Den inkluderende folkeskole lider og nu får den et eftersyn. Vi må afvente eksperternes svar på, hvad den inkluderende folkeskole har brug for.
Men skolens største problem er, at hensynet til det store flertals mange normer og krav dikterer hverdagen.
Læs mere af Anders Dinsen
Når skoledagen starter og undervisningen går i gang er det dem, der kræver mest, der bestemmer, hvordan man går i skole i skolen anno 2015. Kammerater, lærere, skoleledere, embedsmænd og alle andre kan love hinanden at være både rummelige og inkluderende, men oplever de inklusion på egen krop?
I den inkluderende skole skal der grundlæggende tænkes individuelt og personligt. Men skal det lykkes må vi give skolens professionelle fred til at levere, fagligt og medmenneskeligt.
Den monocrome folkeskole
Når jeg taler med forældre, politikere og skoleprofessionelle om den inkluderende skole, er der mange der taler om landsbyskoler og gamle dages fællesskaber. De har fat i noget vigtigt, for skolen trækker stadig på traditionerne fra dengang, men virkeligheden var også, at langt fra alle skoler var små og trygge fællesskaber.
De fleste børn gik tidligere på store skoler - helt som i dag. Skoler, hvor man lod man børn terpe det samme på samme tid og på samme måde. Skoler, hvor det havde tydelige konsekvenser, hvis man ikke kunne følge med og, hvor hele tankesættet var, at børn skulle optugtes, altså motiveres gennem trussel og straf.
Den sorte skole er historie, men fællesskabets billeder på målsætningerne for børnene er stadig ensrettede og nuancefrie. Folkeskolen anno 2015 er ret monocrom og ensfarvet.
Nok er pædagogikken ikke længere sort, men konsekvenserne skal bæres af det enkelte barn. Hele kulturen lægger ansvaret på det enkelte barns skuldre - det gælder også børn, der har det svært eller måske ligefrem ikke kan følge med. Fællesskabet kan ikke rumme individuelle udfordringer, og der gives sjældent køb på de gængse opfattelser af mål, midler og motiverende mekanismer.
Det er som om den pædagogiske udvikling ikke har medført en tilsvarende udvikling i forståelsen af noget så banalt som forskellighed.
Jeg tror vi skal se noget mere på middelklassens egen logik.
I middelklassen er forskellighed nemlig noget iscenesat. Virkelig forskellighed er et kriterie til selektion, så i mødet med skolens blankpudsede, men ensfarvede fremdriftvision bliver enhver virkelig forskel mellem børn til noget problematisk. Forskellen bliver forstørret af middelklassens bekymrende risikoforebyggelse og resultatet bliver selektion og eksklusion. Ikke inklusion.
Præstationsnormer og krav om særlige forhold
Den inkluderende folkeskoles kerneproblem skal altså findes i det omgivne samfund.
Middelklasseforældrenes mange krav om helt særlige forhold for netop deres barn er et eksempel på en urimelig stress af hele skolesystemet. De kræver særlige forhold der ikke kan begrundes i objektive behov eller problemer for barnet, men vel kun i middelklassens evige søgen efter at gøre barnet til en del af billedet på familiens ydre identitet.
Børn skal jo helst være unikke statements i en ellers monocrom verden. Det suger livet ud af den inkluderende folkeskole.
Så det er slet ikke kun mangel på penge, mangelfulde kompetencer eller ligefrem mangelen på dygtige og engagerede lærere og pædagoger, der gør den inkluderende folkeskole svær at virkeliggøre.
De voksne i skolerne er generelt virkelig glade for deres elever, de ser dem som hele mennesker og de søger viden for at hjælpe børnene.
De ønsker ikke diagnoser på børnene som selektionskriterier, men beder sommetider om hjælp til at hjælpe.
Men kontrasten mellem disse dygtige lærere og pædagogers værdier, og middelklassesamfundets ensrettende målbilleder er skræmmende.
Lad os nu give skolen fred til at levere
Lad os flytte fokus væk fra at se vores eget barn som kun vi selv kan sikre opvæksten for, som kun vi selv kan sikre når et mål som vi iøvrigt selv sætter. Lad os koncentre os om vores menneskelige og faglige forældreopgave. Lad os efterspørge menneskelighed og faglighed i skolen og så lade skolen gøre det den er god til.
Vi skal lade være med hele tiden at kræve ind. De mange, konstante og tit helt meningsløse krav stresser hele folkeskolen.
Inklusion handler om at ”det normale” er det som hvert eneste barn kommer med til skolen. Alle børn, også mine og dine.
I den inkluderende skole skal vi give plads og respektere behovet for at de professionelle, der omgiver børnene, kan tænke individuelt og personligt. Det kan de godt, hvis menneskeligheden og fagligheden sættes i centrum. Hvis vi forældre og samfundet som helhed lader skolen gøre det til sin opgave.
Vi skal holde op med hele tiden at ville kontrollere, kræve eksperteftersyn og overvåge, og i stedet fokusere en kende mere på vores faglighed som forældre.
