær med deres børn. Et system, der er mere gennemsigtig, er yderst velkomment.
- Gennemsigtighed i hvilket personale der kommer til at sidde i det nye system, og om de formår at ændre kulturen i en institution, der blandt mange er kendt som ”livmoderen”.
Og til slut får vi heller ikke at vide, hvordan afgørelser kan omgøres, og hvor længe forældre skal vente, førend de kan prøve deres sag på ny i håb om at få mere samvær med deres børn.
Jeg håber inderligt, at de forældre, som har mistet deres samvær med deres børn, en dag kan bruge systemet til at få hjælp og ikke opleve det omvendte, som i det er i dag.
Spørgsmålet er, om dette er noget, som direktøren og politikerne er bevidste om. For svar på de ubesvarede spørgsmål bliver det første spadestik til en reel revolution af et system, som ingen har turde at røre så markant ved i mange år? Jeg har min tvivl, for et offentligt system er ikke noget, man bare lige ændrer med et snuptag. Det tunge embedsværk, den stærke kultur og alle uskrevne traditioner kræver en særlig organisatorisk forandring. Den forandring og ledelse kan vi kun håbe bliver lagt i hænderne på kompetente personer og skarpe politikere.
Den første april 2019 træder den endelige lov, som stadig ikke er færdigbehandlet, i kraft. Datoen kan blive symbolsk på den helt forkerte måde, hvis ovenstående bliver overset den kommende tid.
