Effektivisering giver medicin særstatus over anden behandling

Velfærd

13/11/15 12:28

Nick Allentoft

Medicin før anden behandling til børn og unge med psykiske lidelser. Det er virkeligheden i psykiatrien, hvor jeg arbejder, skriver blogger Nina Tejs Jørring i sit første indlæg.
For nogle måneder siden talte jeg med en kollega i psykiatrien. Hun havde haft en familieterapi, hvor far og søn fortalte, at de på eget initiativ havde sat dosis på sønnens medicin ned.   ”Nu kender vi vores ADHD’er meget bedre, og vi har lært at tackle dem” havde faderen sagt.   Familien så det som en sejr. Nu kunne sønnen selv at tackle sin ADHD.

Læs mere af Anders Dinsen

Anders Dinsen blogger på DenOffentlige om velfærd, inklusion og livet som bruger af offentlige services. Læs mere om Dinsen og hans tankevækkende blogindlæg her. 

Når den slags sker, er det sjovt at være børne- og ungdomspsykiater! Men det er for sjældent mine kollegaer får lov at give familieterapi, for det tager tid, og tid har vi ikke meget af i børne- og ungdomspsykiatrien.

Vi er nødt til at tage et opgør med rå ydelses-styring af psykiatrien, for vi tvinges efterhånden til konsekvent at prioritere medicin frem for anden behandling. Jeg er stor tilhænger af medicin, så det her er ikke for eller imod medicinering. Det er mere imod ydelses-tænkning før behandling.    Når jeg som børne- og ungdomspsykiater skal vælge mellem forskellige typer behandling tvinges jeg af systemets indretning til at rette blikket på den behandling der tager mindst af min tid. Så tilbyder vi medicin og ser bort fra psykoterapi, familieterapi, miljøterapi, sociale foranstaltninger, specialskoler, hjemmebesøg, netværksarbejde osv. Det skyldes den særstatus medicin har i det ydelsessystem vi styres af .   Det kan naturligvis aldrig være til diskussion om et barn eller en ung skal have tilbudt medicin, hvis lægen vurderer, at det kan hjælpe. Men ikke-medicinsk behandling, som f.eks. familieterapi, netværksarbejde osv. ydes kun sjældent i dag, og det skyldes først og fremmest et absurd fokus på excelark, styring og kortsigtede økonomiske hensyn.  Rockwool Fondens forskningsenhed skrev i 2014, at der fra 1999 til 2013 er sket en stigning på godt 1800 % i antallet af børn (0 til 19 år), der modtager medicin for ADHD. Jeg ved ikke hvor mange af de børn og unge der også får hjælp i skolen, eller hvor mange af deres forældre får hjælp til at tackle familielivet med ADHD. Men antallet af behandlere i psykiatrien er ikke steget med 1800% i samme periode.   I vores anbefalinger af behandling af ADHD står der bla.: Den ikke-medicinske behandling kan afhjælpe symptomer som indlærings- og adfærdsvanskeligheder og har en positiv effekt på komorbide symptomer som angst og depression. Den ikke-medicinsk behandling bør derfor altid indgå i den medicinsk behandling af ADHD. (Houmann et al., 2014) 

Men det sker bare ikke altid. Hvorfor?

Det skyldes formentlig det faktum, at medicin betales af en anden kasse end psykoterapi. Og når medicinudgifterne stiger, må man skære ned på personalet. Det personale som ellers ville have kunne yde psykoterapi  og anden ikke-medicnsk behandling     Fra Danske Regioners generalforsamling den 23. April 2015 kan jeg læse følgende:  Når det gælder den medicin, patienterne selv køber, steg regionernes samlede medicintilskud med rundt regnet 100 millioner kroner sidste år. Og det var en overraskelse, for da regionerne indgik økonomiaftale med regeringen, var der ventet et fald på 250 millioner kroner.    Man måler på kvantitet Ledere i psykiatrien måles på hvor mange patienter vi ser hver dag. De måles desværre ikke på hvilken type behandling vi giver borgerne, om vi hjælper hele familien, om vi støtter barnets skole, om vi tænker på alle aspekter af barnets liv, og om vi bruger alle de muligheder der er for at hjælpe barnet og den unge. Nej, ledere i dag måles på kvantitet selvom det er kvaliteten, der i sidste ende afgør, om en patient får det værre eller bedre. 

I psykiatrien handler det om mennesker og om hjælpe mennesker med at få en bedre livskvalitet. Alligevel måler man mere på, hvor mange patienter, der løber gennem døren hver dag, end om de får et bedre liv, får gavn af vores behandling. Det er da absurd. 

Derfor tvinges vi mere eller mindre frivilligt til at vælge den type behandling der går hurtigst: Udskrivning af medicin. Mange steder i landet er det f.ek.s blevet forbudt for behandlerne at tage ud til møder på skolerne, fordi det tager for meget tid.   Så kan vi se flest muligt patienter. Så må vi lukke øjnene for, om det nu også er den bedste behandling, og sige pyt med om vi kunne have gjort det endnu bedre på andre måder.   Det handler om stille diagnosen, ikke om livet med diagnosen Vi ved, at forældrene er de vigtigste positive faktorer for om børn og unge får et godt liv - også for børn og unge med psykiske lidelser.    Forældrene er ikke problemet. De besidder nøglen og har de stærkeste kort på hånden, når et barn eller en ung skal hjælpes. Derfor skal vi inddrage forældrene. De er systemets bedste samarbejdspartnere til at hjælpe et barn med psykiske vanskeligheder, og et godt samarbejde med forældrene hjælper samtidig forældrene til at trives på trods af psykisk sygdom.    Vi har bare ikke - endnu! - en pille, som vi kan give forældrene samtidig med at vi medicinerer deres børn.   De skal altså have en anden form for støtte og hjælp. Det kan de få, når vi mødes med dem på skolerne, i hjemmet, og hos os. De kan bla. hjælpes med familieterapi,. Men det er der ikke tid til.   Vi ved, at der findes effektiv familieterapeutisk behandling til familier, der er belastet af psykisk sygdom. Men familieterapi bliver i høj og stigende grad valgt fra. For systemet måler ikke på hvad der er godt for barnet, systemet kan ikke tænke i relationer, følelser, glæde eller sorg, det vil kun forholde sig til tal, og tal der skal stige.   Det undrer mig, for vi ved, at familieterapi er en effektiv behandling. Ja, faktisk så effektiv, at hvis var det en dyr medicin ville det give ramaskrig, hvis excelbesparelser forsøgte at skære medicinen væk.  Ingen vil prioritere hvilken medicin vi skal bruge, så vi prøver at effektivisere os ud af det økonomiske problem. Men så kommer vi til at ned-prioritere al anden behandling. Er det nu så fornuftigt?   I dag står vi med en psykiatri, hvor man måler på hvor hurtigt vi kan ekspedere folk gennem systemet, ikke på det liv patienten får med sin diagnose.    Selvfølgelig er der mange, der ikke lader sig styre af systemet, og virkelig hjælper deres patienter og deres forældre, men det er ofte på trods af systemet. Det er en daglig kamp, at “være civil ulydig” eller lave “krumspring”, for at “snyde med ydelserne”. Det er trættende og tidskrævende.   Det, tror jeg, bliver meget dyrere for os allesammen på den lange bane. Så skulle vi ikke sammen finde nogle andre måder at måle kvaliteten af vores arbejde? Bygge et andet ydelses-system op, et der hjælper os med at hjælpe børn og unge med psykiske lidelser?   

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce