Jeg undrer mig nogen gange højlydt. Det er hårdt, så nu er jeg fanget i at undre mig over hvorfor det skal være besværligt at undre sig.
Jeg undrer mig nogen gange højlydt. Det er hårdt, så nu er jeg fanget i at undre mig over hvorfor det skal være besværligt at undre sig.

Vi må ikke undre os længere

Politik

19/11/14 5:57

Suleman Haider

Du kan undre dig, når du holder fri. Pas dit arbejde inden for rammerne, så er du en succes. Undrer du dig, må du finde et andet arbejde. Men den tilgang lukker også døren til forandringer og skaber regression, skriver vores første anonyme blogger om tilværelsen i den offentlige sektors krydspres mellem system, ledere og borgere.

Hvis man arbejder helt ude i frontlinjen i den offentlige sektor, derude hvor man tit står i l... til halsen og alligevel skal levere det som efterspørges, så er der ting man skal holde sig fra. En af dem er at man ikke skal undre sig alt for meget over hvordan man løser opgaven. Gør man det begynder man hurtigt at blive stresset over reelt set ikke at kunne gøre noget for dem man er til for. Det gælder om at parkere almindelig omtanke derhjemme og så acceptere systemet. Abstrahere fra den evige snak om, at der for mange regler, kontrol og bureaukrati. Lade systemet uanfægtet køre videre.

Tema om offentlig modernisering

Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.

Læs her hvad centrale nøglepersoner mener om de forsøg. 

Jeg er en af dem, der alligevel ikke kan lade være. Jeg undrer mig nogen gange højlydt. Det er hårdt, så nu er jeg fanget i at undre mig over hvorfor det skal være besværligt at undre sig.

Forandringer parkeres i projekter

Jeg tror undren skaber generende sammenstød med den herskende kultur der har fokus på styring, regler og økonomi. Det er to modsatte tilgange. Alligevel taler mange fine ledere og meningsdannere, der ikke lever af andet end netop meninger, om fornyelse, innovation, omstilling. Men ude i min virkelighed har jeg erkendt, at det med at forny er stærkt undertrykt, hvis viljen overhovedet eksisterer længere.

Beretninger fra frontlinien

Med bloggen “beretninger fra frontlinien” giver DenOffentlige.dk ordet til medarbejderne ude i frontlinien, som det ofte kaldes. Vi inviterer offentligt ansatte til at dele deres oplevelser, refleksioner og ideer med læserne. Kun redaktør Nick Allentoft kender navnene på bloggens skribenter, og indlæg udgives anonymt for at kunne levere den rå fortælling, hvor politisk korrekthed og interne hensyn er frasorteret - og eventuelle opdragende samtaler kan undgåes. 

Bloggen er et redaktionelt projekt, der skal bidrage sagligt og konstruktivt til debatten - og den vil ligesom blogstafetterne på DenOffentlige udvikle sig over tid. 

Læs om bloggen her.

Af og til forsøger vi at angribe udfordringen med omstruktureringer, fælles workshops og diverse projekter hist og pist. Særligt det der med at lave konkrete projekter, der skal lede til forandringer, er meget udbredt. Men disse projekter drives under styringsparadigmet, og så bliver os, der har viljen bare deprimerede, for så viser det sig alt for ofte, at tiltagene ikke giver de helt store ændringer i hverdagen.

Ugers fokus på samme proces hvert år

Det sker jævnligt, at jeg bliver deprimeret over det systemet kan præstere. Meget aktuelt kan man fremhæve de årlige budgetforhandlinger som falder på plads i disse uger. Alle offentlige organisationer med respekt for sig selv har alt fokus rettet indad på denne proces. Benhårdt på processen. På styringen, da systemet skal levere de bedste betingelser til at holde budgetforhandlingerne kørende uden for meget fnidder fnadder. Økonomer, jurister, kommunikationsmedarbejdere, udviklingskonsulenter osv. er virkelig i højeste gear på dette tidspunkt.

Her får man virkelig lov til at udfolde sine evner i at styre processen og levere det som systemet gerne vil have. Men virkeligheden ude hos os, der møder borgerne hver eneste dag, er den samme i morgen, som den var i går.

Imens budgetforhandlingerne kører prøver vi ude i frontlinjen stadig at få det til at fungere. Afsættes der penge til mit område oplever jeg, at det skal implementeres (eller udmøntes som det hedder) af de her styringsfolk.

Ofte er det slet ikke os, der holder maskinen kørende, der tilføres midler. Næ, de går til nye projekter og her sidder styringsfolkene klar. Der skal ansættes en projektleder. Der skal kommunikeres om projektet. Der skal laves borgerinddragelse.

Der skrives løs på projekter

Hvert år op til budgetforhandlingerne - det vil sige allerede i maj og juni måned - virker det faktisk som om styringsfolket allerede skriver løs på deres projektforslag. Det gælder jo om at køre de gode ideer i stilling.

De fleste projekter bliver rent faktisk ikke til noget. Men så er der altid et andet projekt, der skal afsluttes, og pludselig kan man igen forberede sig på at forberede nye projekter til de næste budgetforhandlinger.

Mange af disse mennesker har i øvrigt ikke fingrene nede i kerneopgaverne til daglig. De er en del af en kultur, som jeg undrer mig over fylder så meget. Lad os kalde det styringsdynen.

I det daglige sidder disse folk og finder på alt mulig slags dun til dynerne. Det spredes ud over organisationen og suger ressourcer. Ofte forklædt som implementering af det projekt de nu helt tilfældig er blevet projektleder på. Der skal jo afrapporteres et resultat.

Når man støder på disse projektledere i dagligdagen mærker man tydelig at fokus er på at implementere det, der er besluttet. Der er ikke plads til refleksioner, og så kan sådan en som mig godt blive lidt irriteret, fordi jeg er en af dem, der undrer sig.

Udviklingsmotoren er sandet til

Budgetforhandlingerne skulle ellers være det tidspunkt hvor systemet virkelig starter udviklingsmotoren. I stedet bliver ressourcerne brugt på styring og forudsigelighed omkring det der kommer med i budgettet. Det er ret deprimerende at se på ude fra frontlinjen. Her opleves det som en kamp omkring fordeling af nogle penge, som reelt set ikke har den store indflydelse på den enkelte medarbejders hverdag.

Derfor undrer jeg mig ofte, og jeg tror mange andre har det på samme måde. Drevet af nysgerrighed, engagement i vores arbejde og lyst til at deltage i forandringerne går vi med en stille undren, der alt for ofte bliver slået ned.

Hvordan kan vi præge dagsordenen og skabe virkelige forandringer i den offentlige sektor? Hvor er de ledere, der omfavner os, der kommer med undren? Vi vil så gerne omfavnes, for vores undren er faktisk udtryk for, at vi gerne vil være medspillere.

 

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce