Rudersdal-politiker forlader byrådet efter betinget dom

Politik

22/11/2018 23:02

Nick Allentoft

Konservativt medlem af byrådet i Rudersdal forlader politik efter dom for momsunddragelse i virksomhed han drev for fem år siden.

"Jeg blev mødt af et anklageskrift med påstand om fængsel. Strafferammen var op til 8 år. Når modparten er SKAT er ”bevisbyrden omvendt” – man skal således bevise sin uskyld.

Det har jeg kæmpet for i mere end fem år. Det er en kamp jeg har holdt for mig selv – mest for at beskytte mine nærmeste. Onsdag i sidste uge blev resten af Danmark tilskuere – dog kun til den del af historien der kunne læses i anklagemyndighedens anklageskrift.

I dag faldt dommen. Dommerne var ikke enige – men et flertal mente jeg var skyldig. Heldigvis er der tilpas mange formildende omstændigheder således jeg kan nøjes med ”et gult kort”. Det betyder helt konkret en betinget straf og en bøde.

Min advokat var meget overrasket og mente der var tale om retshistorie. Han mente jeg burde anke dommen på stedet.

Det besluttede jeg ikke at gøre. Efter et langt og opslidende forløb er jeg i den grad lettet. Jeg har stadig troen på vores system og skal nok svare alle sit.

Jeg vil nu tage hjem og fortælle min hustru, vores børn og vores nærmeste, at det endte godt, at jeg ikke skal i fængsel og at de sorte skyer nu driver væk. Jeg vil være der for dem og med dem – og jeg vil aldrig igen udsætte dem for et forløb som dette.

Af hjertet tak for den store, massive og ubetingede støtte. Det har været meget værdsat – meget mere end I aner.

P.S. At jeg vælger ikke at anke dommen betyder et farvel til politik. Det har været en fantastisk rejse men den stopper naturligvis her."

 

Sådan skriver det konservative byrådsmedlem i Rudersdal, Kenneth Birkholm, efter en dom torsdag, hvor han var sigtet for momssvindel af særlig grov karakter. Sagen blev kendt for en uge siden da BT omtalte den efter retslisterne havde afsløret, at lokalpolitikeren, der også har været medlem af Den Lokalpolitiske Tænketank her på DenOffentlige, skulle i retten. 

Domen lyder på fem måneders betinget fængsel, 100 timers samfundstjeneste og en bøde på 650.000 kroner, der svarer til det beløb, som anklagemyndigheden mente han havde snydt staten for. Birkholm var spidskandidat for de Konservative i Rudersdal ved seneste valg, og har siden haft en formandspost og titlen som 2. viceborgmester. Begge poster skal byrådet nu finde ny besætning til, ligesom den konservative gruppe skal finde ny gruppeformand.

Til DenOffentlige siger Birkholm, at han er lettet og foretrækker dommen frem for endnu en periode med usikkerhed og nu ønsker fred til at passe det liv han har som selvstændig med familie. 

 

Mest Læste

Annonce