Mor, du må aldrig se dig selv som en ældrebyrde

Politik

23/10/2013 09:00

Freja Eriksen

"P.s. Mor, forresten så nyder jeg disse breve. Der er helt rart, ikke at skulle snakke Gucci-tasker, Rolex ure, førsteklasses flybilletter eller sko til et par tusinde. Så bliver politik sgu så trist," skriver Steen Wrist Ørts til sin "mor" Kenny Bruun Olsen.

Kære Mor

Tak for dit brev.

Ja det er rigtigt, at der i Kennys brev ikke stod noget med at jeg skulle vaske dig osv. Men der står jo faktisk slet ikke, hvordan han forventer at jeg skal bidrage? Det er præcist det, som bekymrer mig.

Selvfølgelig vil jeg pudse dit hidtil ukendte sølvtøj med dig. Jeg tror nu heller ikke du finder nogen ældre i dag, som er visiteret til den slags? Du skriver at ældreområdet har brug for mere end kolde kontanter. Ja, mor. Varme hænder fra SOSU-personale som dig, og vi skal måske kigge mere på tillid til jeres hænder og droppe al unødvendig kontrol og bøvl, så der bliver tid til pleje og omsorg.

Bag om bloggen KV13 - Brev fra mor

To lokalpolitikere har lagt den triste tone i den politiske debat på hylden til fordel for kærlige breve mellem "mor" og "søn" – borgmester Kenny Bruun Olsen og byrådskandidat Steen Wrist Ørts i Fredericia.

Den kærlige korrespondance mellem de to politikere begyndte på facebook, men er nu hevet ind på DenOffentlige.dk som en hyldest til upoleret, fokuseret og kreativ politisk debat. Følg her den uortodokse debat i en uortodoks familie på bloggen.

 

Måske Kenny og jeg taler helt forbi hinanden? Måske vi burde tage hinanden i hånden og komme ud at se, hvad der rent faktisk foregår? Der var faktisk en på det der ”Twitter” som inviterede os med på hendes SOSU-arbejde. Tror du vi må det? Er der regler for den slags i valgkampe? Og gad vide om Kenny vil med ud?  

Mit klare udgangspunkt er: Mor, du må aldrig se dig selv som en ”ældrebyrde”. Du har leveret hele livet til velfærdssamfundet. Og når du bliver gammel og ikke længere kan klare alle de daglige gøremål, skal du kunne være sikker på, at på samfundet sikrer dig et værdigt otium. Sølvtøj osv. klarer vi i familien.

Det et som om, det kommer som et chok for visse politikere, at vi står overfor, at de store årgange nu er på - eller på vej på - pension. Og deres eneste umiddelbare løsninger, efter salamikniven, er andre popord som brugerinddragelse, udliciteringer, velfærdsteknologi, innovative løsninger osv. Kunne vi ikke i stedet se på hvordan vi udvider kagen, eller salamipølsen om du vil, altså ”laver penge”, så vi har råd til at sikre en høj kvalitet i velfærden?

Læs brevvekslingen mellem mor og søn

Her i Fredericia har man den seneste tid været storforbrugere, nærmest misbrugere, af alverdens løntilskuds- og virksomhedspraktikordninger, altså ordninger hvor virksomheder helt eller delvist gratis kan få ledige ”på prøve” inden de så skulle ansætte dem ordinært. Det er jo ganske fint, hvis ellers det fører til ordinært arbejde. Men systemet udnyttes. Jeg kender en gut, der nu har været i tilskudsjob tre forskellige steder i Fredericia. INGEN af stederne er han efterfølgende blevet tilbudt ansættelse. Alle steder er han derimod blot blevet erstattet af en ny i tilskud! Hvorfor egentlig? Jo, ser du mor, så længe han er i tilskud, så får kommunen højere tilskud fra staten til hans kontanthjælp, og virksomhederne har stort set frit spil til at få en ny i løntilskud. Og så længe virksomhederne gang på gang kan få sendt en ny billigere arbejdskraft, kan man ikke fortænke dem i af tænke profit. Men vi burde som kommune i langt højere grad have fokus rettet mod at få de ledige i ordinært arbejde! Både for den lediges skyld, men så sandelig også for samfundets skyld. Det er spild af skattekroner, som det forgår nu. Faktisk skrev jeg allerede i januar, da Kenny blev borgmester bl.a. disse ideer:

Hvis jeg var dig ville jeg:

1.               Stoppe meningsløs aktivering, der ikke fører til job. Bruge de samme penge på reelle arbejdspladser.

2.               Give unge en kommunal praktikplads frem for passiv kontanthjælp – det koster nogenlunde det samme.

3.               Starte et generelt uddannelsesløft af ledige – særligt en omstilling fra industri til service

Sæt dig ikke for godt til rette, der er valg den 19. november. Jeg kommer gerne forbi til en kop kaffe. J

Jeg hørte aldrig noget fra Kenny dengang, det er også helt fair, han har selvfølgelig haft mega travlt den første periode, og ideerne havde jeg bare postet et par dage på hans facebookprofil.

Men nu virker det som om, der er hul igennem, så måske han vil give sit besyv med? Ja, måske har han endda kaffe på kanden?

Jeg glæder mig til vi ses, når du kommer ned den uge i november. Så kommer du altså til at lave den skipperlabskovs. Og dine ”Funky Fredagsretter” – dem må du hellere end gerne gemme til du kommer hjem igen.

Kh Steen

P.s. Mor, du skrev en lidt spydig kommentar sidst, omkring at man ikke behøver at være en tør akademiker for at blive en god borgmester. Mor, come on! Nej mor, det er hverken en kvalifikation eller diskvalificerende at være akademiker. Vi søger ikke en embedsmand til rådhuset. På samme måde, er det heller ikke et særligt plus, at være elektriker, da vi ikke søger ny vicevært til Gothersgade 20. Det er derimod et plus at kunne samle byrådet, komme med klare visioner og politisk lederskab. Forresten så nyder jeg disse breve. Der er helt rart, ikke at skulle snakke Gucci-tasker, Rolex ure, førsteklasses flybilletter eller sko til et par tusinde. Så bliver politik sgu så trist.

P.p.s.

Denne her er til min rigtige mor :)   

Mest Læste

Annonce