Regeringens ide om at lave et nyt botilbud er et sygt produkt af ansvarsforflygtigelse.
Arbejdsgruppen foreslår at man laver en helt ny lov, der skal regulere hjælpen til en nøje afgrænset gruppe på ca 150 mennesker om året med svære psykiske lidelser og eventuelt samtidigt misbrug og/eller dom til behandling.
Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer
I stedet for at tage ansvar, finde problemets rod og foreslå noget effektivt, så vil man dække problemerne til med en dårlig lappeløsning.
Som embedsmand i ministerier, KL og Danske Regioner skal man være mester i ord og magtspil. Men skal man ikke også have viden om, hvordan man hjælper svært psykisk udsatte mennesker?
Virkeligheden er hård
Psykisk sygdom er forfærdeligt, at være vidne til. At være psykisk syg er endnu værre. Når virkeligheden forvrænges og alt formørkes eller forvrænges, lever man i helvede.
Jeg forstod ikke dybt livet med psykisk sygdom, men nu, efter min egen søn har vist mig, hvad der kan røre sig i et sygt sind, forstår jeg. Det er trist, men stærkt.
Han drømmer om en gang at lave film for andre og på produktionsskolen har han lavet to film med sine egne fortællinger: En om paranoia og psykose, og en om depression.
Det er selvterapeutiske værker, der inviterer os andre ind i den virkelighed han ikke selv kan vælge fra.
Jeg bliver meget trist når jeg tænker på, at min elskede søn har været alene med det han har oplevet, selv når jeg har været lige i nærheden af ham.
Men Frederik blev set og fik behandling i tide, og behandlingen var effektiv. I dag har det nogenlunde godt, går på HF og er ved at tage kørekort.
Det tænder lys i mit sind, at se på ham når han smiler og har det godt.
Han har lært mig, vigtigheden af at se bag adfærden og lidelserne, og blive ved med at søge efter mennesket.
Ingen interesse for dem, der handler om
Arbejdsgruppen burde have set Frederiks film og talt med psykisk sårbare mennesker. Mennesker, der kæmper hver dag og som ved, hvad der er brug for. Fordi de selv kæmper kampen.
Formålet med den ny tilbudsform lyder egentlig smukt:
Formålet med en ny tilbudsform er gennem mere faste rammer at understøtte stabile behandling- og rehabiliteringsforløb for borgere, der ofte lever relativt kaotiske liv med afbrudte behandlingsforløb, misbrug, store udsving i den mentale tilstand, er udadreagerende og voldelige i deres adfærd og i yderste konsekvens heraf tvangsindlægges flere gange.
Men når jeg læser længere ind i forslaget, vender det sig i mig, for det tilbud, der tegnes er et udsted, hvor man samler kun de værste tilfælde med magt.
Helt sorte forslag, hvis man vil hjælpe syge
Der er to problemer: Det ene, at det er helt sort, at bygge et helt nyt system til en så lille gruppe mennesker. Det andet, at det blot skaber endnu en brudflade i systemet.
Vi er nogle, der kæmper for at få politikerne til at forstå, at der opstår problemer når sektorerne i systemet skal samarbejde. Jeg synes jævnligt vi har held med det.
Men regeringen og embedsmændene i arbejdsgruppen vil skabe nye forkastninger i den jord man som udsat borger bevæger sig på: Et nyt system, der bliver en ø omgivet af kløfter, dér skal en lille gruppe af borgere placeres.
Problemet er ikke kun, at mennesker, der har det forfærdeligt skal gennem et nåleøje af visitationssystemer for at komme ind til hjælpen. For vi ved, hvad segregering, stigmatisering og kategorisering gør ved mennesker.
Hvordan skal man komme sig når man én gang har opfyldt visitationskriterierne og er endt i et tilbud, hvor magtanvendelser og tvangsbehandling er noget af det bedste man kan håbe på?
Jeg får den tanke, at formålet alene er, at skabe sikkerhed for os, der står udenfor: I sundhedssystemet på den ene side og det kommunale system på den anden. Hvis det er tilfældet, så fortæl det åbent og ærligt.
Resultat for resultatet skyld
Jeg har respekt for hårdt arbejdende embedsmænd, der holder den offentlige sektor kørende. Mon ikke arbejdsgruppens medlemmer har gjort deres bedste?
Baggrunden er tragisk: Fem mennesker er blevet dræbt af dem de var ansat til at hjælpe. Det er næsten ikke til at bære.
Der var en bunden opgave og en deadline. Det er ikke dårligt, at nå et resultat. FOA's formand, Dennis Kristensen, har ligefrem pustet arbejdsgruppen og ministeren i nakken for at nå et resultat.
Men nu må politikerne, patientforeninger og vi engagerede borgere tage over. Sige tak, men nej tak. Vi må kassere forslaget.
For vi har ikke brug for endnu en lap på systemet. Og slet ikke en lap, der kræver sin helt egen lov og som bliver dyr at lave, men som kun kommer til at dække over en lille gruppe borgere. Og som med garanti også bliver effektiv til, med tvang og nødvendige midler, at fastholde disse mennesker, der er dømt til fare for omgivelserne, i deres miserable liv.
De grundlæggende systemfejl skal rettes.
